Københavnske skoleelever havde god grund til at juble efter sommerens afgangsprøver - aldrig har karaktergennemsnittet været højere.

København: Historisk høje karakterer ved sommerens afgangsprøver

Efter næsten halvandet år med corona-nedlukninger scorede københavnske folkeskoleelever højere karakterer end nogensinde ved sommerens afgangsprøver. Det kan dog hænge sammen med corona-ændringerne i prøverne, erkender kommunen.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med et karaktergennemsnit på 7,8 slår afgangseleverne fra de 60 københavnske folkeskoler alle rekorder efter at have gennemført sommerens afgangseksamen.

Aldrig tidligere har de københavnske skoleelever scoret så høje karakterer som ved sommerens prøver, der fandt sted efter mere end et år med corona-nedlukninger og fjernundervisning. Det gælder i både dansk, matematik og engelsk, at karakterniveauet er højere end de foregående år.

Ved afgangseksamen i skoleåret 2018/19 - før nogen overhovedet havde hørt om corona - lød det tilsvarende karaktergennemsnit i København på 7,4.

Samtidig er andelen af elever med mindst 2 i dansk og matematik vokset til 98 procent mod 93 procent to år tidligere, ligesom andelen af elever med mindst 4 i dansk og matematik er vokset til 87 procent mod 76 procent to år tidligere. Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) glæder sig over elevernes gode karakterer. 

"Men vi løber ikke rundt med hænderne over hovederne i blind jubel. Under corona har eksamenerne i vidt omfang været afløst af årskarakterer. Derfor skal man passe på med at konkludere for meget ud fra de tal. Det kan være et udtryk for, at det faglige niveau er steget", lyder det i en mail til folkeskolen.dk fra borgmesteren.

Nedlukningen af alle landets skoler medførte, at regeringen og et bredt flertal i Folketinget besluttede, at der skulle gennemføres et mindre antal prøver end normalt ved sommerterminen.

Det betød, at 9. klasses eleverne skulle op til fire prøver mod normalt syv - nemlig mundtlig dansk, skriftlig dansk, mundtlig engelsk og skriftlig matematik.

Endelig afklaring: Færre afgangsprøver til sommer 

For de aflyste prøver blev standpunktskarakteren ophøjet til prøvekarakter, ligesom det skete for alle prøvefag året før - for dermed at sikre, at alle elever kunne få et fuldt eksamensvis og ikke ville blive bremset i deres videre uddannelse. Desuden blev det besluttet, at eleverne ved folkeskolens prøver før sommerferien ville få ophøjet deres afsluttende standpunktskarakter til prøvekarakter, hvis standpunktskarakteren var højere end prøvekarakteren.

Eksamensnyt: Den højeste karakter gælder

I et notat om sagen kalder hovedstadskommunens børne- og ungdomsforvaltning resultaterne positive, men påpeger samtidig, at de ændringer, der blev foretaget i forbindelse med afgangsprøverne, kan have påvirket resultaterne positivt de seneste to år.

Corona-aflysning gav eleverne højere karakterer i skriftlig dansk og matematik 

Men forvaltningen understreger også følgende:

"Det er vigtigt at pointere, at det ikke kan afvises, at resultaterne illustrerer en positiv udvikling i det faglige niveau, men forvaltningen anbefaler, at der grundet de markante afvigelser ikke foretages en direkte sammenligning med resultater fra de tidligere skoleår".

Men selv om forvaltningen altså fraråder direkte sammenligninger med tidligere resultater, er de historisk høje karakterer ikke desto mindre en fortsættelse af en udvikling, der allerede var i gang inden corona-eksamenerne, påpeger borgmester Jesper Christensen.

"Eksamenskaraktererne og det faglige niveau på de københavnske folkeskoler har været stigende i mange år. Fra 2014 til 2019 har vores skoler hævet karaktergennemsnittet til eksamen med 0,5 karakterpoint. Dermed har vi overhalet landsgennemsnittet. Det er en markant og utrolig glædelig udvikling. Det betyder jo, at vi sender flere unge ud af skolen med gode kort på hånden for at realisere deres fulde potentiale", lyder det fra Jesper Christensen.

Resultaterne fra prøverne på de københavnske folkeskoler er foreløbige, da de endelige resultater endnu ikke er offentliggjort af Undervisningsministeriet for både København og resten af landet.

Forvaltningen i København forventer dog ikke, at dens egne beregninger vil afvige markant fra resultaterne fra ministeriets.

2020: Eksamen aflyst: Antallet af dumpede i dansk eller matematik halveret