Overskriften på denne anmeldelse kunne godt have været ”et farvel til den privatpraktiserende lærer”. I stedet skal vi hellere få et helhedssyn på klassekulturen og gå fra individproblematikker til fælles løsninger. Det handler om at kunne forebygge mobning og fremme trivsel i et sundt læringsmiljø, hvor vi ikke har problembørn, men allerhøjst problematiske relationer.

En anden bevægelse i lærerens syn på egen praksis er, at vi alle er forbundne kar, og at vi alle er fælles om at få et godt lærerliv og et godt læringsmiljø. Vi skal have vendt den tendens, hvor mange lærere fosøger at undgå at undervise i indskolingen, fordi de ikke magter det eller bliver syge, så der sker hyppige udskiftninger i personalegruppen. Erfaringer fra skolehverdagen viser os, at for mange vikarer og udskiftninger af lærere og pædagoger ødelægger klassekulturen og gør eleverne usikre på, hvilke regler og kommunikationsformer der er gældende i klassen.

Så det handler om, at vi skal gøre noget for, at det igen bliver attraktivt at undervise i indskolingen. Det handler om, at vi skal have flere lærere til at specialisere sig i at undervise i indskolingen, at vi skal have mere fokus på efteruddannelse af indskolingslærere, at der igen kommer flere tolærertimer, færre elever i klasserne og bedre forberedelsestid til lærerne. Ofte har jeg hørt den skrøne, at man ikke behøver at forberede sig lige så meget til en indskolingstime som til en afgangsklasse. Det er virkelig noget sludder, og det har kun skabt kaos, at der ikke længere er så faste regler for, hvor meget forberedelse den enkelte lærer får, og hvor mange timer den enkelte lærer skal undervise.

Det er bogens tese, at mange lærere oplever, at eleverne i indskolingen fylder for meget med deres udfordrende adfærd, og at det kan være svært at skaffe kvalificerede lærere, der brænder for at undervise små indskolingsbørn. Det er også det billede, jeg får, når jeg er ude som censor på læreruddannelsen, at det er meget mere interessant at forske i udskolingen end i indskolingen, og at der mangler inspirerende undervisningsforløb til indskolingen. Kunne det være, fordi konflikter og undervisningsforstyrrende uro gør det svært at lære, trives og være indskolingsbarn og lærer i indskolingen?

Det er derfor en meget aktuel og vigtig bogudgivelse, der giver os viden og konkrete forslag til, hvordan man kan forebygge udfordrende adfærd i indskolingen og skabe positive forandringer til glæde for både elever, lærere og pædagoger.

Fra politisk hånd skal der gøres noget. Denne bog kan være med til at skabe ny opmærksomhed på de problemer, der er i indskolingen, og samtidig pege på, hvordan vi kan få en nuanceret forståelse af udfordrende adfærd – både i forhold til den enkelte elevs individuelle udfordringer og i forhold til læringsmiljøet, klassens kultur, relationer og sprog samt organisering og samarbejde.

Bogen har et positivt sigte, og det er skønt at se, at hvis man peger på de positive veje til forandring, så kan rigtig meget lade sig gøre, også uden politisk indblanding og ideelle arbejdsforhold. Det er samarbejdet, der er i fokus, såvel det mellem lærere, pædagoger og andre professionelle som samarbejdet mellem lærere og elever, enkelte forældre og hele forældregruppen.  

Det er en velskrevet og vigtig bog, og der er meget, som både den unge og den erfarne lærer kan bruge, når nu man skal sørge for indlæring og trivsel – efter de vilkår, man nu engang har fået tildelt.

Bogen giver eksempler på den aktuelle viden inden for området samt nye tilgange og ideer til at forebygge, analysere og iværksætte indsatser, der skaber positiv udvikling og forandring i indskolingen. Så værdsættelsen af indskolingslærerne kommer, i takt med at tingene lykkes.