Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det hele startede med, at analytiker Salman Khan begyndte at give sine nevøer lektiehjælp. Men eftersom Khan boede i en anden by end sine nevøer, fandt han på at lave små instruktionsvideoer, som de kunne se via Youtube.
"De sagde, at de faktisk bedre kunne lide mig på video end i virkeligheden. Det giver faktisk god mening, når man tænker over det. Nu kunne de pause og spille mig igen, uden at spilde min tid. Hvis de har glemt noget, som de skulle have lært for længe siden, kan de bare se videoen, uden at være flove over at skulle spørge igen. Hvis de keder sig, kan de bare spole frem eller se det, når det passer dem. Og måske det aller vigtiste: Den allerførste gang, du skal have din hjerne til at forstå et nyt koncept, så er det sidste, du har brug for, en der står over dig og siger "Har du forstået det nu?".
Sådan beskriver Salman Khan selv, hvad det er, hans videoer kan.
Videoerne var offentlige, men ret hurtigt begyndte andre at se dem, og så tog det fart. Han fik beskeder fra hele verden fra børn og forældre, som pludselig havde forstået ting, som de aldrig havde forstået tidligere.
Bruger teknologi til at 'menneskeliggøre' klasselokalet
Og pludselig fik han beskeder fra lærere, som brugte det i deres undervisning. De gav eleverne instruktionsvideoerne for hjemme, og så laver de det, som ellers ville være hjemmearbejde sammen i klassen.
"Når man erstatter det klassiske one-size-fits-all-foredrag med et foredrag hjemme i elevernes eget tempo, og samtidig kunne lade eleverne interagere med hinanden i klassen med læreren som vejleder, så har disse lærere brugt teknologi til at menneskeliggøre klasseværelset".
Khan Academy har også udviklet opgaver, hvor børnene får svar med det samme og bliver hjulpet til at forstå princippet. Og læreren kan få et overblik over, hvordan det går med hver enkelt elev. På den måde, kan læreren gå ind og støtte de elever, der sidder fast.
Khan Academy er gratis og fungerer som en non-profit-organisation.
Se Salman Khan fortælle om projektet på Ted:
Forældre: Kæmpe fordel, at de kan gøre det hjemme
Formand for Skole og Forældre Benedikte Ask Skotte er begejstret for Khan Academy.
"I en normal undervisningssituation har du ét skud i bøssen til at forstå, hvad læreren siger. Max to, hvis du kan få ham ned og forklare. Men hvis jeg har det på video, kan jeg se det ligeså mange gange, jeg har brug for. Det er ydmygende for elever at skulle op og sige, at de ikke har forstået det", siger Benedikte Ask Skotte.
Hun mener, at man skal holde op med at tænke ny teknologi som et nødvendigt onde, men som en mulighed for at gøre det simplere og aflaste i nogle situationer.
"Det er ikke fordi, det er anderledes end det, lærerne gør i forvejen, men det giver mulighed for at lære, når man er åben. Hvis man sidder i skolen i syvende klasse og er dybt forelsket i hende, der sidder ved siden af, og derfor ikke kan koncentrere sig om det, læreren siger, så går man ikke glip af det, når man kan høre det igen derhjemme".
DLF er skeptisk
I Danmarks Lærerforening kan man sagtens se fordele ved at bruge it-baserede læringsmidler i skolen. Men Bjørn Hansen, som er formand for et nyudpeget udvalg i DLF, der skal udvikle et it-strategi for folkeskolen, er skeptisk over for at bruge instruktionsvideoer til at lære børn om fx regneteknikker.
"Jeg kan sagtens se, at it i folkeskolen er en god ide. Men lige netop denne form, tror jeg ikke på. Godt nok kan de få det forklaret mange gange, men det er samme måde hver gang. Så hvis de ikke forstår den måde, så hjælper det ikke noget, at det bliver gentaget syv eller ti gange", siger Bjørn Hansen.
Han mener, at noget af det, læreren netop kan, er at forklare tingene på en anden måde.
"Læreren kan give en anden indfaldsvinkel. Det er den undervisningsdifferentiering, som gør forskellen. Vi underviser jo ikke med gammeldags tavleundervisning, hvor man tror, at alle 24 elever forstår det på samme måde længere. I nogle tilfælde vil det være en hjælpe med en video, men jeg har også svært ved at tror, at drengen med hormoner i hele kroppen gider at se videoen, når han kommer hjem. Han vil da hellere spille computerspil".