Forskning

Ny forskning: Eleverne bevæger sig kun 16 minutter i en idrætstime

Eleverne bevæger sig kun 15,9 minutter på en typisk 45 minutters idrætslektion, og heraf er kun 8 minutter intens bevægelse med høj puls. Det viser en ny undersøgelse, hvor over 4000 skoleelever har båret en bevægelsesmåler i en uge.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som bekendt skal eleverne ifølge folkeskolereformen røre sig cirka 45 minutter om dagen i skoletiden.

Forskere fra Institut for Idræt og Biomekanik og Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet gennemførte i 2017 og 2018 to store undersøgelser, hvor skoleelever har båret en bevægelsesmåler omkring låret i én sammenhængende uge. Den nye rapport inkluderer data fra 4.160 elever fra 1.-9. klasse fra 62 skoler fordelt over hele Danmark.

"Vi fandt, at 52 procent af eleverne bevæger sig i 45 minutter eller mere i løbet af undervisningstiden på en typisk skoledag. Resultaterne peger klart og tydeligt på, at der stadig er en væsentlig andel af danske elever, der ikke bevæger sig tilstrækkeligt ifølge skolereformens krav", fortæller professor Anders Grøntved i en pressemeddelelse.

Som forventet er det i de boglige fag, eleverne bevæger sig mindst. 

"Men vi var overraskede over, at eleverne i gennemsnit kun opnår 15,9 minutters bevægelse på en typisk 45 minutters idrætslektion, hvoraf kun 8,0 minutter foregår ved moderat til høj intensitet", fortæller Natascha Holbæk Pedersen, der er ph.d.-studerende og hovedforfatter til rapporten.

Idrætslærer: Bevægelsesaktiviteter går ud over flowet

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har for 14 dage siden lovet forligskredsen bag reformen, at ministeriet nu vil puste nyt liv i indsatsen for at komme op på de 45 minutters daglig bevægelse for alle elever.

Nyt udspil: Undervisningsminister vil sætte gang i bevægelse i skoledagen 

Faglig rådgiver på folkeskolen.dk/idræt, lærer Trine Hemmer-Hansen, glæder sig over, at der kommer fokus på bevægelsen igen. Men hun forstår samtidig godt, hvad der afholder rigtig mange lærere fra at afbryde undervisningen med et bevægelseselement:

"De lærere, der har undervist en meget udfordret klasse, kender kun alt for godt til, hvordan en sådan gruppe elever reagerer, så snart de kommer på benene. Nogle gange er fag som idræt, håndværk og design og lignende vanskelige at få i godt pædagogisk spil - bl.a. fordi man lider et tab af kontrol, med det samme eleverne skal væk fra stolen", skriver hun på sin blog.

"Udfordringen melder sig i form af uro, og det kan være svært for læreren rigtig at få genetableret et klasserum, hvor man kan kommunikere med hele gruppen".

Blog: Kan udsatte klasser miste flow ved implementeringen af bevægelse?

Kun de yngste bevæger sig meget i frikvartererne

Fangeleg i frikvarteret tæller også med i de 45 minutter. Men det er de mest de yngste elever, der får rørt sig mellem timerne. I de korte frikvarterer bruger drengene i indskolingen 58 procent af frikvarteret på bevægelse, hvor drengene i udskolingen kun bruger 24 procent på bevægelse. Og pigerne rører sig mindre end drengene.

Læs mere

Rapporten 'Bevægelse i skolen'