Leaps handler blandt andet om at styrke elevernes faglige engagement gennem innovative forløb.
Foto: Michael Drost-Hansen
»Det bedste er den måde, man er elev på«
På Kvaglundskolen Signatur i Esbjerg har lærere og elever arbejdet efter Leaps-metoden i tre år. Skolelederen er begejstret, fordi det giver glade og stolte elever.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Skolen arbejder med projekter hele tiden, fortæller skoleleder Jette Sylvestersen. Der kan dog være korte perioder, hvor man laver noget andet. For eksempel hvis der lige er to uger, fra et projekt slutter og til efterårsferien, så går man ikke i gang med et nyt projekt, men arbejder i stedet med træning og test.
»Vi har netop trukket faglige resultater, og alle elever har klaret alle standardtest, helt som de skulle. Et godt resultat«, siger Jette Sylvestersen.
Hun har ikke oplevet, at forældre har været bekymrede længe, fordi de ser, at deres børn er blevet gladere for at gå i skole og fortæller mere fra skolen end tidligere.
»Det bedste ved Leaps er den måde, man er elev på. Eleverne er stolte af deres arbejde og deres læring. Der er inklusionsgevinster. Nogle børn kommer ofte i skole med en tanke om, at de ikke kan finde ud af et bestemt fag - det kan være matematik. Men sådan er det ikke med Leaps, for ofte opdager eleverne slet ikke, at det er matematik, de arbejder med lige nu. Så der er ikke den blokering. Og hvis eleverne for eksempel skal lære om hv-ord, så ved de, hvad de skal bruge det til. De skal ud at lave et interview. Så eleverne har en opfattelse af at være et værdifuldt bidrag til det, de alle skal arbejde med i dag«, siger Jette Sylvestersen.
»Man kan sagtens arbejde med Leaps på en almindelig skole, men man kan godt komme til at opfatte rammerne som lidt rigide«, siger hun.
Det handler for eksempel om undervisning i egen klasse eller på hold/årgang, opdelingen i fag og optælling af lektioner i fagene. Her arbejder skolen hele tiden på at finde ud af, hvordan de kan gøre det bedst muligt. Skolelederen fortæller, at skolen løbende har kontakt med Undervisningsministeriet, der også har været på besøg for at se undervisningen.
Projektarbejde definerer skolen - og de kan ikke forestille sig andet