Forældrene er blevet kritiske forbrugere, siger Rune Lykkeberg. Har han ret?

»Alle borgere er jo i dag kritiske forbrugere. Vi er blevet politisk opdraget til det. Forbrugergørelsen af borgerne har været en del af den økonomiske strategi siden anden verdenskrig. Man kan blandt andet se det i den politiske retorik: For eksempel hedder det ikke længere Udlændingestyrelsen, men Udlændingeservice«, siger ph.d. Karen Lisa Salamon, der for nylig var opponent på Lykkebergs bog.

Men brugergørelsen af forældre - og faktisk også af elever - er ikke kun et udslag af new public management, den skyldes også kulturradikalismen, mener Karen Lisa Salamon.

»Mellemkrigstidens kulturradikale kulturkritik var blandt andet et frigørelsesprojekt fra den sorte autokratiske skole. Børnene skulle frigøres menneskeligt og demokratisk og have saglig viden om rettigheder, pligter og muligheder i det moderne samfund. Så reformpædagogikken har faktisk opdraget os til at blive kritiske brugere«.

Humanistiske venstreorienterede intellektuelle finder new public management-udviklingen afskyelig, hævder Rune Lykkeberg. Finder Karen Lisa Salamon den også afskyelig?

»Afskyelig er det forkerte ord. Men det er interessant, at han bruger det, for dermed antyder han, at humanistiske intellektuelle er følelsesladede, når de kritiserer new public management. Men new public management er en kølig, politisk rationel strategi, og den kritik, man må rette imod den, må også være kølig politisk. Kritikken handler faktisk hverken om kærlighed eller afsky. Jeg ville heller aldrig påstå, at de embedsmænd, der gennemfører new public management, elsker new public management«.

»Og det er vigtigt, fordi new public ­management drejer sig blandt andet om at gøre politik fuldstændig objektivistisk. En del af hele new public managements projekt er netop at hive det følelsesmæssige ud af politik og statsstyring. At gøre statsstyring til en ren teknokratisk sag. Det er derfor, det er så svært at kritisere new public man­agement. Den iscenesætter sig selv som rationalet par excellence. Som fornuften med stort F. Hvis man vover sig ud i en kritik, vil man altid blive beskyldt for at være følelsesmotiveret, og så kommer sådan nogle ord som afsky eller kvalme eller raseri op. New public management mener, at der kun findes én fornuft, og det er den, den selv står for. Det er også derfor, den aldrig kan være partipolitisk. Den kan være lige så god for en socialdemokratisk som en Venstre-ledet regering«.

Tidsånden har skiftet karakter, påstår Rune Lykkeberg.

»Han har grundlæggende ret i, at tidsånden har ændret sig. Det, der engang var progressivt, er nu classic modern, som det hedder inden for møbler. Arne Jacobsen-møblerne er nu classic modern. Det, der nu kommer i stedet for, er en ny form for konservatisme, en slags gylden konservatisme. Her er der efter min mening en stor udfordring for folkeskolen og uddannelsessystemet i det hele taget. Det er nemlig lykkedes den gyldne konservatisme at udbrede myten om en bestemt version af fortiden i en grad, så den nu er blevet en sandhed i massemedierne, som man hører gentaget, når børn og unge skriver historieopgaver. Det er en nationalromantisk forestilling om fortidens faste fællesskaber og sammenhold i de gode gamle dage i Danmark. Klasseforskelle, kvindeundertrykkelse, herrementaliteten i kolonitiden, interessemodsætninger, forskelle i livsformer - hele kompleksiteten er væk. Angsten for uro på bagklappen er så stærk i Danmark i dag, at det nærmest er landsforræderi, hvis man taler om forskellene. Brian Mikkelsens kulturkanon og Anders Fogh Rasmussens solide bondefornuft har sejret. Så det er rigtigt, at tidsånden har ændret sig, men som et tilbageslag. Som en ret massiv nykonservatisme«.

Vi ser nu verden på en anden måde end den kulturradikale, siger Rune Lykkeberg.

»Reformpædagogikken opfattede barnenaturen som en fri og uspoleret størrelse, der skulle have lov til at gro og vokse frit og organisk, og her har Rune Lykkeberg i hvert fald ret i, at vi i dag ser verden på en anden måde«, lyder Karen Lisa Salamons kommentar. »Den opfattelse af barnet er stort set forsvundet. Det kan blandt andet ses på, at der hele tiden lyder krav om en sænkelse af den kriminelle lavalder. Det tyder på, at man igen - ligesom man har gjort i århundreder - betragter barnet som en minivoksen«.

Det enorme fokus, der er på, at børn også kan være onde, er et ret massivt opgør med den kulturradikale tro på, at et barn i udgangspunktet er uspoleret og frit og skal have lov til at danne sig under så lidt autoritær undertrykkelse som muligt. Disciplinen er kommet ind som noget positivt igen, og det ste mmer rigtig godt overens med det konservative verdensbillede. Og faktisk også med det fascistiske verdensbillede. Altså det med at man er skabt med nogle bestemte egenskaber, som så skal disciplineres hårdt - i modsætning til at man er skabt med en masse muligheder, som skal have lov til at vokse«.

»Det er et massivt skifte, der er sket over 20-30 år. Eller et tilbageslag, vil jeg kalde det. En kombination af en modernistisk styringstro og et konservativt menneskebillede«, siger Karen Lisa Salamon. |

Karen Lisa Salamon, født 1964, er magister i antropologi, ph.d. i ledelse og tidligere lektor ved Danmarks Designskole. Hun er nu forsker og forskningsformidler på freelancebasis. Hun har udgivet »Selvmål - det evaluerede liv« og var opponent på Rune Lykkebergs bog, da den for nylig blev præsenteret ved et offentligt møde på Frederiksberg.