Forskning
En af dagens aktiviteter er, at eleverne skal gå rundt mellem hinanden i den fiktive verden fra bogen »Fiskepigen«. Her er der oversvømmelse på grund af klimaforandringer. Dansklærer Simon Søndergaard forklarer, at de skal bruge deres mimik og kropssprog til at vise, hvordan de ville opleve sådan en verden.
Foto: Tor Birk Trads
Alle fag kan indeholde bevægelse
I projektet iMoow arbejder forskere og lærere målrettet med at få bevægelsesdidaktik ind i undervisningen. Eleverne og lærerne oplever, at det fremmer læring og fjerner træthed.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
45 minutters bevægelse i løbet af en skoledag kan for mange lærere lyde som en vanskelig opgave, for hvordan får man eleverne til at bevæge sig i for eksempel dansk eller fysik? Den udfordring ville folkene bag forskningsprojektet iMoow gerne finde svaret på. Formålet var at give lærerne nogle værktøjer og ideer til, hvordan man løfter fagfagligheden i undervisningen ved at tilføre mere bevægelse.
»Vi ville gerne have, at kravet om 45 minutters bevægelse ikke bare blev løst af nogle udefra. Udgangspunktet kom fra lærerne selv og deres visioner og erfaringer, og så blev projektet udviklet i et samarbejde mellem lærere, pædagoger og forskere. Vi ville tage hensyn til den virkelighed, som er i folkeskolen«, fortæller Kasper Lasthein Madsen fra Via University College.
Han er en af forskerne bag iMoow og har netop afleveret sin ph.d.-afhandling om projektet.
»Det handler ikke om fysisk aktivitet, men om bevægelse generelt. Vi ville gerne sikre, at det var mere end bare en løbetur rundt om skolen, selv om det også kan være godt nogle gange. Bevægelse skal inddrages i den faglige undervisning, og det skal kunne understøtte læring«.
En af historierne ude fra skolerne er en historietime om andelsbevægelsen. Her var eleverne inddelt i nogle grupper, som hver skulle bære nogle mælkejunger en vis afstand. Eleverne opdagede, at hvis ikke alle parter løftede lige meget, så ville mælkejungerne falde mod jorden. Det samme gjaldt andelsbevægelsen, og på den måde lærte de, hvordan det hele hang sammen. Kasper Lasthein Madsen fortæller, at det netop er essensen af iMoow, hvor læring og bevægelse skal gå hånd i hånd.
Kroppen hjælper med at lære
Det skal fagligt give mening
»Vi skulle finde nogle veje, hvor bevægelse giver mening for både lærerne og eleverne. Mange elever har haft svært ved at se meningen i at blive afbrudt midt i læsningen for at gå udenfor og løbe en tur. Og jeg synes, vi er lykkedes med det«, siger forskeren.
En af de store udfordringer var, at mange lærere ikke syntes, at bevægelse kunne fungere i deres fag. Det har projektet ifølge Kasper Lasthein Madsen løst, og det er især de mange gode erfaringer ude fra de seks pilotskoler, som har været årsagen til det.
Holdet bag iMoow er efter tre års forskning i bevægelsesdidaktik begyndt at drage flere konklusioner. De har ifølge Kasper Lasthein Madsen fundet ud af, at hvis man vil have fokus på læring og trivsel i sin bevægelse, så kræver det mere end bare de såkaldte brainbreaks, som er korte pauser, hvor der er fokus på høj intensitet. Deres erfaring viste nemlig, at flere elever gik mere op i konkurrencen end i den faglige opgave, når de eksempelvis blev sat til at lave en stafet, hvor man skulle finde det rigtige tyske ord til en tekst.
Når læring skal være i fokus, så skal bevægelse virkelig gribe fat om det faglige, fortæller Kasper Lasthein Madsen og kommer med et eksempel: »Det kunne være, at når eleverne lærer om forholdsord, så skal de bygge noget, som både står ved siden af, oven på og under et bord. Det siger mere om, hvordan ting står i forhold til hinanden, og så øges den fagfaglige forståelse, når kroppen bruges til at forstå et aspekt«. Han understreger dog, at alle former for bevægelse har en effekt på undervisningen. Nogle gange kan fem minutters fysisk aktivitet også være godt for eleverne, men når det bliver didaktisk, så bliver det rigtig godt.
Bevægelse skal give mening