Alle eleverne står i en stor cirkel, og de gør sig klar til dagens opvarmning.

»Vi begynder med energiklappet. Så kommer vi lige i gang med at bruge kroppen«, siger dansklærer Simon Søndergaard til sine elever. Øvelsen går ud på, at eleverne skal kigge deres sidemand i øjnene og klappe højt én gang, og så skal vedkommende sende klappet videre til en anden klassekammerat. Eleverne smiler og koncentrerer sig for at sende det perfekte klap videre.

Simon Søndergaard er ansat på Lisbjergskolen, som har været en del af forskningsprojektet iMoow siden dets begyndelse for tre år siden. Formålet er at koble elevernes bevægelse i skoletiden til didaktikken. I dag har han taget sin danskundervisning i 6. klasse med ned i skolens dansesal. Eleverne er fulde af energi og glæde, for endelig sker der noget anderledes i en ellers lang og til tider teoritung skoledag.

»For mig handler det om, at jeg ikke skal tænke bevægelse ind i fagene, men fagene ind i bevægelse«, forklarer Simon Søndergaard.

Eleverne skal nu i gang med den mere fagfaglige del af undervisningen. Simon Søndergaard holder en bog kaldet »Fiskepigen« op over sit hoved - en bog, klassen har arbejdet med i den seneste tid. I dag snakker de om nogle af de svære følelser, som bogen stiller skarpt på, for eksempel ensomhed.

Alle fag kan indeholde bevægelse

En af øvelserne er, at eleverne befinder sig på en tømmerflåde, hvor der skal være ligevægt hele tiden, og derfor skal de fordele sig ligeligt, når de bevæger sig rundt i salen. Alle eleverne på nær én pige skal stoppe med at gå. Hun skal forsøge at se ensom ud, hvilket de andre elever skal forholde sig til og sætte ord på. For hvordan ser man i virkeligheden ensom ud?

Det vil Simon Søndergaard gerne have eleverne til at opleve. Han beder pigen om at være ensom, når hun går på den ene side af tømmerflåden, mens hun på den anden side skal opføre sig, som om alle problemerne er løst og ude af verden. De taler i fællesskab om, hvordan man kan se på sine klassekammerater, om de er glade eller kede af det, og hvilken betydning det har for hovedpersonerne i bogen.

Alle eleverne deltager aktivt i alle dansk­lærerens aktiviteter. Det er tydeligt, at den aktive danskundervisning er et hit blandt eleverne på mellemtrinnet.

Fiktion fortælles gennem bevægelse

»Jeg ville gerne være med til at sætte bevægelse på skemaet, fordi jeg mener, at det kan noget. Jeg har oplevet med nogle elever, som havde svært ved at analysere tekster, at det kunne de pludselig med de her bevægelsesværktøjer. Nogle elever lærer efter min overbevisning bedre ved hjælp af bevægelse«, fortæller Simon Søndergaard.

Den tankegang er grunden til, at Lisbjergskolen i første omgang valgte at deltage i forskningsprojektet. Ledelsen ønskede at løse den bevægelsesopgave, som de stod over for med krav om 45 minutters bevægelse hver dag.

»Vi bed på, fordi vi grundlæggende kunne se, at skulle vi løse bevægelsesopgaven, så krævede det, at alle havde kompetencerne til det. Det var vigtigt, at de, som ikke var bevægelsestænkende i didaktisk forstand, også kunne være med«, fortæller Lisbjergskolens viceskoleleder, Jakob Holme Prag.

Som led i projektet er nogle af skolens lærere blevet uddannet bevægelsesvejledere, så de kan guide deres kolleger på skolen og udbrede kendskabet til bevægelsesdidaktik.

»Vi kan se store fordele i det, og det er ikke noget, der bare skal vinges af. Vi er i fuld gang med at skabe en bevægelseskultur på skolen«, siger Jakob Holme Prag.

Tilbage i dansesalen befinder Simon Søndergaard og hans elever sig stadig i bogens univers, hvor de bevæger sig rundt i en fiktiv verden, som er påvirket af klimakrisen og oversvømmelser. Nu skal eleverne bruge deres kropssprog til at beskrive, hvordan de ville opleve en sådan verden.

»I skal prøve at se interesserede ud i jeres omgivelser. Hvor ville I kigge hen? Ville I pege på ting? Hvordan ville I se ud i hovedet?« spørger Simon Søndergaard.

Han vil gerne have eleverne til at sætte ord på hinandens kropssprog, og om de kan se, hvilket humør og hvilken stemning deres klassekammerat befinder sig i. På samme tid gennemgår de og analyserer romanens temaer og handlinger for at understøtte fagfaglighedens tilstedeværelse.

»Alle mine elever har taget så godt imod det, og det negative syn på bevægelse i undervisningen er nærmest ikke at spore. Nogle vil selvfølgelig hellere læse i en bog, og det er også okay, men i sidste ende har vi alle godt af at rejse os fra stolen«, forklarer Simon Søndergaard.

»Det skulle gerne blive en rutine og en hverdag for dem i hele deres skoletid. Bevægelse er ikke en pause fra undervisningen. Det er det samme som at slå op på side 47. Det er noget, vi bare gør for at bidrage til det faglige niveau«.

Eleverne er topmotiverede

Simon Søndergaard er sammen med lærerne Gitte Schou Hansen og Lasse Petersen blevet skolens bevægelsesvejledere, som skal forsøge at udbrede kendskabet til projektet blandt deres kolleger og sørge for, at ideerne til didaktisk bevægelse bliver prøvet af i undervisningen.

»Vi har brugt lang tid på kulturbruddet, fordi vi har skullet konkurrere med eksempelvis rundbold«, siger Lasse Petersen og tilføjer, at den slags aktiviteter selvfølgelig også kan være en del af skoledagen en gang imellem.

»Men vi får bare en fed modtagelse fra vores elever. Når de først fanger, at der er en samhørighed og et fagligt formål, at det er noget, vi gør i fællesskab, så motiverer det dem helt vildt«.

Den optik er Gitte Schou Hansen helt enig i: »Eleverne vil altid gerne lave bevægelse, og vi får selv de mere tilbageholdende elever med i det«.

6. klasse er ved at afslutte undervisningen i dansk. Den sidste øvelse, som Simon Søndergaard vil sætte i gang, handler om lyde, bevægelse og mimik. Eleverne skal på skift vælge en genstand eller person fra bogen, som de har lyst til at være.

Forskere: Der er didaktik i bevægelse 

»Må jeg gerne være et bord?« spørger en af drengene i rundkredsen. »Alt er muligt. I får selv lov til at bestemme, så længe I kan sætte noget bevægelse eller lyd på«, forklarer Simon Søndergaard.

Alle elever får en rolle, som de skal forsøge at spille, og så styrer læreren dem ved at skrue enten op eller ned for lyden og bevægelsen, som var de med i et tv-program. Det er helt tydeligt, at de har fået en masse fornyet energi.

»Kan vi ikke gøre det igen en anden gang?« spørger en elev, inden hun som den sidste løber i gadedrengehop ud af dansesalen.

Bevægelse hjælper på trivslen

Forskningsprojektet med mere bevægelse i undervisningen har også smittet af på Lisbjergskolens arbejde med trivsel.

»Hvis vi har en trivselsproblematik i en klasse, hvor nogle måske er uvenner, så er vi blevet gode til at se, hvordan vi kan bruge bevægelse til at løse det. Så laver vi måske en sjov øvelse, som får samlet eleverne igen i fællesskabet. Jeg vil gerne mere end bare påtale problemet over for dem, så vi bruger vores krop til at løse udfordringer. Børnene bliver gladere af det«, siger Lasse Petersen. For ham er det vigtigste, at børnene trives og lærer bedre gennem bevægelse.

»Bevægelse skal give mening i den enkelte situation, så der er noget mere læring bag det. Det kan ofte blive en rundboldting, hvor man bare går ud på plænen og leger den sidste halve time af undervisningen«.

De tre lærere og nu også bevægelsesvejledere kæmper for, at alle skolens medarbejdere skal inddrage bevægelse endnu mere i deres undervisning.

»Jeg forstår godt, at det kan være en stor hurdle at skulle tænke bevægelse ind hele tiden, hvis man ikke lige er idrætslærer eller har prøvet det før. Men slip de stramme tøjler, og kast jer ud i det. Det er virkelig et fantastisk værktøj«, siger Gitte Schou Hansen.

Hun understreger samtidig, at det godt kan tage tid at overbevise andre lærere om, hvorfor det her er en god måde at styrke børnenes læring på, men at det i sidste ende vil være det hele værd.

Også Simon Søndergaard opfordrer sine kolleger rundtom i landet til at prøve at få mere bevægelse ind i den daglige undervisning.

»Hvis man vælger at prioritere det her, så skal alle være med på det. Det skal ikke smides over på én person, og der skal være ledelsesopbakning«, pointerer han. »Jeg synes, man skal starte med læreruddannelsen. Det ville være fedt at få det ind allerede der. Sikke en forskel, det kunne gøre«.