Det er slut med at lukke skoler ned på grund af corona.

Ny strategi: Ikke en eneste skole coronalukket efter nytår

Ikke én eneste skole er blevet lukket på grund af coronasmitte efter nytår. Sundhedsmyndighederne har skiftet strategi, fordi situationen har ændret sig. "Nu skal vi til at tænke, som vi plejer, i stedet for at tænke corona", siger skoleledernes formand.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Stigende coronasmitte blandt lærere og elever er ikke længere begrundelse nok for at lukke skoler og sende eleverne hjem for at dæmpe smitten.

Derfor har ikke én eneste kommune efter nytår fået påbud fra myndighederne om at lukke en folkeskole, selv om smittetallene stadig er høje.

For efter at Styrelsen for Patientsikkerhed i november og december nærmest dagligt gav påbud om at lukke skoler eller sende skoleklasser hjem, har man skiftet strategi i det nye år. Direktør Anette Lykke Petri fra Styrelsen for Patientsikkerhed begrunder den ændrede tilgang med, at "vi står et andet sted, end vi gjorde for et år siden". "Mange elever på skolerne er vaccinerede, de testes jævnligt, og så ser vi, at Omikron-varianten giver mildere symptomer hos langt de fleste. Vi skal altid anvende det mindst indgribende og mest skånsomme middel, og vi har et hensyn at tage i forhold til børnenes trivsel og undervisning", lyder det i et mailsvar til folkeskolen.dk fra Anette Lykke Petri.

Epidemiloven giver stadig Styrelsen for Patientsikkerhed mulighed for midlertidigt at lukke en skole eller hjemsende en eller flere skoleklasser. Men der skal være proportionalitet i beslutningen, understreger Anette Lykke Petri.

Skoleleder: "Nedlukning på grund af smitte gav kæmpe effekt"

"Vi vil derfor kun undtagelsesvist udstede påbud om midlertidig lukning", skriver hun.

Hvis skoler har besvær med at opretholde undervisningen for eleverne på grund af mange sygemeldte lærere er det derimod ikke en sag, der angår Styrelsen for Patientsikkerhed. For styrelsen har ikke lovhjemmel til at udstede påbud om midlertidig lukning som følge af personalemangel på grund af covid-19, oplyser direktøren.

Formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, oplyser, at Skolelederforeningen blev informeret om den nye strategi torsdag formiddag på et møde i det såkaldte sektorpartnerskab, hvor  sundhedsmyndighederne og Børne- og Undervisningsministeriet også deltog på administrativt niveau.

"Lige nu sammenligner man altså corona med almindelig sygdom. Og det gør jo bare, at vi ude på skolerne skal til at tænke, som vi plejer. Vi skal lade være med at tænke det her som corona", siger Claus Hjortdal til folkeskolen.dk

Lærer: Coronafravær skaber kaos på skolen

Force majeure "Hvis vi ikke er i stand til at undervise på forsvarlig vis på grund af mange sygemeldinger fra lærerne, så står vi i en situation, hvor vi må agere ud fra force majeure-tænkning og sige, at her har vi kortvarigt en situation, som vi må behandle som en hvilken som helst anden sygdomssituation", konkluderer skoleledernes formand. Men han understreger også, at hvis skoler måtte hælde til kortvarigt at sende nogle klasser hjem i en force majeure-situation, så bør de sørge for at tage den kommunale forvaltning med på råd først. "For 10 år siden ville ingen jo have løftet et øjenbryn, men efter to år med fravær er man nok blevet mere følsom over for det, politisk set", siger Claus Hjortdal.

Han vurderer, at den nye situation på skolerne kun kommer til at vare i en kort periode.

"Mit gæt er, at når vi når vinterferien, så har den her sidste variant toppet, og så vil vi ikke se så mange smittede og syge", siger han.

Undervisningsministeren: Det er forsvarligt at sende børn tilbage i skolen

Faglig direktør i Statens Serum Institut, Tyra Grove Krause, sagde torsdag til TV2.dk, at vi bevæger os mod mildere tilstande, der kan sammenlignes med influenza.

"Det er rigtigt, at vi bevæger os lidt mere hen imod sådan et influenzalignende mønster, hvor strategien vil være den samme. Vi kan ikke forhindre smitte i befolkningen, men vi kan sørge for at beskytte de allermest udsatte mod at blive alvorligt syge,« sagde hun.