Alex Ahrendtsen i midten ved præsentationen af den brede aftale om det nye testsystem.

Opbakning til lærere og skoleledere: "Det har vi slet ikke talt om"

Både KL og Dansk Folkeparti bekræfter nu, at undervisningsministerens kontroversielle forslag om at give offentlig adgang til elevers test-resultater ikke har været forhandlet inden den brede aftale om nyt testsystem. DF afviser at sætte skoler "i gabestok".

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg er faktisk enig med lærerne og skolelederne".

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis skoleordfører Alex Ahrendtsen, der ligesom Skolelederforeningen og Danmarks Lærerforening nu tager kraftigt afstand fra et kontroversielt element i undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils nye lovudkast, der skal omsætte den brede aftale om et nyt bedømmelses- og evalueringssystem til ny virkelighed i skolerne.

Det har nemlig overrumplet Danmarks Lærerforening og skolelederne, at lovudkastet også omfatter en helt ny mulighed for offentlig indsigt i elevernes testresultater, når Folkeskolens Nationale Færdighedstest sættes i søen - hvilket allerede sker med en overgangsordning fra efteråret.

Som omtalt på folkeskolen.dk torsdag skal det ifølge lovudkastet ske ved at ophæve folkeskolelovens paragraf 55 b, således at testresultater ikke længere er fortrolige eller omfattet af reglerne om tavshedspligt.

"Det foreslåede vil således indebære, at testresultater i anonymiseret eller aggregeret form, herunder for klasser, hold, skoler, kommuner og regioner samt på landsplan kan gøres offentligt tilgængelige, og at der kan givs aktindsigt i oplysningerne efter offentlighedslovens almindelige regler herom", lyder det i lovudkastet.

KL kan ikke genkende forslaget

Både DLF-formand Gordon Ørskov Madsen og skoleledernes formand Claus Hjortdal vender sig voldsomt mod forslaget, som ifølge Claus Hjortdal kun vil medføre "bøvl og ballade" for skolerne.

Samtidig afviser de begge pure, at emnet overhovedet har været på bordet under forhandlingerne i samarbejdsforummet Sammen om Skolen op til indgåelsen af den brede aftale om det nye testsystem.

Det bekræftes nu af Kommunernes Landsforening (KL), der ligeledes har siddet med ved bordet under drøftelserne i Sammen om Skolen.

"I KL kan vi ligesom DLF og Skolelederforeningen heller ikke genkende forslaget fra forhandlingerne i Sammen om Skolen, og vi er også optagede af at se nærmere på problemstillingen", lyder det i en kort mail fra KLs chef for børn og skole, Peter Pannula Toft.

Minister lægger op til offentlig indsigt i nationale test-resultater

Samme melding kommer fra Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen.

"Lærerne og skolelederne har jo ret. Det har ikke været på bordet. Jeg ved godt, at der var nogen, der ønskede det, men det er ikke en del af aftalen, som vi indgik", slår han fast over for folkeskolen.dk Ligesom Claus Hjortdal og Gordon Ørskov Madsen mener heller ikke Alex Ahrendtsen, at det er en god idé at muliggøre offentliggørelse af elevernes testresultater.

"Vi ved, at det faktisk ikke gavner særlig meget at offentliggøre karakterer, fordi det meget hurtigt kan blive en gabestok for en skole. Det er kontraproduktivt, hvis man vil have dårligt fungerende skoler til at blive bedre", siger Alex Ahrendtsen - og tilføjer:

"Det er langt bedre, at det er kommunerne selv, der har adgang til tallene, for så kan de håndtere det. Og ministeriet skal selvfølgelig også have adgang, så de kan skride ind, hvis der er kommuner eller skoler, der ikke leverer godt nok - men det redskab har man jo allerede i dag".

Ingen kommentar fra ministeren

DLF-formand Gordon Ørskov Madsen berettede på folkeskolen.dk torsdag, at han har kontaktet undervisningsministeren efter at være blevet opmærksom på det kontroversielle element i lovudkastet.

"Jeg har fået oplyst, at vi kan forvente, at den ændring bliver taget ud. Der er åbenbart sket én eller anden form for fejl - så det er forventningen, at ministeriet og ministeren trækker den ændring ud", sagde han. Folkeskolen.dk ville gerne have spurgt undervisningsministeren, om det kontroversielle element i lovudkastet er en fejl, eller om det skal blive stående. Det har hun dog ikke haft mulighed for at kommentere onsdag eller torsdag.

Ifølge Alex Ahrendtsen må der være tale om en fejl.

"Lovforslag på baggrund af en aftale bliver altid sendt i høring hos ordførerne først. Lige dén her havde jeg selv overset, så det var godt, at du opdagede det. Men det må være en fejl. Det er gået lidt stærkt. Jeg har også selv påpeget nogle småfejl undervejs", siger han.

Forsker: Jeg håber, at offentliggørelse af testresultater er en misforståelse