Lærer Tine Reinholdtsen er i gang med at fortælle om den farlige isflage. Eleverne i 1. klasse sidder to og to - den ene foran den anden. De skal nusse og massere makkeren efter historiens handling. På tavlen er bevægelserne tegnet - en flad hånd stryger over makkerens ryg - isflagen. Den driver af sted. Problemet er, at der sidder to børn på isflagen. De var ude på isen, faldt, og en isflage rev sig løs. Nu driver flagen i rasende fart mod vandhjulet, der ligner en ren knusemaskine. Bevægelsen på ryggen illustrerer det truende vandhjul. Heldigvis får børnenes far hakket en kæp med et meget stort søm ned i isflagen og kan så trække den ind på land. Børnene er reddet og giver far en stor krammer.

»Den, der sidder forrest, må gerne lukke øjnene og slappe af. Og den, der sidder bagerst, skal huske at tænke på, hvordan det er at sidde forrest og få massage«, instruerer Tine Reinholdtsen.

Boing, boing, tap, tap, tap, lyder det pludselig højt under fortællingen. En dreng går op i historien og gnider hårdt på makkerens ryg.

»Hey, forsigtige bank på ryggen, pas på, der ikke går ild i hendes ryg med al den fart. Det skal være blidere«, lyder det fra læreren. Men pigen foran protesterer. Hun kan godt lide det. Tine Reinholdtsen smiler: »Så vil jeg ikke blande mig«.

Historien bliver læst op to gange, så alle får massage.

Livsduelighed handler om trivsel og dannelse

Livsduelighed på alle klassetrin

På Magleblik Skole bliver der arbejdet med trivsel og livsduelighed på alle klassetrin. Nogle årgange har det som et egentligt fag på skemaet, mens andre har valgt at lade det indgå i de almindelige fag. Personalet er på kursus i relationer, og én lærer fra hvert team er ved at blive uddannet til »vejviser«. Inspirationen og undervisningsmaterialer har skoleleder Wenche Fogsgaard fundet hos lærer Louise Tidmand, som i år har forsvaret en ph.d. om livsduelighed.

Rollespil med fræk pige

Rollespil er næste punkt på programmet. Tine Reinholdtsen forklarer, at hun er den lidt tarvelige pige, der driller og ikke gider matematik. De spiller en scene med fire elever og Tine Reinholdtsen. De andre elever i klassen skal bagefter fortælle, om det er en god skoledag, eller om man kan ændre på spillet.

De fire elever arbejder med matematik sammen. Tine Reinholdtsen går hen til dem og finder to kæmpestore mikadopinde. Hun prikker til de andre, trommer på bordet, skubber til deres hæfter og spørger, om de ikke skal lege i stedet for at have matematik. De andre vil gerne arbejde med matematik.

»Jeg vil også sidde ned«, siger Tine Reinholdtsen og skubber en dreng på gulvet, så hun kan snuppe hans stol.

Klassen jubler, og de griner alle sammen - inklusive drengen på gulvet.

Tine Reinholdtsen stopper rollespillet og spørger, om det ikke var en god scene.

»Du larmer og kommer for sent«, siger en.

»Du må ikke skubbe ham på gulvet«, lyder det fra en anden.

»Kan I huske ordet respekt, som vi har talt om?« spørger læreren, og mange nikker.

De prøver at spille scenen igen.

Tine Reinholdtsen har uro i kroppen, har svært ved at stå stille, men hun prøver, kan man se, da hun står over for gruppen, der arbejder. »Jeg har ikke noget sted at sidde«, siger hun beklagende.

En elev rejser sig fra gruppearbejdet og går hen efter en taburet til hende. Hun sætter sig stille.

Nu gik det meget bedre med skuespillet, mener klassen.

Alle får øje på hinandens styrker - både elever og personale 

At arbejde med vedholdenhed

»Jeg gjorde jo noget voldsomt for at få deres opmærksomhed, da jeg skubbede eleven ned af stolen. Det virker hver gang«, griner Tine Reinholdtsen.

»Det er det, der er så godt ved at være lærer. I sådan en 1. klasse æder de dig fuldstændigt«.

Hun har været lærer i 18 år, er ny lærer på skolen og søgte hertil for at undervise hele klasser. Tidligere har hun været lærer på en behandlingsinstitution. Hun har både en pædagog- og en læreruddannelse.

»Jeg var blevet en dårlig udgave af mig selv ved at undervise så få elever ad gangen, som jeg gjorde på mit tidligere arbejde. Her har jeg fået hele klasser og undervisningen i livsduelighed, hvor vi kan arbejde med konfliktløsning, nærvær og relationer. Med livsduelighed får vi også et fælles sprog, og det betyder for eksempel noget i overgangene«.

Hun forklarer, at børnehaveklasselederne har én struktur, og i indskolingen har man en anden, men nu med fælles kurser, får de et fælles sprog, og det er vigtigt.

»For eksempel kan vedholdenhed være svært i indskolingen, men hvis man nu oplever en elev, der er vedholdende i fodbold, så kan man tale med eleven om, hvordan man måske kan bruge den styrke i vedholdenhed i matematik«.

Tine Reinholdtsen er i gang med at tage det kursus til vejviser, som er en del af det materiale, ph.d. Louise Tidmand har udviklet til arbejdet med livsduelighed. Hun fortæller, at det først var rædsomt at se sig selv på video i undervisningen, men at kollegerne var så søde. De måtte kun sige noget positivt, og det hjalp, så der senere blev rift om at få lov til at blive filmet. Fordi man kan bruge det i sparring med kollegerne.

»Det ville være godt, hvis alle ansatte og ledelsen også fik vejviseruddannelsen. Det giver så meget«.

I årgangsteamet er de tre lærere og to pædagoger. Denne 1. klasse har pædagog med i undervisningen i otte timer om ugen.

Tine Reinholdtsen er glad for, at de er delt i årgangsteam.

»Vi vender altid lige dagen i teamet. Det tager måske bare ti minutter, men alle kan byde ind, og det er rart at få nogle meldinger, for vi kender jo alle eleverne. Det gør næste dag nemmere«.

Fællesskabet prioriteres

I børnehaveklassen har de arbejdet med at kunne være stille. Når de er færdige med en opgave eller har vundet et spil, vifter eleverne med hænderne i luften. Det er ret stille.

Efter et spil Tip Tap Tudse med bogstaver synger de en lydsang. Der er lyde på alle bogstaver og bevægelser, der passer til lydene. De har prøvet det før, det går strygende med alle bevægelserne, mens de puster og former munden til de forskellige lyde.

I børnehaveklassen er livsduelighed ikke skemalagt, for de arbejder meget med trivsel i forvejen, og de har brugt flere af de samme materialer mod mobning og »Zippys Venner«, som også er materialer til livsduelighed. Desuden vil de ikke skære i dansk-, matematik- og musiktimerne.

»Når jeg arbejder danskfagligt, tænker børnene ikke over, at de lærer både bogstaverne og at være gode venner, hjælpe hinanden og at kunne vente på, at det bliver deres tur«, siger børnehaveklasseleder Ann-Berit Koldbech.

»Vi danser, spiller banko og leger med bogstaver. De vil jo gerne det hele, og vi arbejder med styrkerne, bare uden at vi kalder det styrker. Vi prioriterer fællesskabet højt. De to børnehaveklasser kommer på tur en gang om ugen sammen, så de kender hinanden på hele årgangen. Det er også vigtigt at komme ud, for mange af eleverne kommer måske ikke meget ud i naturen eller rundt i lokalområdet, hvis de ikke gør det med skolen. Og der er meget læring i det«.

Ann-Berit Koldbech arbejder med struktur, struktur og mere struktur, fortæller hun. Og så med noget fis og ballade. For eksempel er det sådan, at hvis hun siger noget, mens hun krydser benene, så laver hun sjov. Det ved eleverne. Hun kan finde på at sige, at de skal arbejde med tusinde opgaver, men fordi benene var krydsede, så passer det slet ikke. Måske er der kun to opgaver.

»Vi holder en morgenrunde, hvor alle børn siger noget. Dem, der har svært ved at få sagt noget i en større forsamling, stiller jeg nogle spørgsmål: Har du køjeseng derhjemme? Hvem deler du værelse med? eller Har du dit eget værelse? Sådan at alle får sagt lidt«, siger Ann-Berit Koldbech.