Morten Glistrup havde været lærer på et par skoler i Danmark, først i Værløse og siden tre år i København, da han besluttede sig for, at nu skulle det være.

Han havde altid haft lyst til at rejse, så da en kammerat rejste til Vestgrønland og sendte ham begejstrede beretninger og flotte billeder, søgte Morten Glistrup job på skolen i Tasiilaq. Det skulle ikke være hovedstaden og Vestgrønland.

»Når jeg valgte at komme herover, var det, fordi jeg tænkte, at jeg gerne ville prøve 'det rigtige Grønland'. Nuuk var ikke interessant for mig. Det er simpelthen for stort. Det har været en rigtig rar omvæltning for mig at komme her i forhold til at have boet i København det meste af mit liv, fordi jeg føler, at jeg nu har fået den plads, jeg gerne ville have«.

Sproget er en udfordring

Til trods for at Morten Glistrup indgår i en tolærerordning med en grønlandsk kollega, er sproget en stor udfordring. Og her taler vi ikke bare om to, men om tre sprog, forklarer Morten Glistrup.

»Undervisningssproget er vestgrønlandsk på papiret«, fortæller Morten og fortsætter:

»Det skal det være. For man anerkender jo ikke østgrønlandsk som et sprog«.

Officielt er det en dialekt, selvom der er så mange ord, der er anderledes. Lærerne taler også østgrønlandsk til eleverne.

»Man kan vælge at fokusere på sprogproblemet, og så kommer man ingen vegne, eller man kan simpelthen arbejde sig uden om det. Vi danskere prøver jo på at lære det, men det er svært. Jeg har fået noget god undervisning, men det er stadigvæk svært. Og det var jo så vestgrønlandsk. I skolen synes jeg nu nok, man finder ud af det, og så er der altid nogen, der kan hjælpe«.

Skoledagen ligner en dansk skoledag, fortæller Morten Glistrup.

»Skolesystemet er bygget op efter et dansk mønster. Vi bruger nogle af de samme bøger, og vi bruger også oversatte bøger, men heldigvis er der begyndt at komme flere bøger på grønlandsk og bøger, hvor det står på begge sprog. Det gør det lidt nemmere for mig, for så kan jeg se, hvad det er, de skal læse, og så kan vi læse det op på begge sprog. I Danmark bruger man også internettet meget, men der er vi lidt bagud, for vi har jo ikke bredbånd, som man har fået ovre på vestkysten. Det går over satellit her, så det tager lidt mere tid. Og generelt så tager det måske bare lidt mere tid at nå det samme, især på grund af det sproglige«.

Analfabeter og mønsterbrydere

I debatten har der været talt meget om, hvorvidt eleverne lærer nok i den grønlandske folkeskole. Morten Glistrup er ikke så skeptisk.

»Vi har jo nogle elever, der er fantastisk dygtige. Vi har en stor mellemgruppe, men også en gruppe, som har rigtig svært ved det. Gruppen af fantastisk dygtige er nok lidt mindre end i Danmark, men jeg er ikke sikker på, at den svage gruppe er så meget større. Jeg har da oplevet funktionelle analfabeter i Danmark i 8. og 9. klasse, og det er jeg ikke sikker på er så specielt meget værre her«.

Når eleverne er færdige med 10. klasse, er de nødt til at rejse til vestkysten eller Danmark, hvis de vil videre.

»Det er mønsterbrydere. De er vigtige, for så kan man pludselig se, at skolen nytter noget. Men mange af dem, som kommer væk og får en uddannelse og virkelig får succes, kommer jo ikke tilbage, for det arbejde, de er uddannet til, findes ikke her. Og så er de ikke så synlige for de yngre, der kommer efter«.

Perfekt snescootervejr

Vejret har en stor betydning og kan indimellem godt udfordre mødedisciplinen, indrømmer Morten Glistrup:

»Men hvis du fokuserer på alle de positive elever - dem, som kommer hver dag, som læser og beder om mere - så får du et helt andet billede«.

Samtidig vil han gerne medgive, at det ikke altid er sådan.

»Jamen det kan jo ske, at der kommer ammasætter (små fisk, en yndet spise, der pludselig optræder i store stimer), eller vejret bliver perfekt til snescooter. Så er der en lidt anden mentalitet, for når man kan gøre nogle bestemte ting på grund af vejret for eksempel, er det da dét, der er i fokus. Det er ligesom i Danmark i gamle dage, når der skulle høstes kartofler. Når der er fangst, så skal man da ud at hente noget mad«.

Kollegaer rejst hjem

Lærere fra Danmark, der får ansættelse i Grønland, er typisk ansat på en treårig kontrakt. Hvis man gerne vil blive længere end de tre år, forlænger man kontrakten for et år ad gangen. Men det er der ikke så mange, der gør, forklarer Morten Glistrup.

De kollegaer, der blev ansat sammen med ham for tre år siden, er allerede rejst hjem - de sidste i sommer. Men Morten Glistrup er ikke på vej hjem, siger han.

»Jeg tager ét år ad gangen. Så længe jeg har det godt, og arbejdet er godt, er der ikke noget, der trækker mig andre steder hen«, siger han.