Brug af teknologi kan "åbne" naturen for eleverne, beskriver ny forskningsrapport
Teknologi kan hjælpe til at give børn naturoplevelser
Børn i dag kommer mindre ud i naturen end man gjorde tidligere, men eksempelvis apps, geocatching og Pokemon Go kan faktisk være en vej til at få børn og unge ud i naturen. Det viser første rapport af tre i forskningsprojektet Naturlig teknik.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Vi havde en forventning om, at naturoplevelser stod i modsætning til brug af teknologi, men i stedet har vi fundet mange eksempler på, hvordan informationsteknologi kan "lukke naturen op" og motivere børn og unge til flere naturoplevelser", siger Theresa Schilhab i en pressemeddelelse om rapporten "Børn og unges brug af teknologi til naturoplevelser.
Blog: Hvor smart er din smartphone?
Det er neurobiolog, lektor, dr.pæd og ph.d Theresa Schilhab, postdoc, antropolog og ph.d Gertrud Lynge Esbensen og postdoc, idrætsforsker og ph.d Jonas Vestergaard Nielsen, der står bag forskningsprojektet. Theresa Schilhab er også blogger på folkeskolen.dk/naturfag, hvor flere blogindlæg de seneste par år har handlet om projektet.
Blog: Ny "hjerneforskning" - Det hele handler om kroppen
I rapporten beskriver de forskellig brug af teknologi sammen med naturoplevelser og anbefaler forskellige teknologier til undervisnings- og fritidsbrug. Projektet har undersøgt elevers oplevelser i naturen fra 5.-8. klasse.
Blog: Børn får færre naturoplevelser, men ikke kun af den grund du tror
Teknologien skal understøtte oplevelserne men ikke overtage sanseoplevelserne, understreger forskerne. For eksempel fortæller én, hvordan eleverne via deres smartphone kan lytte til en lille intro om udesidning - hvordan de sætter sig et stille sted i naturen og bare lytter til de lyde, naturen har. Andre fortæller om brug af dataloggere i undervisningen.
Blog: Naturlige stimulanser
Næste fase af forskningsprojektet bliver en undersøgelse af, hvor gode de forskellige teknologier er til at fastholde børn og unges interesse for naturoplevelser. Forskerne vil følge nogle grupper af børn for at undersøge, hvad udvalgte teknologier betyder for deres læring og interaktion med naturen og med hinanden.
Blog: Digitalt indfødte lades i stikken
Forskningsprojektet foregår som et samarbejde mellem DPU, Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Syddansk Universitet, Via University College og Friluftsrådet. Projektet er støttet af Nordeafonden.