Coronakrisen gav os lavere klassekvotienter, kortere skoledage og langsommere tempo, og det gav skolerne et velfortjent løft på trivselsbarometeret. For tid og ro gør en lærer glad, og glade lærere skælder ikke ud. Det giver glade børn, der lærer bedst i trygge omgivelser. Det er det, bogen handler om, og jeg ville ønske, at jeg selv havde læst den bog, da jeg gik på lærerseminariet.

Selv om der efterhånden er skrevet en del bøger om at ”skælde ud”, så er denne bog mere omfattende og komplet end mange af de andre bøger om emnet, der som regel blot har et enkelt fokus. Denne bog kommer rundt om de mange facetter, der er ved emnet. Det er naturligvis bedst, hvis man læser hele bogen i den rækkefølge, som den er tiltænkt, men er man i tidsnød, hvad man som regel er i en travl lærerhverdag, så er det selvfølgelig muligt at læse de kapitler, som man finder mest interessante. For en lærerstuderende er der nok ikke noget, der kan springes over, men for den erfarne lærer er alt det indledende med begrebsafklaringer og definitioner måske ikke så relevant, og man kan så gå direkte til kapitlerne om redskabskassen, automatreaktioner, forudsætninger og fremtidens skole.

Det er sikkert overflødigt at henvise til hjemmesiden www.skoleudenskældud.dk, men det er altså et godt sted at mødes med andre lærere, pædagoger, studerende og skoleledere. Nærværende bog har tre kompetente forskere i front: Mette Thor Jørgensen, Erik Sigsgaard og Louise Klinge, og de formidler den seneste forskning på en letlæselig og overskuelig måde. Bogen indeholder også interview med lærere, pædagoger og børnene selv, der giver et personligt og nærværende indtryk af, hvilke negative konsekvenser skældud har på elevernes læring, relationer, mentale trivsel og aktivitet i undervisningen i en dansk kontekst.

Viden om, hvad skældud gør ved børn, forpligter og kalder på handling og forvandling. Det er derfor, kapitlet "Redskabskassen" er et af mine yndlingskapitler, for her får lærere og pædagoger konkret og praktisk hjælp til at sætte øget fokus på børnenes trivsel, selvværd og dermed også forøgede muligheder for faglig udfold­else.

Selvfølgelig handler det også om, hvorvidt læreren selv trives i sit arbejde og blandt sine kolleger, da glade lærere skaber god stemning, og positive følelser gør det nemmere at lære. Det handler blandt andet om at ændre kulturen på lærerværelset, hvor nogle – ofte – ældre og erfarne lærere er stolte af, at de har givet eleverne ”en ordentlig omgang”, underforstået at de har talt respektløst til eleverne. Det er ikke af ond vilje, men en form for forråelse, der sker, når de ydre rammer, som for eksempel lærernes forberedelsestid, teamsamarbejdet/den kollegiale sparring, lærernes efteruddannelse/undervisnings­kompetence, klassekvotienter og ro, er under pres.

Så når jeg læser om lærere, der går ned med stress, så tænker jeg også, at det handler om mistrivsel, og at ”skældud” opstår, når lærerne er i underskud og ikke har haft mulighed for at sætte tempoet ned og ”passe på sig selv”. Bogens vigtigste budskab er, at det kan lade sig gøre at ændre en kultur, så vi får en skole uden skældud. Det kræver ”bare”, at vi som lærere har mulighed for at have en rolig hverdag, så vi har tid og råd til at have overskud til at være nærværende, lyttende og rolige. Mange børn frustreres nemlig over, at de ikke synes, at lærerne hører, hvad de siger, eller afviser deres forklaringer som dårlige undskyldninger. Det burde være så enkelt og ligetil, men det burde også kunne lade sig gøre i en verden uden coronavirus.