Foto: triloks/istock.com
Kan man kræve, at eleverne har kamera på i online-timen?
Onlineundervisningen giver dilemmaer. Flere skoler henstiller kraftigt til, at eleverne har kameraet tændt i undervisningen. For at forhindre fravær og sikre, at eleven har det godt. Men må man det?, spørger lærer og forælder.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
DLF-formand: Stop med fuldt skema - det er nødundervisning
"Mine egne børn har i øvrigt fået en skarp mail fra deres skole om, at hvis en elev ikke har tændt for kameraet og viser deres ansigt, når der er videomøder (og det er der hele tiden) registreres det som ulovligt fravær. Må de det", spørger lærer og mor Malene A. Hansen på folkeskolen.dk i kommentarsporet til artikel, om at der er tale om nødundervisning, ikke onlineundervisning i alle fag og timer i skemaet.
Hun fortæller, at hvis forældre skriftligt beder om fritagelse for at deltage med åbent kamera, så kan det lade sig gøre.
"Jeg kender godt dilemmaet, jeg underviser selv i folkeskolen. Jeg opfordrer eleverne til at sætte billede på, men jeg mener, at det er svært at kræve det. Jeg tror ikke, der er lovhjemmel til det, men samtidig er det vigtigt, at eleverne deltager, og desuden så skal vi jo melde ulovligt fravær ind".
En ny situation
Malene A. Hansen oplever selv elever, der ikke har billede på, og der kan være mange grunde, siger hun. Nogle har det svært med, at der skal billede på alting i dag, andre har ikke lyst til at vise deres hjem/værelse frem, og endelig ligger nogle måske i sengen endnu og gider ikke at deltage.
Hendes børns skole ønsker ikke at deltage i et interview, men formand for Københavns Lærerforening Lars Sørensen medgiver, at det er et svært emne.
"Vi har ikke diskuteret det. Der er klart nogle problemstillinger. Forvaltningen har meldt ud, at vi ikke skal sætte barren for højt, at der er tale om nødundervisning, og at det er vigtigt at sørge for, at eleverne trives. Egentlig forestiller jeg mig ikke, at man kan kræve, at barnet viser sig på billede, men samtidig skal de jo gerne deltage i undervisningen. Der er mange dilemmaer, som vi jo ikke har fået diskuteret, fordi det her er en helt ny situation", siger Lars Sørensen.
Han nævner også problematikker om lærernes hjemmearbejdspladser, der kan give rygproblemer, og om de skal bruge egen mobil til at ringe til elever og forældre for at registrere børnene og deres trivsel.
Er nok ikke tilladt
Jesper Lund er formand for It-politisk forening og også engageret i debatten om onlineundervisning. Han understreger, at ingen jo har forberedt sig på denne situation.
"Hvis man er tilmeldt en skole, skal man naturligvis deltage i undervisningen, med mindre man har lovligt fravær. Det er der lovhjemmel for. Men det gælder nok ikke for, om man kan kræve, at kameraet er tændt. Det er rimeligt at kunne registrere, om en elev er med, men betyder det, at eleven skal lade sig monitorere i eget hjem? Det rejser klart nogle nye aspekter i behandling om personoplysninger. For eleven har også ret til at have et privatliv. Måske kan man sige, at læreren nogle gange i løbet af dagen skal have mulighed for at se et billede af at eleven deltager aktivt og optræder på kamera men ikke hele dagen", foreslår Jesper Lund.
Debat: Freværstræk i børnepenge bør sættes i bero
I et debatindlæg på folkeskolen.dk har rådmand i Aarhus Thomas Medom, SF, skrevet, at regeringen ligesom i foråret bør suspendere det automatiske træk i børnepenge ved få dages ulovligt skolefravær her under coronanedlukningen. Det er nemlig en anden del af problemstillingen - at skolen skal indberette ulovligt fravær, og at for meget ulovligt fravær kan medføre træk i børnepengene.
"Jeg kan se på de mange klager og frustrerede henvendelser, jeg modtager fra forældre i disse dage, at det opleves som urimeligt og utrygt, at reglerne om ulovligt fravær og træk i børnepengene stadigvæk gælder", skriver Thomas Medom og henviser til at nogle elever i specialklasser bliver holdt hjemme af deres forældre, fordi de er ekstra sårbare overfor covid-19-smitte.
"Regeringen bør derfor lytte til frustrationerne og suspendere fraværsreglerne, imens coronaepidemien er på sit højeste - forældrene har nok at gøre med at få hverdagen til at hænge sammen og lærerne med at lave kvalificeret nødundervisning, nødpasse de mindste og tage hånd om de sårbare og udsatte børn og unge. Dér skal fokus være, ikke på om fravær er ulovligt eller ej", skriver Thomas Medom i debatindlægget.