Omkring år 1900 havde piger i byskoler op til otte timers håndarbejde om ugen. Drengene havde lidt mindre i sløjd. Dertil kom hjemkundskab, musik og tegning. Hvordan er vi gået fra det niveau til en skole med meget lille plads og fokus på de håndværksmæssige fag? Og bliver det så det rette forhold mellem hånd og ånd med det fornyede fokus på praksisfaglighed? Spørger man adjungeret professor Kjeld Fredens, som i 40 år har forsket i hjernen i forhold til børns læring, er svaret nej.

»Det virker på mig, som om politikerne har fået røde ører over, at standardiseringen har fået overtaget i skolen. Derfor vil de have mere praksis uden helt at definere, hvad de forstår ved det. Men det nye har allerede fået baghjul af nutidens kognitionsforskning. De skelner fortsat mellem krop og hjerne og giver hjernen førsteprioritet. Det er fuldstændig bagvendt. Moderne kognitionsforskning - såkaldt 4E-kognition - viser tydeligt, at læring, som rækker ind i fremtiden, kun skabes i et dynamisk og ligeværdigt forhold mellem hånd, omverden og hjerne«, siger han.

Blomstringstid i 60'erne

Går man godt 100 år tilbage, var skolebilledet endnu mere broget, end det er i dag, og forskellen på land og by var enorm.

»Omkring århundredeskiftet fyldte håndarbejde og sløjd virkelig meget på skoleskemaet i byskolerne. Der var stærke folkebevægelser på både håndarbejds- og sløjdområdet, og både tegning og musik var en væsentlig del af skolen. Det så dog anderledes ud på landet, hvor Venstres landbobevægelser havde stor magt og ikke kunne se ideen i at betale eller bruge tid på noget, som børnene allerede lærte hjemme«, fortæller skolehistoriker Signe Holm-Larsen.

Med opdeling af eksamensskole og eksamensfri skole i 1937 blev der lagt en tydelig skillelinje mellem de bogligt begavede og de praktisk begavede. Det betød, at håndarbejde og sløjd ikke var på skemaet for de boglige elever fra mellemskoleniveau, mens eleverne i den eksamensfri skole netop skulle tage udgangspunkt i praktisk arbejde. Samtidig blev sløjd og håndarbejde obligatoriske nyttefag i de små klasser med et klart didaktisk grundlag udviklet af fagenes pionerer.

»Politisk var det et projekt, hvor staten overtog den almene dannelse af børnene med praktisk opdragelse og konkrete færdigheder. Det kan ses som en begyndende etablering af velfærdsstaten. Fagene kan ses som betydningsfulde elementer i det enkelte barns liv, men også i familiens, samfundets og statens organisering«, forklarer Lisa Fälling Andersen, som har skrevet ph.d. om håndværk og design.

Fagene mistede status

Den eksamensfri skole blev dog aldrig en succes, og i 1958 kom by- og landskoler under samme skoleordning, og der blev oprettet nye store centralskoler med faglokaler.

»De praktiske fag havde deres blomstringstid fra 1958 til 1975. De blev lagt i blokke og semesterdelt og blev også fag for børn på landet. Samtidig indeholdt den blå betænkning, som udmøntede 58-reformen, et helt nyt syn på barnet, og det er blevet båret videre i hele anden halvdel af det 20. århundrede«, fortæller Signe Holm-Larsen.

Men i slut-70'erne og 80'erne blev der skåret på skolen og timetallet, og de praktiske fag svandt ind til næsten ingenting. Ifølge Signe Holm-Larsen ikke ud fra en ideologisk betragtning, men ud fra en økonomisk. Lisa Fälling Andersen er enig i, at fagene synes at miste deres status som vigtige grundfag i skolen.

»Der kom fokus på det enkelte barns kreative proces, og læreren skulle nu selv tage de didaktiske valg uden en klar plan at følge, som der havde ligget i den tidligere modelsløjd. Det syntes underordnet, hvilke teknikker og håndværk eleverne benyttede, så længe de fandt glæde ved arbejdet. Det handlede om at danne demokratiske, kreative, forbrugsorienterede borgere i velfærdsstaten, der selvstændigt kunne vælge mellem forskellige alternativer«, forklarer Lisa Fälling Andersen.

Fokus flytter sig

I den tid, hvor dansk og matematik igen fik flere timer på skemaet, kom de praktiske fag aldrig med igen.

»Så kom hele new public management-bølgen, lærernes kommunalisering, Vestagers klare mål og senere den læringsmålstyrede undervisning. Den strømning har jo været styrende i skolen helt frem til nu, og den har bestemt ikke befordret, at de kreative ildsjæle har kunnet boltre sig«, forklarer Signe Holm-Larsen.

Det gav to ændringer i forhold til sløjd og håndarbejde, nemlig det samlede fag materiel design i læreruddannelsen i 2007 og i 2014 et fællesfag i folkeskolen, håndværk og design, og samtidig blev hjemkundskab til madkundskab, hvilket ændrede fokus i begge fag.En del af konkurrencestatstanken omkring årtusindeskiftet pegede dog også på, at de kunstneriske elementer i undervisningen kunne være en del af vejen frem til forbedring af den danske skole, og den såkaldte Bamford-rapport, »The ildsjæl in the Classroom«, gav fornyet fokus på sløjd, håndarbejde, billedkunst og musik.

Danmark bruger musiske fag som pauser 

»Politisk blev håndværk og design fremstillet som et middel til at løfte samfundets behov for design- og innovationskompetencer og ikke mindst at styrke elevernes håndværkskompetencer for at få de unge til at vælge erhvervsuddannelser. Faget blev i mindre grad talt ind i den reformpædagogiske diskurs, men ind i en erhvervsorienteret diskurs«, siger Lisa Fälling Andersen.

Forsigtig optimisme

Med tre nye lovændringer i 2018-2020 kommer et nyt fokus ind, da man indfører en praksisfaglig dimension i uddannelsesparathedsvurderingen, et obligatorisk toårigt praktisk-musisk valgfag i madkundskab, musik, billedkunst eller håndværk og design med afsluttende afgangsprøve i 8. klasse. Håndværk og design får ekstra timer, som lægges allerede i 3. klasse, der skal etableres samarbejder med erhvervsskoler, og praksisfaglighed skrives op som en dimension, der skal indgå i alle fag.

Aftalerne understreger fire formål, nemlig en anvendelsesorienteret tilgang til de enkelte fags mål, erhvervsrettethed ved at styrke elevernes kendskab til forskellige erhverv og uddannelser, styrkelse af folkeskolens almendannende formål og det 21. århundredes kompetencer og de praktisk-musiske fags selvstændige værdi.

»Ved at lade det praksisfaglige fylde mere i folkeskolen vil det naturligt gøre flere elever mere bevidste om, at erhvervsuddannelserne også er en mulighed for de bogligt dygtige elever med praktiske evner. Ligesom en mere praksisfaglig og anvendelsesorienteret tilgang i undervisningen kan styrke elevernes faglige udvikling og øge deres interesse for eksempelvis naturfagene og teknologi«, lyder det blandt andet i Aftale om øget praksisfaglighed fra juni 2018.

Både Lisa Fälling Andersen og Signe Holm-Larsen er forsigtigt optimistiske i forhold til det nye politiske fokus.

»Når håndværk og design finder sit fodfæste og sin grundfaglighed, så tror jeg, det kan løfte sig og fremadrettet fremstå som et vigtigt og betydningsfuldt fag i skolen. Med flere timer kan der blive mulighed for også at lære børnene det håndværksmæssige, så man kan løfte designprocesserne og få praksisfagligheden ind i processer, hvor man forstår og lærer gennem kroppen«, siger Lisa Fälling Andersen.

Professor Kjeld Fredens er da bestemt også positiv over for tankegangen, men fastholder, at man skal gå langt mere radikalt til værks, hvis det virkelig skal batte noget.

»Hvis man virkelig vil have kroppen ind og fremme praksisfagligheden, skal man spørge sig selv, hvordan man skaber dynamisk samspil i skolen. Det skal starte i lærerkollegiet, som skal have langt større autonomi til at skabe en kultur, der sætter rammerne for fremtidens læring. Det med aldersinddeling og klasser kan have en fordel for den sociale udvikling, men hvis vi skal kunne få fokus på, at læringen er differentieret, så skal man hele tiden sætte ind i grupper, som stimulerer. Og så skal vi også gøre op med politikernes kraftige styring«.

Endelig skal vi ændre hele tankegangen om praktiske og boglige kompetencer, mener professoren:

»Vi skal simpelthen vende bøtten om. Hvis man først for alvor så, hvor langt man kan komme med 'de fine fag' i sløjdlokalet i stedet for bare at snakke om tingene. Hvis det virkelig skal rykke, så skal vi over til, at praksis er det fine, og det boglige kommer bagefter. Det kan dokumenteres, at det er sådan, det virker: Vi forstår ingenting, hvis vi ikke har mærket det. Men med alle de gode politikere, der aldrig har haft hænderne i det konkrete, så er det en svær proces«.