Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lærere skal have forstand på didaktik og forskellige læringsstrategier, ikke blot på det fag, han eller hun underviser i. For på lang sigt giver det faktisk den bedste læring, når eleven ikke blot lærer en færdighed, men også er bevidst om sin egen læringsproces.
På kort sigt giver det bedst resultat simpelthen at instruere eleven i, hvordan denne opgave udføres, og dernæst tjekke, om eleven kan løse opgaven. Men på lang sigt kan en metakognitiv tilgang svare sig - altså at eleven også lærer, hvorfor han eller hun skal lære denne færdighed, diskuterer med læreren og klassekammeraterne, hvordan man kan lære den pågældende færdighed, og undervejs får respons på sine fremskridt.
Det er det engelske evidens-forskningscenter EPPI, der har gennemgået store mængder af forskningsrapporter for at finde ud af, hvilken undervisningstilgang der forbedrer elevernes læring mest.
»Effektive tilgange er dem, der specifikt udvikler en bevidsthed om læringsstrategier og -teknikker, især når disse er målrettet på et metakognitivt niveau«, konkluderer EPPI-reviewet og opremser en række forudsætninger - herunder at læreren har en god forståelse for fag og emne, men også for forskellige måder at lære på.
Rapporten »Learning skills and the development of learning capabilities« kan findes på EPPI-centrets hjemmeside http://eppi.ioe.ac.uk