Gummiskoen hamrer mod hendes skinneben. Drengen brøler og bander af sine lungers fulde kraft. Han åbner munden og spytter hende i ansigtet. Lotte forsøger at holde ham fast, mens en lærer trækker af med den anden dreng i slagsmålet. Drengen flår i hendes bluse, kradser og forsøger at sparke hende igen. Han svinger sin jakke mod hendes hoved.

»Jeg må tage fat i ham og få ham væk fra de andre«, tænker Lotte. I det samme mærker hun en skarp smerte i højre arm, da drengen sætter alle kræfter ind på at rive sig løs. Hun giver slip, og drengen løber ud ad glasdøren mod fritidshjemmet.

Lotte står forpustet og chokeret tilbage. Hun har ondt i hele kroppen efter spark og slag, og der er noget helt galt med hendes arm.

Langsomt går hun mod lederens kontor, mens tankerne fyger gennem hovedet. »Det her er simpelthen gået for vidt. Jeg kan ikke stå alene med ansvaret«.

De sidste fire år har Lotte og hendes pædagoguddannede kollega skabt en tryg ramme for fire børn i en lille succesfuld ADHD-klasse. Nu er det blevet et sted, hvor kommunen sender flere børn, der har forskellig alder og forskellige problemer og diagnoser, hen. Kollegaen er sygemeldt med stress, og Lotte er ikke sikret en fast vikar.

Nu må ledelsen hjælpe. På skolelederens kontor står hun rystet og fortæller, at hun vil skadesanmelde det, hun lige har oplevet, og hun anmoder om supervision. Efter en kort samtale med skolelederen kører hun hjem. Sidder ved køkkenbordet i hendes og Jens' nyistandsatte hus og stirrer tomt ud over rørskoven og søen.

Mest vold på specialskoler

Det er i en specialgruppe, Lotte oplever overgrebet. Lærere, der arbejder i specialklasser og i klasser for elever med særlige behov og psykiske lidelser, er mere udsat for vold og trusler end lærere i normalskolen. En endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Arbejdsmedicinsk klinik i Herning viser, at over 50 procent af lærerne på specialskolerne inden for det seneste år er blevet truet med bank minimum én gang. 16 procent er udsat for det ugentligt. Selv om lærere på specialskoler oplever vold og trusler i dagligdagen, er de generelt meget tilfredse med deres arbejdsmiljø.

Sådan har Lotte også haft det i de 37 år, hun har arbejdet med børn med særlige behov. Børn har råbt og skubbet. Men det har aldrig føltes så grænseoverskridende, og hun har altid vidst, at der var støtte lige om hjørnet.

Sygemeldt

Efter en meget urolig nat ringer Lotte tidligt om morgenen til skolelederen og beder om en samtale. Hun kan ikke bare gå ind i klassen, som om intet var hændt. Hun kan mærke hjertet hamre, og hendes arm dunker og smerter. De aftaler, at hun skal komme og tale med lederen, en halv time før timen starter, men da hun går ind mellem de lave røde bygninger på skolen, er han på vej ud. Han henviser hende til vicelederen, men han er optaget. Efter at have ventet et stykke tid ved disken i forkontore

t må hun gå over og møde eleverne i klassen.

Det næste halve år bliver et mareridt for Lotte. Dag efter dag skal hun møde drengen, der rev hendes arm af led. Hans udbrud bliver værre og værre. Lotte kan mærke al sin ro, sikkerhed og styrke sive ud, i takt med at autoriteten forsvinder. Søvnløshed, angst, hukommelsesbesvær og kvalme melder sig, og lægen vil have hende sygemeldt.

»Jeg tør ikke tage ansvaret for ADHD-klassen på de nuværende betingelser. Jeg tør ikke tage ansvaret for elevernes sikkerhed«, skriver hun blandt andet til ledelsen og beder igen og igen om hjælp.

Skoleledere svigter ansvar

Lotte står ikke alene med oplevelsen af ikke at få den hjælp, hun søger hos ledelsen. Seks ud af ti lærere, der inden for det seneste år har været udsat for vold eller trusler, har ikke fået hjælp fra deres leder efter hændelsen, viser Folkeskolens undersøgelse. Og lige under halvdelen af de lærere, der fik hjælp, mener, at hjælpen kun var delvis tilstrækkelig eller ligefrem utilstrækkelig.

Pengene styrer pædagogikken

»Det her betyder endnu en pensionist på overførselsindkomst«, tænker Lotte, da hun sidder alene ved træbordet i spisestuen. Hun mærker efter varmen fra klinkern

e under de bare fødder, mens tårerne løber ned ad hendes kinder. Hun har været sygemeldt i tre måneder, og erkendelsen står lysende klart for hende: Jeg kan ikke fortsætte med at arbejde på den her måde.

Alligevel er beslutningen ubærlig. 37 år, hvor hun har elsket sit arbejdsliv og arbejdet for at hjælpe de børn og unge, der havde det sværest, skal slutte med, at hun forlader folkeskolen et år før tid. Og problemerne forsvinder jo ikke med mig, tænker hun. Det er blevet økonomien, der bestemmer pædagogikken og strukturen. Eleverne kan hjælpes til at mestre deres vanskeligheder, hvis man har respekt for deres behov og prioriterer kvalificeret personale og gode lokaler. Man kan ikke undervise adfærdsforstyrrede, udadrettede og personlighedsforstyrrede elever sammen med små, sarte autist-elever. Deres behov er vidt forskellige, tænker Lotte.

Efterskrift

Men efter en uge, hvor hun græder og burer sig inde, kommer hun op til overfladen og begynder at se fremad. Arbejdsskadesanmeldelsen resulterede i et opkald fra Danmarks Lærerforenings konsulent. Her var der en, der arbejdede for Lottes sag. Overgrebet er nu anerkendt som en arbejdsskade. Et år senere er det et stort åbent smil, en fast gang og en ukuelig evne til at se det skæve og positive i enhver situation, der kendetegner den høje kvinde ved fjorden. Men sorgen over at forlade sit dejlige job som skolelærer er der stadig.