Det før så respekterede lærerfag har mistet en god del af sin status og anseelse. Redaktionschef ved Dagbladet Information Rune Lykkeberg - der har gennemanalyseret »det kulturelle borgerskabs storhed og fald« i en bog på næsten 400 sider - har et bud på en forklaring:

»Fra midten af 1960'erne til midten af 1970'erne, hvor velfærdsstaten blev stor, opstod der en klasse, som uddannelsesforskeren Erik Jørgen Hansen har kaldt professionsklassen. Det er en klasse af højt uddannede mennesker i fortrinsvis offentlige ansættelser, som har en relativt stor selvstændighed i ansættelsen. De er ikke rige på økonomisk kapital, men de er rige på kulturel kapital«, siger Rune Lykkeberg.

»De kan nogenlunde selv tilrettelægge deres arbejde, og de har en meget stor påvirkningsmagt. Det er dem, der vælger, hvad man skal læse. Det er i høj grad dem, der vælger, hvilke pædagogiske teorier der er de rigtige. Det er dem, der vælger, hvad velfærdsstatens menneskesyn er - hvilke dyder der skal formidles i skolen. Der er meget gennemtrængende i folkeskolereformen fra 1975, som er lavet på den præmis, at der ikke længere findes traditionelle værdier. Kristendommen kan ikke længere bruges, og danskheden kan ikke bruges, fra nu af er det den demokratiske kultur, som skal producere vores sammenhænge«.

Men de gyldne tider varede ikke ved. I 1980'erne satte statsapparatet gang i en modernisering af den offentlige sektor, der flyttede magt fra professionerne til centraladministrationen, især Finansministeriet, og til forældrene, der i den nye tankegang kaldet new public management blev opfattet som brugere af offentlige serviceydelser, ikke borgere i en demokratisk stat.

»Det har skubbet en kulturrevolution i gang på det subjektive niveau, som ikke er politisk vedtaget, men er opstået: Man vil ikke finde sig i det. Læreren er ikke længere en autoritet, det er én, man klager over. De nye forældre er vokset op med, at ikke alene kan de klage, de bør klage. Det er ansvarsløst, hvis man ikke klager. Det er dårlig etik over for børnene, hvis man bare finder sig i det. Man skal endelig ikke lade stå til«.

Professionernes målsætning formuleres heller ikke længere på interne præmisser, de formuleres på eksterne præmisser, især på finansministerielle præmisser, tilføjer Rune Lykkeberg.

»Det er en økonomisk tankegang, som er blevet en universel tankegang, som du kan evaluere alt ud fra og dokumentere i forhold til. Læreren er blevet en slags leverandør af en ydelse, som forældrene så kan evaluere. De er nu kritiske forbrugere«.

Det er en udvikling, som forekommer de fleste humanistiske venstreorienterede intellektuelle afskyelig, påpeger Rune Lykkeberg.

»Langt de fleste beskriver det her som et fald og ser det som en meget negativ udvikling, hvor der er kommet nogle onde kræfter ind, og kapitalismen var måske for stærk«.

Rune Lykkeberg, der selv arbejder på en venstreorienteret intellektuel avis, prøver at se tværs igennem den humanistiske forargelse og finde forklaringer bagved.

»Folk blev opmærksomme på, at den meget vidtrækkende autonomi i den offentlige sektor gjorde den næsten umulig at styre. Og så snart vi fik en krise i økonomien, som vi fik i 1973 og i '79 med oliekriser, så stod vi med det problem: Hvordan styrer man den her stat? Og dér kan man have et meget positivt menneskesyn og et meget humanistisk syn på historien og en progressiv pædagogik, men hvis man ikke kan regere den, så har man et økonomisk problem«.

Dertil kom, at store dele af befolkningen var ved at få nok af progressiv pædagogik og kulturradikalt smagsdommeri.

»Den pædagogik - og den måde at se menneskene på - som for alvor kommer ind med skolereformen i '75, er et tydeligt manifest om, at det gode er at være kreativ, kritisk, engageret, deltagende. Det dårlige er at være sig selv nok og passe sig selv og ikke deltage, men bare gøre, som man får besked på. Sagt med andre ord: Den modernistiske kunstner er idealborgeren, og småborgeren er rædselsborgeren«.

»Det er en bevægelse og en måde at se mennesket på, som har givet enormt store gevinster. Det har givet et løft til mange mennesker. Det er en pædagogik, de fleste af os nødigt ville være foruden i dag, det ser man meget tydeligt, når Dansk Folkeparti forsvarer den over for muslimerne. Der er kommet en antiautoritær kultur ind dér, som er blevet tradition i Danmark«.

Det er den positive side, mener Rune Lykkeberg, men der er også en negativ.

»Man skal huske på, at der er kommet en masse mennesker ind i skolen, som har fået at vide, at den kultur, de selv kom fra, var ligusterfascistisk eller biedermeier eller reaktionær eller bornert eller snæversynet. At det nærmest var naturgivent, at det, de kom fra, var dårlig smag, og at deres måde at opføre sig på var dårlig moral. Den her pædagogiske opdragelse opbyggede en form for legitim foragt, hvor det var i orden at se ned på andre med en anden smag«.

Det er på den baggrund ikke kun forklarligt, men også forståeligt, at den nyvalgte statsminister Anders Fogh Rasmussen vrængede rundkredspædagogik efter folkeskolen og smagsdommere efter kulturradikale fagfolk. Han talte på vegne af brede lag i befolkningen, der havde følt sig kuet af en dominerende kulturel klasse i årtier, påpeger Rune Lykkeberg.

Disse undervisere, professorer, forfattere og intellektuelle var ikke selv helt klar over, at de blev opfattet som formynderiske, siger Rune Lykkeberg. De mente, at de arbejdede i en god sags tjeneste. Den brede befolkning skulle frigøres fra vulgær smag og småborgerlige normer gennem frigørende pædagogik og frigørende kvalitetskunst, så de kunne blive lykkelige, harmoniske, frisatte, demokratiske borgere. Hvem kunne have noget imod det?

I hvert fald ikke ledende socialdemokrater, fastslår Rune Lykkeberg. Det kulturelle borgerskab fik stor politisk indflydelse efter anden verdenskrig gennem en alliance med netop Socialdemokratiet, som så muligheder i den frie, legende pædagogik. Arbejderbørn havde det nemlig svært i terpeskolen, mente socialdemokraterne. Samarbejdet resulterede blandt andet i folkeskolelovene i 1958, 1975 og 1993 og Den Blå Betænkning i 1960.

Ved folketingsvalget i 2001 var det slut. Det kom som et chok for mange, men systemskiftet havde været længe undervejs, siger Rune Lykkeberg. Faktisk siden midten af 1960'erne, da lagerforvalteren P. Rindal fra Kolding afleverede 55.000 underskrifter i Kulturministeriet i protest mod Statens Kunstfond, et andet resultat af alliancen mellem Socialdemokratiet og den dominerende kulturelle klasse.

Siden førte Erhard Jacobsen og Mogens Glistrup protesten imod de selvbestaltede »kulturpaver« videre.

Glemt var for længst, at »kulturpaverne« med Poul Henningsen (PH) i spidsen oprindelig i mellemkrigstiden havde tænkt god smag og høj moral som et værn mod fascismen, der trængte sig på.

Tidsånden har skiftet karakter, siger Rune Lykkeberg. Tag for eksempel litteraturundervisningen i folkeskolen og gymnasieskolen.

»Før fyldte forfattere som Benny Andersen, Klaus Rifbjerg, Anders Bodelsen og Leif Panduro uhyre meget. De havde nogle ting tilfælles: Tradition spiller ikke nogen større rolle for dem. De er meget nutidsorienterede. Religion spiller en entydig negativ rolle. Autoritet spiller som regel en negativ rolle i deres bøger, og som regel er der mennesker, som farer vild i deres egen konformitet. Konformiteten er truslen mod det gode liv. Der er en modsætning mellem det legende, det frie, det harmoniske, det erotiske, det ironiske, det morsomme, det pulserende på den ene side og så det stive, det fastsatte, det hypokondriske, det administrerede liv på den anden side. Det progressive er det gode, det reaktionære er det dårlige«.

»Men i dag er der faktisk ikke nogen af de forfattere, der betyder særlig meget. Fra den periode er det i dag andre forfatterskaber, som inspirerer, som bliver brugt, og som der bliver forsket i, Per Højholt, Dan Turèll, Peter Seeberg, Inger Christensen, Karen Blixen, K.E. Løgstrup. Det er en helt anden kanon, der er i dag«.

»Det er ikke for at sige, at det var dårligt dengang, og det, vi har i dag, er godt, det er for at sige, at der var nogle bestemte tanker på et bestemt tidspunkt til at løse nogle bestemte problemer, og de er et andet sted i dag, og derfor er det også godt at se udfordringerne på en ny måde«, siger Rune Lykkeberg og tilføjer:

»Valget i 2001 er enormt ideologiseret og politiseret: Enten er man for eller imod. Hvis man siger, der har været en kulturel overklasse, som var dominerende og undertrykkende, så forventer folk, at man er tilhænger af Lomborg, udlændingepolitikken og starthjælpen. Men grunden til, at de her udviklinger har kunnet slå så stærkt igennem, har egentlig ikke noget at gøre med Anders Fogh Rasmussen. Det er udviklinger, som man kan se i vores film og vores litteratur. At vi simpelthen ser verden på en anden måde nu«. |

Ung intellektuel

Rune Lykkeberg, født 1974, er redaktionschef på Dagbladet Information. Han har læst litteraturvidenskab og filosofi på Københavns Universitet. Hans bog »Kampen om sandhederne - om det kulturelle borgerskabs storhed og fald« er udkommet på Gyldendal.

»De nye forældre er vokset op med, at ikke alene kan de klage, de bør klage. Det er ansvarsløst, hvis man ikke klager« Rune Lykkeberg»Det er på den baggrund ikke kun forklarligt, men også forståeligt, at den nyvalgte statsminister Anders Fogh Rasmussen vrængede rundkredspædagogik efter folkeskolen og smagsdommere efter kulturradikale fagfolk« Rune Lykkeberg