"Først drømte jeg om at blive politiker, men nu ved jeg, at så er der ting, man skal sige ja til, selv om hjertet siger nej. Det er ikke mig. Nu drømmer jeg om at blive tandlæge og om at være med til at skabe safehouses i Iran, Syrien eller Afghanistan, hvor kvinderne ikke har så mange rettigheder".  

Bag Facebookgruppen Avnstrup Børn står en 17-årig pige med et skinnede sort hår, et varsomt blik og et stort gåpåmod. Fayeza kommer fra Iran og flygtede til Danmark med sin lillesøster og mor og far for næsten fem år siden.

De sidste 2½ år har hun levet som afvist asylansøger i Danmark. Hun bor på Hjemrejsecenter Avnstrup på Midtsjælland. Hver morgen pakker hun skoletasken og tager bussen til Ringsted, hvor hun går på 10.- klassecenter. Hun føler selv, at hun er en af de heldige. De fleste af børnene på Center Avnstrup går i Røde Kors Skole i Lynge. Det politiske mål er, at vilkårene på centret skal være så skrabede som muligt, for de afviste asylansøgere skal kun bo her, ind til de kan komme hjem.

Fayezeh har et kladdehæfte fra skolen, hvor linje på linje er fyldt med beskrivelser af, hvor dårligt børnene har det på Avnstrup. Hun vil gerne offentliggøre det. Hun viste det til sin lærer for at få hjælp til at sørge for, at det var rigtigt dansk.

"Men hun sagde, at det var bedst, at det kom fra mit hjerte og med mit sprog, som det er. Så vil flest forstå det. Så sådan skal det være. Men det er ikke klart - det er ikke færdigt endnu", siger hun og smækker kladdehæftet sammen.

I stedet sendte hun et opråb fra børnenes Facebookgruppe, hvor hun inviterede journalister på besøg i asylcentret. Målet er klart: Flere skal vide, hvordan det at være afvist asylbarn i Danmark.

Støjberg: Kommuner må sige nej til afviste asylbørn i folkeskolen 

Fayezeh har stillet op til interview i mange medier for at sætte fokus på vilkår for afviste asylbørn i Danmark

Kæmper for bedre forhold

Hun startede Facebookgruppen sidste år, da de afviste familier boede bag pigtråd på en gammel kaserne i Sjælsmark.

"Dengang ville jeg vise Danmark, hvordan vi ikke kunne få koldt vand uden at gå ned for at bede om det. Jeg ville vise, hvordan vi har det. Da politikerne lukkede Sjælsmark for børn, så troede vi, at vi kom til et bedre sted. Vi håbede at få et normalt liv. I Sjælsmark var det et fængsel. Vi levede bag et hegn. Nu er hegnet væk, men det er også den eneste forskel", siger hun.

For Fayezeh er maden igen og igen et emne, hun tager op. Hun er en teenager, som savner grøntsager. Netop maden var også en af grundene til, at regeringen sidste år sammen med SF, Radikale og Enhedslisten besluttede, at afviste flygtningefamilier skulle have bedre forhold. En far havde filmet, at hans dreng på fem ikke måtte få broccoli og kartofler. Den slags mad er forbeholdt små børn, lød det i Sjælsmark.  Filmen gik viralt, ombudsmanden tog forholdene for børnene i Sjælsmark op, og et af elementerne i den politiske aftale var, at familierne skulle gå fra en kantineordning til at have mulighed for at "lave mad og indtage måltiderne i deres bolig eller i umiddelbar tilknytning hertil".

Men helt sådan er det ikke gået, mener Fayaze.

"Maden er rigtig lækker. Men vi får ris og kød hver dag. Også lidt salat. Men der er alt for meget kød og ris. Det er stadig kun dem under tre år, som må få broccoli", siger hun.

Maden henter de færdiglavet tre gange om dagen i cafeteriet. Mange steder på centret ser man hvide plastbakker med rester af ris. Familierne har adgang til et fælleskøkken. Nogle gange forsøger hendes mor at ændre lidt på maden. Men det er svært, når man ikke har nogen penge.

Fayezeh står ofte for opvasken i køkkenet, som de deler med de andre familier fra gangen. 

Lærer til minister: Gør noget for modtageklasserne 

Folkeskolen er et fristed

"Når jeg skal have tøj, så får jeg en liste, hvor jeg kan sætte kryds i størrelse og farve, og så får jeg noget tøj. Men det er altså svært, når man er 17 og går i skole", siger Fayaze.

Hun føler sig meget heldig, fordi hun og hendes søster på syv år er nogle af de børn, der går i rigtig folkeskole. De fleste børn på centret går på Skolen på Bakken, en asylskole i Lynge i Nordsjælland.

"Skolen på Bakken er god til dem, som lige er kommet. Men har man været her i lang tid, skal man i folkeskole. Hvis man bliver på Skolen på Bakken, så kan man ikke finde ud af at opføre sig godt. Man ved ikke, hvordan det er at være sammen med børn udenfor, og det lærer man ikke, hvis man ikke kommer ud. De andre børn vil også gerne i rigtig skole. Det kan de bare ikke komme".

Fayezeh begyndte for to år siden i folkeskole i Emdrup, men turen derhen var meget lang, og hun blev flyttet til en skole i Hørsholm. I begyndelsen var hun meget genert og holdt sig for sig selv. Men læreren inviterede klassen med til asylcentret, og Fayezeh viste rundt og fortalte.

"Det blev meget lettere. Efter et stykke tid kunne jeg samarbejde og snakke med de andre i klassen. Det betyder meget. Jeg er god til matematik, men lærerne har hjulpet mig meget med dansk. Eksempelvis ved at fortælle, hvad den historie, vi skal læse, handler om. Så bliver det meget lettere", siger hun.

Men at gå i skole uden penge er svært - og det er sket flere gange, at lærere har betalt for noget for Fayezeh i forbindelse med skoledagen.

"Det er rigtig godt, at hun betalte for mig. Men det var også pinligt, at hun skulle betale".

Hun ville ønske, at hun kunne få lov til at arbejde bare fem timer om ugen i et fritidsjob ligesom de fleste af klassekammeraterne.

"Jeg har kun gået to måneder i klassen, så vi kender ikke hinanden så godt, men jeg kan ikke være med til noget af det, de laver, for jeg har ingen penge. Hvis jeg kunne få et fritidsjob, så kunne jeg tjene mine egne penge og være med", siger hun. 

Hver 14. dag får familien en pakke med snacks til børnene. 

Klemt lektielæsning

Lektier er også svære at få klaret på et asylcenter. Hun deler værelse med sin syvårige lillesøster - og al lektielæsning foregår i sengen. Hun beder sin søster og forældre om at gå ud på gangen, når hun skal koncentrere sig, men hun kan ikke bede naboernes børn om at stoppe med at græde.

"Det er også svært at sove. For her går mennesker ikke i skole eller på arbejde. De larmer om natten. Der er regler om, at der skal være stille fra kl. 22, men hvem hører det? Mine veninders forældre går på arbejde fra 7 til 15, så er de trætte, når de kommer hjem, og så spiller de ikke musik om natten. Det er det, som er normalt", siger Fayezeh.

Hun har set politiet hente naboer, familier blive skilt og hun har venner, der er blevet indlagt på psykiatrisk afdeling. "Vi har mange små problemer, som bliver store, fordi der er så mange. Man bliver træt af det", siger hun.

Netop derfor kæmper hun. For retten til at gå i skole. For drømmen om at komme i gymnasiet og blive tandlæge. For de børn i centret, som ikke kommer i skole. For grøntsager til aftensmaden. Og retten til at tjene sine egne penge og købe sin egen mad. På Facebookgruppen beder hun om hjælp, og mange kommer med den. En dag ringer en kvinde for at spørge, om børnene gerne vil have nogle trampoliner. Hvilke børn vil ikke have trampoliner? spørger hun. I dag taler hun højt om, hvordan hun lever - også til sine klassekammerater.

"Jeg vil have, at de skal vide, hvordan det er at være flygtning i Danmark. Hvis de en dag bliver politikere, så er det vigtigt, at de ved, hvordan vi har det".