Efter 20 år i redaktionen for tidskriftet Specialpædagogik, heraf de seneste ni som ansvarshavende redaktør, har Mette Friderichsen overladt pladsen til Anette Lind. Om ikke så længe er det også slut med jobbet som talehørekonsulent i PPR i Odsherred Kommune, hvor hun har været siden 2008.

Min sidste kommentar

Mette Friderichsen går på pension, og det sker med et kærligt budskab til PPR rundt om i landet om, at de skal passe på den pædagogiske side af indsatsen. Det gør hun med afsæt i den historiske udvikling i sit eget fag.

"I dag har vi tre tilgange til det logopædiske fag. Nogle har som jeg selv den gamle speciallæreruddannelse med tale og sprog som speciale. Så er der den audiologopædiske uddannelse, som er en universitetsuddannelse, og andre igen har en diplomuddannelse i tale og sprog", siger Mette Friderichsen.

Fra pædagogisk fag tilbage til medicinsk udgangspunkt

Oprindeligt hørte talepædagoger til på hospitaler, da de blev betragtet som repræsentanter for et medicinsk fag. En læge sagde det meget rammende: "Talepædagogen sidder i lommen på min kittel". Men talepædagogen og pioneren Jytte Jordal, der gik bort i en alder af 96 år i 2020, mente det anderledes.

"Jytte Jordal var ansat på et sygehus, men hun mente, at faget skulle høre til i den pædagogiske verden, og det endte med, at uddannelsen blev lagt ind under Danmarks Lærerhøjskole", fortæller Mette Friderichsen.

I dag ser hun en tendens til, at faget igen vender sig mod den medicinske verden med et evidensbaseret fokus på tale og sprog og på funktionelt betingede vanskeligheder som høretab, stammen og læbeganeproblemer.

"Vi har i en del år arbejdet med testen Celf-4, som undersøger alle dele af børns sprogtilegnelse bortset fra udtale. Det giver et normbaseret og statistisk validt billede, og dens udformning ligger meget op ad visse psykologiske test. Det er en tilgang, hvor den pædagogiske side ikke bliver værdsat til fulde. Det begræder jeg", siger Mette Friderichsen, som også er blogger på folkeskolen.dk

PPR har brug for psykologer med lærer eller pædagogbaggrund

Det er som om, at pædagogiske praksis er kommet til at tro for lidt på sig selv, fornemmer Mette Friderichsen.

"PPR-psykologerne har en fantastisk faglighed, men de har fået tildelt for meget betydning for det pædagogiske liv i skolen, fordi vi har et hierarki, hvor det naturfaglige videnskabsfelt er placeret højest, og psykologi ligger tættere på det naturfaglige end pædagogik. Samtidig er lærere og pædagoger blevet lønarbejderorienterede og er blevet frataget magt. Det er den gamle sag om blandt andet lov 409 og velfærdsstatens ønske om at styre med læringsplatforme med programmeret undervisning".

Hun vil fortsat argumentere for, at der skal uddannes psykologer med baggrund som lærere eller pædagoger til PPR.

"Jeg er absolut med i det kor, som mener, at PPR mangler psykologer, der kan reflektere pædagogisk, for det er nødvendigt med didaktiske betragtninger og forslag, når man skal finde ud af, hvad man præcis skal gøre i praksis for elever med særlige udfordringer. I mit PPR er vi fire talehørekonsulenter, og vores didaktiske og pædagogiske tilgang står en lille smule i skyggen af, at unge psykologer har brug for fat lære hele området at kende, både det psykologiske, det pædagogiske og det sociale, som man behøver, når man er nyuddannet. Derudover skal de også have deres autorisation", siger Mette Friderichsen.

Kontakt til forældre vejer tungt

I dag laver daginstitutioner digitale sprogscreeninger af de tre- og femårige i samarbejde med forældrene. Det giver en effektiv og struktureret opsporing, men det er teknokratisk og kan ikke erstatte talehørekonsulentens personlige møde i familien, hvor hun ser barnet, mener Mette Friderichsen.

"Jeg har ikke noget imod screeninger, for kommunerne er nødt til at se på det økonomiske aspekt. Men når en pædagog siger, at lille Emma er udfordret på sproglige begreber, er der ikke behov for at screene barnet for at finde ud af, om pædagogen har ret. Så har hun ret", siger Mette Friderichsen.

Selv holder hun fast i at tage på hjemmebesøg hos familier med børn, som hun har i sit regi.

"Selv om børn er i institution i en tredjedel af døgnet, er forældrenes indflydelse på barnets tale, sprog og kommunikation i familien så afgørende, at kontakten til forældrene altid er vigtigere end kontakten til pædagoger og lærere. Begge dele skal være der, men når jeg er på hjemmebesøg, ser mor eller far her og nu, hvad jeg gør, når jeg er sammen med barnet", fremhæver Mette Friderichsen.

Det Nødvendige Seminarium banede vej til lærerjobbet

Mette Friderichsen har altid været optaget af pædagogisk udvikling. Hun er født og opvokset i Birkerød, og mens kammeraterne i folkeskolen valgte det lokale gymnasium, ofrede hun tid på at tage turen til Det frie Gymnasium, som dengang lå i Bagsværd. Det tiltalte hende, at gymnasiet eksperimenterede med skoledemokrati og alternative undervisningsformer. 

Hun interesserede sig for verden og begyndte derfor at læse geografi på Københavns Universitet, men det blev hurtigt kedeligt at tegne kort.

"Det lå i tiden i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne, at vi unge skulle gøre en forskel i verden. Samtidig havde jeg brug for nye relationer og for at opleve noget andet end det hjemlige", fortæller Mette Friderichsen.

Derfor skiftede hun universitetet ud med Det Nødvendige Seminarium, som ligger ved Ulfborg i Vestjylland og var en del af skolesamvirket Tvind.

"De første tre måneder indrettede vi busser til en tur til Indien og Pakistan, og jeg tog buskørekort. Så kørte vi ned gennem Europa og gennem Tyrkiet og Iran med kun 50 kilometer i timen, fordi busserne var fra 1960'erne. Undervejs besøgte vi familier og så, hvordan de levede, og ofte blev vi inviteret til at spise med og overnatte. Det gav mig en fordel, da jeg senere kom til at undervise tosprogede, fordi jeg kunne tyrkiske ord og forstod, hvor deres forældre kom fra", siger Mette Friderichsen.

Et hul i skemaet førte til en fremtid med specialpædagogik

Efter endt læreruddannelse i 1984 ville grundlæggeren af Tvind, Mogens Amdi Petersen, vide, hvad Mette Friderichsen ville lave.

"Jeg svarede, at jeg ville ud i folkeskolen, men Amdi foreslog, at jeg åbnede en efterskole i Norwich. Jeg tog derover og så på gamle fabriksbygninger, men der var alt for mange mursten. Desuden ville jeg undervise i folkeskolen, for jeg så mig selv som lærer", siger Mette Friderichsen.

Hun havde ingen præferencer i forhold til, hvor hun ville bo og arbejde, så hun skrev ansøgninger til skoler alle mulige steder i landet, og da Bjergmarkskolen i Holbæk tilbød hende et job, sagde hun ja.

"Bjergmarkskolen var øvelsesskole for det daværende Holbæk Seminarium, så der mange dygtige lærere med en vilje til udvikling og nyskabelse", siger Mette Friderichsen.

Hun mødte sin mand i Holbæk, blev gravid og fik med to års mellemrum tre børn. Da hun vendte tilbage fra sin tredje barsel i marts 1991, var der et hul i skemaet frem til sommerferien i en specialklasse.

"Jeg havde aldrig tænkt over, hvad det var for elever, der gik i specialklasse, ud over at det var nogle, som havde det svært, så det var tilfældigt, at jeg blev bragt ind i en specialklasse. Derfor tænkte jeg, om jeg mon kunne finde ud af det, men fordi skolen var så udviklingsorienteret, var jeg vant til at undervisningsdifferentiere, selv om det endnu ikke var blevet et krav i loven".

Konsulentjob blev et springbræt til PPR

Mette Friderichsen kom hurtigt til at holde eleverne i specialklassen og af det tætte samarbejde, der opstår, når man er to lærere om en klasse. Så da der var en ledig stilling i en ny specialklasse efter sommerferien, lagde hun billet ind på den.

Hun fulgte eleverne indtil 8. klasse og blev så specialklassekonsulent på Høng Kommuneskole. Hun havde ellers ikke den daværende overbygningsuddannelse til speciallærer, som var adgangsgivende til den slags stillinger, men den tog hun i det første år i jobbet.

Mette Friderichsen valgte specialiseringsmodulet i tale og sprog, hvor fonologi var en væsentlig del, og da PPR i Bjergsted Kommune nogle år senere manglede en talehørekonsulent, rejste hun dertil.

"Som konsulent arbejdede jeg tæt sammen med PPR, og jeg var optaget i det arbejde, der lå der. Samtidig var jeg nysgerrig efter at udvikle arbejdet med tale og sprog", siger Mette Friderichsen, som efter fem år i Bjergsted skiftede til PPR i Odsherred.

Forinden var hun kommet med i redaktionen på Tidskriftet Specialpædagogik.

"Dengang holdt Undervisningsministeriet et årligt kursus for fagpersoner i PPR, og første gang jeg deltog, blev jeg spottet af en kvinde, som var ved at forlade redaktionen. Hun spurgte, om ikke det ville være spændende for mig at overtage pladsen, og jo, det syntes jeg", fortæller Mette Friderichsen, som blev en del af redaktionen i 2001.

En ildsjæl har mødt en anden ildsjæl

For ni år siden blev Mette Friderichsen ansvarshavende redaktør og har både skullet lægge den redaktionelle linje, indhente og bearbejde artikler, styre økonomien, sørge for at få tidsskriftet trykt og sendt ud og samarbejde med DLF og Danmarks Specialpædagogiske Forening, som udgiver tidskriftet i fællesskab.

Nu er alt det fortid. Ved årsskiftet sagde Mette Friderichsen farvel til posten som redaktør, som hun trygt overlader til Anette Lind, der er cand. pæd. i pædagogisk psykologi og har været med i redaktionen i tre år.

"Jeg er selv en ildsjæl, og jeg har mødt en anden ildsjæl i Anette. Hun brænder for tidsskriftet og er vant til bestyrelsesarbejde, og så kender hun til digital kommunikation. Jeg har også blinde vinkler, og nu skal der nye kræfter til", siger Mette Friderichsen.

Selv om hun snart går på pension som talehørekonsulent, kunne hun have fortsat som redaktør.

"Ja, det kunne jeg, og jeg kommer måske til at savne tidsskriftet alt for meget, men det er et kæmpe arbejde at lave det. Jeg er 63 år og har fire børnebørn og et femte på vej, og dem vil jeg være noget for. Derudover er jeg medlem af organisationen Zonta, som støtter kvinder overalt i verden. Der vil jeg lægge mine kræfter", siger Mette Friderichsen.

Hun beholder også sin blog på folkeskolen.dk lidt endnu, for måske får hun tid til lidt flere skriftlige udfoldelser om det specialpædagogiske.