Eleverne i 5.a er bestemt ikke tilfredse med, at bussen fra deres skole til Frilandsmuseet i Brede var 10 minutter forsinket.

Deres fire ugentlige timer på museet er nemlig luksustid, som en af dem udtrykker det, og de er mere end klar til at komme i gang med dagens aktiviteter.

Solen bager, og hvad kan være bedre end at bruge sin skoletid på at stå på gårdspladsen foran det lille hvide bondehus fra 1608 og kærne smør, hugge brænde, snitte og spinde uld. "Pille-rode-rage-huset", som tømreren Nina kalder det.

Hun står sammen med arkæologen Helge og to af de faste frivillige på museet for hver sin aktivitet med børnene, mens deres håndværk og design-lærer Sahra Gille går mellem grupperne og giver en hånd med eller sætter de nye informationer i forhold til det, eleverne allerede kan.

Ny inspiration til samarbejde med erhvervsskoler og museer i h&d

"Woaw! Jeg er en ninja!", udbryder en pige med lang sort hestehale, da hun har kløvet den første lille kævle med hjælp fra den frivillige, som også har været tømrer.

"At hugge brænde var det, der skulle til for at få alt det, som vi i dag får bare ved at trykke på en kontakt", siger han. "I står på skuldrene af min generation, og jeg står på skuldrene af de forrige, og uden brændehugning var der ikke blevet strøm til jeres telefoner".

Han griner i det lange grå skæg, som passer perfekt til hans brune filthat og orangestribede broderede vest, og giver den lille økse videre til en lyshåret pige i hullede jeans.

"Det er ligesom mindcraft", udbryder hun.

Det er tredje gang 5.a har håndværk og design på Frilandsmuseet i Brede, og sådan skal de fortsætte helt til jul. Lundtofte Skole i Lyngby skal bygges om, og nogle elever bliver undervist i pavilloner, nogle på naboskolerne. Men 5. årgang har fået dette særlige tilbud.

"Vi er så stolte over, at kommunen har villet give den ekstrabevilling. Det føles virkelig, som om de har villet satse på faget. Det her giver så utroligt meget mere mening, end hvis vi skulle sidde og lave 'hobbyarbejde' i et klasselokale", siger lærer Sahra Gille.

Hun ved, hvad hun taler om. For hun har prøvet at stå uden håndværk og design-lokale før, og hun er en af de lærere, som har arbejdet intenst med faget helt tilbage til de første forsøg med et fælles håndarbejde - og sløjdfag.

Når sløjd og håndarbejde slår pjalterne sammen

"Vi har et supergodt samarbejde med Inge-Mette fra Frilandsmuseets skoletjeneste, så de er kommet med gode forslag til forløb, og vi er kommet med vores del i forhold til, hvad eleverne har brug for at lære i år".

Ved hvert besøg er to af eleverne udstyret med kameraer, så de kan tage billeder af aktiviteterne og skrive om dem, når de kommer hjem.

På den måde får klassen også bundet de praktiske aktiviteterne ekstra godt sammen med de mere teoriske dele af undervisningen.

Ingen falder i staver her

I smør-gruppen begynder arkæologen Helge med at vise børnene den fugtige kærne og snakke med dem om, hvad man hældte i den, dengang piskefløden ikke bare var noget, man købte i en lille rød karton i Netto.

"Kender I udtrykket at falde i staver?".

Et par af børnene nikker lidt usikkert, for ingen af dem er tæt på at være uopmærksomme her, men det er heller ikke pointen, og det fanger de hurtigt, da Helge forklarer, at kærnen er lavet af (træ)staver, som - hvis de ikke holdes fugtige - tørrer ud og falder ind mod midten.

"Det er ligesom, når I falder i staver - I falder ind i jer selv".

De griner og afgør derefter hurtigt, hvem der skal have lov at hælde fløde i, og hvem der først skal prøve at kærne.

De to andre i gruppen får lov at rive kartofler på et stort rivejern, som de gætter er lavet ved at banke søm igennem en plade. De skal lave kartoffelmel, og ingen af dem vidste, at det ikke bare er tørrede kartofler, men en særlig - næsten magisk - hvid stivelse, der pibler frem, når man river kartofler.

"Når vi også over i værkstedet i dag", spørger én af drengene. "Det håber jeg altså".

"Ikke i dag", svarer Helge, "Men næste gang. Lige nu skal I vaske hænder og fortsætte ned til Gerda for at karte uld.

Aldrig ledige hænder

Gerda, som også er fast frivillig på museet, står klar ved bænkene i urtehaven i sin mørkeblå lærredskjole, et broderet brunt forklæde og et stribet karrygult, grønt og brunt sjal over skuldrene trods den kraftige sol.

"Dengang huset deroppe blev bygget - i 1600-tallet - der kunne man ikke bare gå ned og købe sig en ny frakke, når det blev koldt. I stedet havde man sådan et her", siger hun og stryger over sjalets ret-riller. "Men hvordan fik man så det", spørger hun.

En af eleverne markerer med det samme og foreslår, at man fik uld fra fårene. Det bekræfter Gerda og viser dem en traditionel fåresaks, som blev opfundet i 1200-tallet og ikke er blevet lavet bedre siden - altså bortset fra de elektriske maskiner.

De mærker på nyafklippet uld i en kurv og hun får dem til at overveje, hvordan man kommer fra uld til sjal.

"Man må rede det ud", foreslår en. Og får med det samme to karter i hånden. "Og spinde det til garn", siger en anden, som får en håndteen at føle på. "Hvorfor ikke sådan en stor én vi har set derinde?", spørger en dreng.

"Dem brugte man også, men dengang havde man aldrig ledige hænder, og når man fx skulle passe på gæssene eller gå over til nabokonen, så kunne man have en håndteen med og bestille noget imens", forklarer Gerda.

Hun får dem også til at overveje, hvordan de kommer fra det råhvide uldgarn til hendes sjals stærke farver, og de får en snak om kamille og valnød i farvebade. Og endelig selve strikningen, som de alle kender.

Så får de lov at karte og spinde hver sit lille snoede uldarmbånd.

"Orh, det er flot" udbryder en pige, så snart hun har fået det på, og veninden står klar til at begynde på nummer det næste. Det kræver nemlig to sæt uøvede hænder at håndtere den håndteen, som Gerdas rappe fingrer klarer alene.

Elevernes lærer, Sahra Gille, er ikke et øjeblik i tvivl om, at eleverne får fuld valuta for kommunens ekstra bevilling på museet.

"De får prøvet og oplevet de gamle håndværk på en måde og i en kontekst, som jeg aldrig ville have kunnet give dem på skolen. De her børn får en forforståelse for alt det, vi skal arbejde videre med de kommende år, som er helt unik".