Københavnske politikere vil have eleverne til at fordybe sig mere i bøgernes verden.
Foto: Imgorthand/istock.com
Københavnske politikere vil styrke dybdelæsning i folkeskolen
Digitalisering og iPads er ikke svaret på alt, lyder det nu fra københavnske politikere, der er enige om behovet for nye indsatser for at styrke den fordybende læsning i folkeskolen. Det er vejen til, at eleverne kan blive dygtigere, lyder det.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Den tiltagende kritik af digitaliseringen i folkeskolen og elevernes flittige brug af iPads og computere i undervisningen får nu københavnske skolepolitikere til i fællesskab at trække lidt i håndbremsen og forsøge at ændre kursen i de københavnske folkeskoler.
For den teknologiske udvikling er medvirkende til, at eleverne gennem de seneste år er blevet dårligere til fordybende læsning, lyder det. Derfor er politikerne i Børne- og Ungdomsudvalget på Københavns Rådhus blevet enige om, at den fordybende læsning skal styrkes. Fremover skal de mange tusinde københavnske folkeskoleelever læse mange flere bøger - for det er vejen til, at eleverne bliver dygtigere, lyder det.
En usædvanlig alliance
Enigheden blandt skolepolitikerne på rådhuset i landets hovedstad udspringer egentlig af et såkaldt medlemsforslag fra en umage alliance mellem Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der før jul stillede forslag om at styrke den fordybende læsning. Forslaget faldt i god jord blandt medlemmerne i udvalget - hvis formand er børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) - og blev enstemmigt vedtaget.
Ny forskning til lærerne: Hold igen med elektronisk læsning i undervisningen
"Jeg tror ikke, at nogle af os var i tvivl om, at den fordybende læsning er indgangen til at blive dygtigere på alle mulige måder. Den elektroniske læsning er jo dårligere, den er anderledes. I debatten var der en vis nervøsitet for at tromle skolerne - men jeg synes, at det her er et af de felter, hvor vi er nødt til at have en minimumsstandard for kvaliteten. Det kan jo ikke være meningen, at de her skærme skal hacke alle elever. Og jeg kan ikke forestille mig, at der er en adgangsvej til at blive dygtig til at finde information på nettet, som ikke går over at læse, og hvor man også forstår, hvad det vil sige at kigge i bøger på åbne hylder", siger en af forslagsstillerne, Gorm Anker Gunnarsen fra Enhedslisten.
I begrundelsen for forslaget henviser Enhedslisten og Dansk Folkeparti til en kronik i Politiken af bibliotekaren og debattøren Kasper Støvring, der bl.a. påpegede et "fatalt misforhold mellem politikernes ønske om digitalisering og den kognitive værdi af den".
Læsning i papirbøger forbedrer koncentrationsevnen
Forsker: Husk øjnes og hjernes betydning for læsningen
"Der er kun ringe - hvis overhovedet nogen - evidens for digitaliseringens positive effekter på indlæringen", skrev Kasper Støvring, ligesom han henviste til adskillige forskere, der konkluderer, at brugen af skærme forringer evnen til at koncentrere sig og generere viden. Derimod forbedrer læsning i papirbøger - såkaldt fokuseret dybdelæsning - koncentrationsevnen, konkluderede Kasper Støvring.
Og den konklusion har de københavnske politikere taget til sig. Anna Hede fra Dansk Folkeparti, der også stod bag forslaget, siger:
"Vi vil gerne have flere børn og unge til at læse. Det er jo ikke noget, der som udgangspunkt sker af sig selv længere. Vi siger ikke, at iPads pr. definition er dårlige og bøger bare er gode - men vi ser rigtig gerne, at flere børn og unge læser nogle flere bøger og fordyber sig i historierne. Og ikke bare læser en eller anden bog, fordi deres lærer siger, at de skal", siger Anna Hede.
Vedtagelsen af forslaget indebærer, at Børne- og Ungdomsforvaltningen nu skal i gang med at planlægge en konference om mulighederne for at styrke læsningen, ligesom kommunens skolebiblioteker skal udvikle forslag til nye indsatser. Arbejdet skal blandt andet omfatte udfordringen med at finde bøger, der passer til elevernes interesser og behov og med at skabe bedre vilkår for fordybelse.
De kommende forslag til styrkelse af den fordybende læsning skal ifølge planen indgå i forhandlingerne om kommunens budget for 2021.
"Jeg tror helt sikkert, at der vil komme fokus på det i de kommende forhandlinger", fastslår Gorm Anker Gunnarsen.
Forlag: Pas på ikke at polarisere debatten om digitale læremidler