"Vi skal have lavet en plan og samlet eksperterne, så vi sikrer at alle, også dem med de mest specialiserede behov, får den rigtige hjælp", siger Carl Holst fra Danske Regioner.
Regionerne vil samle ekspertisen i fem-ti kommunikationscentre
Ekspertisen forsvinder i takt med, at indsatsen for mennesker med tale-, syns- og hørehandicap bliver opsplittet. Det frygter regionerne, der i en ny rapport anbefaler, at der oprettes fem-ti specialiserede centre, som skal stå for indsatsen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Antallet af henvisninger til en stor del af de specialiserede tilbud på kommunikationscentrene er reduceret markant, medarbejdergrupperne er indsnævret, og den faglige kvalitet i indsatsen og udviklingen på de enkelte områder er truet, viser en rapport, som Danske Regioner og de fem regioner har udarbejdet.
"Efterspørgslen efter kommunikationscentrenes ydelser er stærkt faldende hvert år, fordi kommunerne til enhver tid kan vælge at hjemtage opgaven. Der er eksempler på kommuner, der fra det ene år til det andet reducerer forbruget med over 80 procent", lyder det i rapporten, som skal give en status på, hvorvidt mulighederne for faglig, økonomisk og organisatorisk bæredygtighed er til stede i dag.
Afviklingen må omgående standses
Regionerne frygter, at det på sigt kan komme til at knibe med fagfolk, der besidder specialiserede kompetencer.
"De lands- og landsdelsdækkende institutioner oplever generelt markant vigende efterspørgsel. Per definition findes der ikke noget alternativ til disse institutioner. Bekymringen er, at den vigende efterspørgsel vil udhule de specialkompetencer, som de lands- og landsdelsdækkende institutioner er forpligtet til at stille til rådighed. Det har indgribende konsekvenser for kvaliteten i indsatsen til mennesker med tale-, høre- og synshandicap - for voksne såvel som børn", forklarer regionerne i rapporten.
Den udvikling - eller rettere afvikling - må omgående standses, Carl Holst (V), næstformand i Danske Regioner.
"Vi skal have lavet en plan og samlet eksperterne, så vi sikrer at alle, også dem med de mest specialiserede behov, får den rigtige hjælp - præcis som på sundhedsområdet", siger han til organisationens hjemmeside.
Området skal være organisatorisk bæredygtigt
Regionerne vil blandt andet have en ny bekendtgørelse om rehabilitering, der er fælles for lovene om sundhed, service, beskæftigelse og undervisning. Derudover skal mennesker med komplekse kommunikationshandicap have ret til en rehabiliteringsplan, der følger dem på tværs af sektorer. Indholdet skal udfyldes der, hvor der er kompetence til at vurdere behovet for rehabilitering, og skal være forpligtende for den myndighed, der skal udøve indsatsen.
Regionerne anbefaler også, at kommunikationsområdet organiseres ud fra principper om organisatorisk bæredygtighed med fem til ti højt specialiserede centre/institutioner på landsplan eventuelt suppleret med en række satellitter for at sikre geografisk nærhed.
Derudover skal det gøres muligt at dokumentere indsatsen, så man kan skabe og dele erfaring på tværs af tilbud, så en stadig stigende del af indsatsen ydes på basis af evidensbaseret viden. På sigt skal der udarbejdes nationale kvalitetsstandarder, og det skal dokumenteres, at de bliver overholdt.
Læs mere
Kvalitet og bæredygtighed i den højtspecialiserede indsats til mennesker medkommunikationshandicap