"Jeg synes jo, at håndværk og design er et utroligt vigtigt fag, ligesom musik og madkundskab er det, men i første uge er fokus på trivsel og hovedfagene", fortæller viceskoleleder Peter Hougaard, som selv er tidligere sløjd og håndværk og designlærer.
Foto: Pernille Aisinger
Viceleder: Vi prøver at få håndværk og design med i uge to
Seden Skole i Odense er en af de skoler, der har valgt, at hver lærer max må være i to klasser, når skolen åbner for de mindste på mandag. Viceskoleleder Peter Hougaard, som selv er sløjdlærer fortæller, at det på ingen måde betyder, at de praktisk-musiske fag er glemt.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Vi har hele tiden haft en fortolkning af, at det er alle fag, der skal i spil. De har også haft fuldt skema, når de har været hjemsendt. Det giver et vigtigt afbræk, at der kommer musik eller madkundskab eller håndværk og design ind i løbet af dagen. Håndværk og design har måske nærmet sig billedkunst nogle gange af rent praktiske årsager, men vi har også haft strikkeklub, som har været meget populært, og madkundskab har været en stor succes både hos elever og forældre".
Lærere skal møde 0 eller 100 elever i håndværk og design på mandag
Når skolen ikke har fagene sat ind i skemaet fra på mandag, er det alene, fordi det vigtigste fokus lige fra starten er et andet.
"Vi skal have skemaerne til at gå op med få lærere for at mindske smitterisiko. Og så er trivslen og hovedfagene i højsædet for at tage fat der, hvor de mangler noget. Vi har forkortet en lille smule i skoledagen for at kunne have så mange tolærertimer som muligt. Det er det, de har allermest brug for lige nu, og det kan være svært at gøre, hvis man står alene med klassen".
Når det så er på plads, så skal de praktisk-musisk fag afgjort ind igen, fortæller Peter Hougaard.
"Præcis hvordan vi kan gøre det, ved vi ikke endnu, men lærerne har frihed til at putte det ind, der hvor det giver mening, og det er også vores opgave som ledelse at støtte dem, så de for eksempel kan få hjælp af faglærerne til opgaver, de kan putte ind imellem, og også til at sikre, at de ikke kun vælger at putte det praktiske fag ind, som de selv har præference for. Men det her bliver jo på nogle måder lidt som emneuger, og jeg er sikker på, at lærerne også vil være glade for at kunne putte noget andet ind end dansk og matematik".
Hvad betyder 'nødundervisning'? Tolkes vidt forskelligt