Minister om valgfagsprøverne: Jeg forstår godt ønsket om afklaring, men der er lang tid til sommer

"Jeg kan godt forstå det ønske, flere af jer har, om en afklaring af situationen, men der er stadig forholdsvis lang tid til sommer", skriver undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i et svar til bl.a. DLF og Danske Skoleelever om valgfagsprøverne.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Minister vil give skoleledere lov til at aflyse valgfagsprøver

Som ministeren også skrev i sit svar til SF's Jacob Mark forleden, så kommer der nu en bekendtgørelse, der gør det muligt for skolelederne at aflyse prøver i vinterterminen på grund af covid-19-situationen.

Dermed kan man altså lokalt vælge ikke at gennemføre afgangsprøver i de nye praktisk-musiske valgfag, hvis man havde planlagt dem til december eller januar, som nogle skoler har valgt.

Det store flertal har dog lagt prøverne i maj eller juni, når eleverne burde have haft faget i to skoleår, men de fleste klasser har mistet meget undervisningstid i fagene på grund af corona-udfordringerne.

"Bekendtgørelsen tager ikke stilling til prøverne for det flertal af eleverne i landets 8. klasser, som først skal til prøve til sommer", skriver ministeren i sit svarbrev.

"Meget kan nå at ske, både med hensyn til undervisningen i de praktiske/musiske valgfag og med hensyn til covid-19. Jeg vil derfor indtil videre holde øje med situationen og på et senere tidspunkt vurdere, om der er grund til tiltag i forhold til prøverne i sommerprøveterminen", skriver hun i svaret til Danmarks Lærerforening, Skole og Forældre, Danske Skoleelever, KL, Børne- og Kulturchefforeningen og Skolelederforeningen.

Appel til minister og forligspartier om at droppe valgfagsprøver i år