“Jeg glæder mig til at få en mere normal og struktureret hverdag efter corona – og det tror jeg også, at eleverne gør”, siger Julie Melgaard Hagerup.

Jeg er udfordret i biologi og idræt

24-årige Julie Melgaard Hagerup står midt i overgangen mellem studielivet på UC Nordjylland, hvor hun har læst til lærer, og sit første fuldtidslærerjob på Tornhøjskolen i Aalborg. De to sidste studieår under coronakrisen har været præget af hjemmeundervisning med mere teori og mindre praksisnær undervisning. Derfor føler hun sig “reddet” af en tolærerordning i sit nye job, hvor hun skal undervise i matematik, biologi og idræt på 7.-8. klassetrin.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Føler du dig rustet fagligt til at skulle starte som lærer på samme måde som tidligere årgange, der ikke har afsluttet uddannelsen under corona?

"Jeg har linjefag i både matematik, idræt og biologi, og jeg føler mig godt rustet i matematik, men jeg er udfordret i biologi og idræt, fordi de begge er så praksisnære. Jeg læste idræt, lige da vi lukkede ned, og der skulle vi til at have fodbold. Det var selvfølgelig umuligt at øve sig på det hjemme i lejligheden. I biologi mangler jeg nogle forsøg, som vi ikke har kunnet udføre derhjemme.

Nogle ting er svært at forholde sig til, fordi jeg ikke rigtigt ved, hvordan jeg skal kunne udføre det i praksis i en undervisningssituation. Vores undervisere har selvfølgelig fortalt os om det rent teoretisk, men det giver ikke det samme, når vi ikke har haft det i hænderne. Det er svært at udføre et forsøg ude i folkeskolen, som man ikke engang selv har prøvet, og som man ikke kender udfaldet af.

Så derfor føler jeg mig rigtig heldig, at der er tolærerordning på den skole, hvor jeg starter. De vil kunne sætte mig rigtig godt ind i forsøgene, og det vil hjælpe mig meget til at blive tryg, tror jeg. Samtidig har alle mine praktikforløb under studiet været som normalt. Det gør, at jeg føler mig mere rustet, på trods af at jeg har nogle mangler".

Hvordan har din sociale trivsel været på studiet under nedlukningerne?

"Rent socialt har det ikke gjort den store forskel for mig at være hjemme kontra at være på skolen. Vi har kun været to i min studiegruppe, så det gjorde det nok lidt lettere at koordinere og mødes. Vi har læst sammen i alle studieårene, og det gjorde det lettere for os at mødes og samarbejde over Teams, fordi kammeratskabet var etableret før corona.

Jeg havde også et valgfag, og der var det meget sværere at arbejde sammen med mine medstuderende, fordi vi ikke kendte hinanden på forhånd. Jeg tænker, at det er det, som har gjort det til en udfordring for andre også. Hvis man ikke kender hinanden, før man kun har virtuel kontakt. En af mine medstuderende skal også begynde som ny lærer på præcis samme skole som mig. Hende kender jeg fra de sidste to år på studiet. Det giver også en tryghed, at jeg ved, at jeg ikke er den eneste nyuddannede, som starter efter sommerferien".

Hvad gør din arbejdsplads særligt for at tage imod dig som nyuddannet lærer?

"De spurgte mig til samtalen, om der var nogle ting, som de skulle være særligt opmærksomme på set i lyset af corona og mine sidste studieår. Så den snak har været der, og de er klar over, at jeg mangler praktisk erfaring i biologi og idræt. De kører ikke med mentorordninger, men jeg er tilknyttet et team, og så er der en tolærerordning. På den måde vil jeg altid være sammen med en anden lærer - også i biologi, hvor jeg så kan få hjælp til at opstille og udføre forsøg.

Min nye skole har fået bevilget tolærerordningen fra 1. august til alle klasser på alle årgange. Så jeg ved, at jeg altid i alle timer har en anden og mere erfaren lærer sammen med mig. Jeg får desuden færre undervisningslektioner og flere forberedelsestimer på min nye skole, fordi jeg er nyuddannet. Det er virkelig rart og giver mig større tryghed sammen med tolærerordningen".

Hvad vil du sige til de mere erfarne lærere, som får en nyuddannet kollega til skolestart?

"Det kan godt være, at tingene i virkeligheden er anderledes end i vores forestillinger, og derfor har vi nok 10.000 spørgsmål til vores ældre kolleger. Og det er ikke, fordi vi er påtrængende eller dumme. Så jeg vil opfordre til, at de er overbærende over for os.

Det tror jeg også, at de vil være, for det er min erfaring fra praktikkerne, at de ældre kolleger gerne vil dele ud af deres viden. Som ny har man nemlig brug for, at nogen hjælper én i gang og sætter én ind i de mindste ting".