På de fire stole på gulvet i auditoriet på Københavns Professionshøjskole er der i alt ni psykiatriske diagnoser.

Der er en tidligere stofmisbruger, én der finder håb i troen og to, der drømmer om at leve af at optræde. Der er tre FGU-elever og en, der "prøver at finde ud af, hvad næste kapitel skal være".

Først og fremmest er der fire konkrete ansigter på det, der til daglig kaldes 'restgruppen'. Nemlig de 43.000 unge, der hverken er under uddannelse eller i job.

Der er 21-årige Emma, 17-årige Amanda, 19-årige Daniell og 16-årige Jester.

De er en del af teatertruppen C:NTACT. Én efter én rejser de sig og fortæller med høj og tydelig stemme deres egen historie ind i mikrofonen.

Fire forskellige, personlige historier men med fællestræk. De handler om ikke at passe ind. Om at føle sig forkert. Om at finde et vendepunkt og om at drømme om noget.

Historierne har de fortalt før, men næppe foran et publikum, der både har personlig og professionel interesse i dem.

Normalt er målgruppen for forestillingen 'Restgruppen' elever i udskolingen og på ungdomsuddannelser. Men i dag er tilhørerne vejledere i alle afskygninger, der er samlet til den blot anden udgave af Vejledningens Dag.

En ny tradition

Mærkedagen løb af stablen for første gang sidste år, og interessen var så stor, at arrangørerne, Københavns Professionshøjskole og Danmarks Vejlederforening, har besluttet at gøre Vejledningens Dag til en årligt tilbagevendende begivenhed den 1. februar.

Den 12. april inviterer arrangørerne til konference, hvor forskere og praktikere kommer til orde. Men i dag handler det om at lytte til dem, det hele handler om, fortæller videreuddannelsesleder ved Københavns Professionshøjskole Morten Bruun Petersen.

"Det er det, vejledingsfagligheden i sidste ende går ud på; at blive klædt på til at støtte levede liv", siger han.

De fire unge har fortalt deres historier, og nu åbnes der for spørgsmål fra salen. Og spørgelysten er stor.

Aftalen er, at der må spørges om alt, og at de unge nok selv skal sige fra, hvis der er noget, de ikke vil svare på, fortæller ordstyrer Helene Aviaja Eley fra C:NTACT.

Det sker dog ikke i dag, at det lykkes publikum at stille et spørgsmål, der ikke bliver besvaret. Og de kommer vidt omkring.

Hvordan har de fire unge oplevet mødet med vejledningsprofessionelle? Hvordan var det at være i udredning? Var det en lettelse endelig at få stillet sin diagnose?

Hvad giver håb på de dage, hvor alt bare synes kropumuligt? Og hvad er det, der gør, at flere af dem giver udtryk for at have fundet sig godt til rette på FGU?

De fire unge svarer beredvilligt på alle spørgsmål, og Helene Aviaja Eley kæmper en ulige kamp for at overholde tidsplanen.

Efter godt en time må hun dog skære igennem og erklære forestillingen for slut.

En nuancering af restgruppen

Næste og sidste punkt er kaffe og kage i lobbyen, hvor Emma, Amanda, Daniell og Jester fortsætter samtalen med de vejledere, der fortsat er nysgerrige. En af dem er Camilla Teilmann, der er UU-vejleder i Helsingør Kommune.

"Det er rørende og vedkommende at høre dem fortælle deres historie. Man ser nogle andre resurser hos nogen, mange normalt ikke ser som resursestærke. Jeg har været UU-vejleder i 17 år, så jeg har set rigtig mange ansigter på den såkaldte restgruppe. Men enhver nuancering af billedet er altid velkommen", siger hun.

Camilla Teilmann håber, at Vejledningens Dag vinder fodfæste og bliver en fast, årlig tradition.

Hun oplever nemlig, at vejlederfagligheden er under pres, efter de fælleskommunale UU-centre i 2019 blev nedlagt.

"Det er jo et vilkår, at vi ikke har en fælles professionsuddannelse, men en efteruddannelse. Men tidligere var der nok alligevel i højere grad en fælles vejlederidentitet. Så en fælles mærkedag som denne, kan forhåbentlig være med til at give en samhørighed", siger hun.