OECD sammenligner det maksimale undervisningstimetal per lærer i nogle lande med det minimale for andre lande. Se link til højre.
Antorini vil ”give lærerne mere tid til at undervise”
Undervisningsminister Christine Antorini vil ”give lærerne mere tid til at undervise”. Det siger hun i forbindelse med den årlige OECD-rapport ”Education at a Glance”, der endnu engang sammenligner minimumstimetal per lærer i nogle lande med maksimumtimetallet per lærer i andre.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
De yngste elever i folkeskolen går væsentligt færre timer i skolen end OECD-gennemsnittet. Minimumstimetallet til danske elever i 1.-2. klasse er ifølge rapporten 701 timer årligt mod gennemsnitligt 774 timer i OECD.
Men Ministeriet for Børn og Undervisning kigger også på den omstridte tabel over, hvor mange timer hver lærer underviser. De danske lærere har med OECD's opgørelsesmetode i gennemsnit 650 timer i klasselokalet mod et OECD-gennemsnit på henholdsvis 782 og 704 for henholdsvis 1.-6. og 7.-8. klassetrin.
DLF: Tal for læreres undervisning kan ikke sammenlignes
Men OECD-gennemsnittet dækker over, at lande som for eksempel Holland og Sydkorea har indsendt det maksimale antal undervisningstimer en lærer kan have, mens andre har indsendt minimumstimtallet og atter andre timetallet for "typisk lærer".
"Det lave timetal i folkeskolen og lærernes færre undervisningstimer sammenlignet med andre lande er noget af det, som vi vil se på i forbindelse med den kommende reform af folkeskolen. Som det fremgår af regeringsgrundlaget, vil vi give lærerne mere tid til at undervise," siger Christine Antorini.