"Stopper du?", spørger en af Pia Jessens elever bekymret, da hun fortæller, at hun ikke længere skal være formand for landets børnehaveklasseledere. "Nej, jeg bliver her. Det er et andet sted, jeg stopper", beroliger Pia Jessen.
Foto: Michael Drost-Hansen
Pia Jessen stopper som formand for børnehaveklasselederne
Efter 14 år har Pia Jessen valgt ikke at genopstille som formand for Børnehaveklasseforeningen. Manglende indflydelse i DLF er en stor del af forklaringen på, at hun har mistet gejst i det faglige arbejde.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Pia Jessen står ikke stille.
Hun er hele tiden i bevægelse. Når hun skal være med til at indfange et får med en fiskekrog i benet i fårelauget ved hjemmet ved Varde, når hun laver høstløb med børnehaveklassen og 1. klasse i udeskolen på Trane Skole og Børneby i Horne, eller når hun kæmper børnehaveklasseledernes kampe i DLF.
Energi og gejst har hun nok af, men hun mangler den drivkraft, der skal til for at brænde igennem i fagpolitik. Det er svært at brænde for fagpolitik, når det ikke er muligt for børnehaveklasselederne at være repræsenteret i DLF's hovedstyrelse, mener Pia Jessen.
Hun stillede op ved sidste valg og igen ved suppleringsvalget i foråret. Hun kæmpede, men kom ikke ind. Det er en stor del af grunden til, at hun ikke genopstiller som formand, når der er repræsentantskabsmøde i Børnehaveklasseforeningen den 5. oktober.
"Jeg har været formand i 14 år. Ved sidste repræsentantskabsmøde varslede jeg, at tiden nok nærmede sig for at finde en ny formand. Hvis jeg var kommet ind i hovedstyrelsen, så havde det sprøjtet ny energi i mig. Så havde jeg helt sikkert fortsat. Jeg brænder for børnehaveklasselederne og det fagpolitiske arbejde. Men jeg vil mere, end det lige nu er muligt", siger hun.
Pia Jessen kandidat til suppleringsvalget i Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse
Ønsker fast børnehaveklasselederplads i DLF's hovedstyrelse
Hun håber, at det lykkes fraktion 2 børnehaveklasselederne "at generobre" den plads i hovedstyrelsen, som de tidligere er lykkes at få ved et valg. Men det er svært, når man kun kan tælle små 3000 af DLF's samlede medlemsskare.
"Vi mangler i den grad et direkte talerør og en indgang til foreningen. Vi er en lille gruppe i en speciel position, fordi vi er en anden faggruppe end lærerne. Vi burde være selvskrevet i hovedstyrelsen, fordi vi er specialister i skolestarten", siger hun.
Hun har siden hovedstyrelsesvalget argumenteret for, at børnehaveklasselederne burde have en fast plads i hovedstyrelsen.
"Vi er den eneste fraktion, som ikke har en fast plads. Jeg har forsøgt at sondere stemningen for, at vi får det, men det ser ikke ud til at ske", siger hun.
Nu vil børnehaveklasselederne kæmpe for en fast plads i DLF's hovedstyrelse
Medlemspleje er vigtig
Formandskabet for Børnehaveklasseforeningen er frivilligt arbejde, men selv om det koster mange timer, så er hun ikke i tvivl om, at hun kommer til at savne det.
"Det er træls, når man sidder med papirer, der skal klappes af en sen aften, men det er så fedt, når man på en skolestartskonference møder 100 engagerede børnehaveklasseledere. Jeg har også haft mange gode samtaler med både den nuværende og den forrige formand for DLF, som begge har givet udtryk børnehaveklasselederne er en vigtig del af helheden".
Hun ville ønske, at hun havde haft mere tid til at pleje medlemmerne i Børnehaveklasseforeningen i sin tid som formand.
"Jeg ville gerne have skrevet flere medlemsbreve og haft tid til at komme mere rundt i landets kredse. Men der rækker tiden simpelthen ikke", siger hun.
Sikring af legen i børnehaveklassen
Hun synes, at det er svært at sige farvel til det fagpolitiske arbejde. Især samarbejdet med forskellige organisationer og foreninger samt , ministerier og styrelser har været givende.
"Jeg var med i skrivegruppen til Fælles Mål. Dér fik vi sikret legen, som er så vigtig i børnehaveklassen", siger hun.
Hun er på børnehaveklasseledernes og børnenes vegne tilfreds med at have været med til at påvirke, at legen stadig er i centrum i børnehaveklassen.
"Jeg er også stolt over indsatsen med efteruddannelse. Det er lykkes i Varde at få en diplommodul til børnehaveklasseledere. Jeg havde håbet, at der i dag var en obligatorisk videreuddannelse, men det er der ikke. Men jeg ved, at DLF efter sparring med os er i gang med at søge midler til et efter-videreuddannelsesforløb til børnehaveklasselederne"
Hun kommer til at savne at være en stemme i den fagpolitiske debat.
"Jeg har nydt at være en del af det fagpolitiske og kæmpe for en faggruppe, som er så utrolig vigtig", siger hun.
Hun er kongresdelegeret og vil derfor være at finde til DLF's kongres i november. Men derefter trækker hun sig fra det fagpolitiske arbejde.
Næstformand i Børnehaveklasselederforeningen Marianne Giannini forventes at stille op til formandsposten ved repræsentantskabsmødet den 1. oktober. Indtil nu er der ikke andre kandidater, der har vist interesse for posten.