Uddannelsesminister Morten Østergaard mener, at samarbejdet mellem de forskellige institutioner om at skabe en science-læreruddannelse er forbilledligt.

Nu kan man læse til science-lærer

Uddannelsesministeren har netop godkendt en ny naturfaglig og matematisk profillæreruddannelse på KDAS/Blaagaard i København. De studerende får linjefag i matematik, fysik/kemi, geografi og biologi.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Til august begynder det første hold studerende på Advanced Science Teacher Education på Professionshøjskolen UCC. Dermed vil der om fire år være ansøgere til lærerjob, som kan opfylde de ønsker, mange skoleledere har, mener leder af Center for Science Didaktik Nana Benjaminsen, som har udviklet uddannelsen.

"Vi ved, at skolelederne efterspørger lærere, der kan brobygge og gå på tværs af de små fag. Det kommer de nye science-lærerne til at kunne, og derfor bliver de eftertragtede. Der er brug for dem på skolerne," siger Nana Benjaminsen.

Større sammenhæng i lærerlivet

Fag som geografi og biologi har et lavt ugentligt timetal i skolen. Derfor er det i dag svært at sammensætte et fuldt skema for lærere med naturvidenskabelige linjefag. Det bliver lettere med den nye science-uddannelse, fordi lærerne kan dække alle naturvidenskabelige fag. Samtidig får de gode muligheder for at arbejde tværfagligt. Det kan give de kommende science-lærere et bedre lærerliv.

"Mange lærere har svært ved at lade faglige tråde flyde fra det ene fag til det andet, fordi deres linjefag ikke er beslægtede. Science-lærerne vil opleve en større sammenhæng i deres arbejdsliv, fordi de kan knytte fagene sammen i hverdagen," siger Nana Benjaminsen.

 Mere frihed til læreruddannelserne

Uddannelsen er blevet til i et samarbejde mellem Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Professionshøjskolen Metropol og Professionshøjskolen UCC. I første omgang bliver uddannelsen udbudt på Professionshøjskolen UCC, dvs. læreruddannelsen KDAS/Blaagaard.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) mener, at samarbejdet mellem de forskellige institutioner i projektet er forbilledligt og viser logikken i, at regeringen har valgt at samle de videregående uddannelser i ét ministerium.

"Forsøget med en naturfaglig læreruddannelse er nytænkende og progressiv. Blandt andet er den profiltankegang, som forsøget er udtryk for, helt i tråd med følgegruppen for læreruddannelsens anbefalinger om, at professionshøjskolerne skal have større frihed til at tilrettelægge og udvikle uddannelsens elementer lokalt. Det giver en mere dynamisk udvikling af uddannelsesforløbet. Jeg forventer, at forsøget også kan appellere til studerende, som ellers ikke ville overveje at tage en læreruddannelse," siger Morten Østergaard.

Den nye profillæreruddannelse har fået fire millioner kroner i støtte fra Lundbeckfonden, som i 2010 indkaldte ansøgninger under titlen 'Nye veje for undervisere i naturfagene i Folkeskolen'. Opslaget havde fokus på uddannelse af naturfagslærere i samarbejde mellem professionshøjskoler og universiteter.