Filosoffen Morten Albæk satte på DLF's kongres et gruppearbejde om fremtidens skole i gang med en peptalk. Han ville hellere kalde det fremskridtets skole end fremtidens skole, sagde han. Og i stedet for den professionelle lærer ville han hellere tale om den stolte lærer.

»Det er den lærer, der kommer ind i klassen såvel som offentligheden med et højt selvværd og faglig autoritet. Den lærer, der ikke finder sig i at blive belært af forældrene om, hvordan man underviser. Den lærer er i den grad savnet«, sagde han.

Fremskridtets skole og den stolte lærer er den bedste garanti for, at samfundet bliver progressivt, og at eleverne får de bedste muligheder for at få et lykkeligt liv som voksne, mente han.

Men der er nogle forhindringer, der lægger sig i vejen for en realisering af fremskridtets skole og den stolte lærer. For eksempel de mange forældre, der ikke lærer deres børn at opføre sig ordentligt. Og så er der middelklassen, der »producerer og reproducerer resursestærke børn, som ganske mangler social indignation på de lavere lags vegne«.

Endelig er der hastighed. »Børn og unge skal hurtigt igennem uddannelsessystemet og ind på arbejdsmarkedet, hedder det. Men det er forkert. Man overser fuldstændig pausens værdi«.

Fremskridtets skole skal være en slags pause, mente Morten Albæk. Et refleksionsrum, der - ud over at lære eleverne at læse og regne - klæder dem på til et godt voksenliv, der indimellem er lykkeligt. |