Pernille Rosenkrantz-Theil er bekymret over den manglende sikkerhed i bedømmelsen af de enkelte elever i de nationale test.
Foto: Les Kaner
Minister bekymret over måleusikkerheden i de nationale test
Efter at have læst evalueringen af de nationale test i folkeskolen har undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) især bidt mærke i, at forældre ikke kan regne med de test-resultater, som deres børn kommer hjem med. "Det er stærkt bekymrende", siger hun.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Allerede fredag mødes børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) med partierne i forligskredsen om folkeskolen for at drøfte den netop offentliggjorte evaluering af de omdiskuterede nationale test i folkeskolen.
Ministeren ønsker ikke endnu at drage konklusioner på baggrund af den digre evaluering. Men hun slår gerne ned på det, som hun selv har bidt mest mærke i i rapporten.
Ingen sikkerhed for resultaterne
"Jeg bliver da stærkt bekymret over, at den slår fast, at der ikke er sikkerhed for de resultater, som børnene kommer hjem med i kuverter til deres forældre. Når staten leverer et bedømmelsessystem, så er det faktisk en ret god idé, at der er nogenlunde sikkerhed for, at der er overensstemmelse mellem bedømmelsen og det, barnet har leveret fagligt. Det skulle man jo egentlig mene var ret grundlæggende. Og jeg har da heldigvis heller ikke hørt en eneste politiker nogensinde plædere for det modsatte", siger børne- og undervisningsministeren til folkeskolen.dk
Enig anbefaling: Skift de adaptive test ud med nye, moderne test
Det er den samme bekymring, der allerede nu har fået SF's undervisningsordfører, Jacob Mark, til at opfordre ministeren og forligskredsen til øjeblikkeligt at sætte de nationale test i bero, ligesom også flertallet i rådgivningsgruppen, der har fulgt evalueringen, anbefaler, at de eksisterende test i den nuværende form bør "gives en timeout".
Den obligatoriske testperiode i folkeskolen er i år ellers fastsat til at skulle starte den 1. marts.
Og Pernille Rosenkrantz-Theil har da også noteret sig udtalelsen fra Jacob Mark.
"Men her må jeg altså sige det sådan, at jeg har meget brug for, at vi får drøftet det her i forligskredsen med hinanden, inden jeg begynder at konkludere. Jeg udleverede først rapporten til partierne i morges, og i respekt for, at de også skal have mulighed for at læse den og drøfte med deres bagland, så synes jeg, at det er for tidligt som minister at gå ud og konkludere noget", siger ministeren.
Også fortrøstningsfuld
Men selv om hun er bekymret over rapportens konklusion vedrørende bedømmelsen af de enkelte elever, lægger hun også vægt på, at hun samtidig er fortrøstningsfuld.
"Der er blevet sagt meget i debatten om nationale test, men jeg har aldrig hørt en politiker sige, at det er en virkelig god idé at have test, som ikke er sikre på individ-plan, og jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at vi heldigvis har partier i Danmark, der går alvorligt til sådan en opgave. Og når der bliver konkluderet, som der gør her i rapporten, så er jeg helt overbevist om, at vi kan bevæge os frem i fællesskab", siger ministeren.
Hun pointerer, at hun mener, at bedømmelse i folkeskolen er vigtig. Men ligesom hun ikke ønsker at løfte sløret for, hvilke konklusioner hun selv vil drage efter evalueringen, vil hun heller ikke endnu lægge sig fast på, hvor hurtigt det skal gå med at få truffet beslutninger i forligskredsen.
"Jeg har simpelthen brug for at føle mine kolleger på tænderne. De skal have lov til at læse i ro og fred og dukke op på mødet i morgen og stille byger af spørgsmål, som vi så får mulighed for at besvare hen over uge 7. Så jeg får en fornemmelse af deres bekymringer, hvad de har bidt mærke i. Og da jeg synes, at det er vigtigt, at bedømmelsessystemer i folkeskolen ikke skiftes ud hvert øjeblik, så bliver jeg nødt til at have en fornemmelse af landkortet oven på den her rapport. For når jeg siger, at vi skal bevæge os frem i fællesskab, så mener jeg hele forligskredsen - helt bestemt", siger Pernille Rosenkrantz-Theil.