Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Niels Chr. Sauers bog, Folkeskolens veje og vildveje, er en tour de force i skolepolitik set fra lærerens synsvinkel, det er med andre ord en længe ventet bog om det fald, som er sket for skolen i de sidste godt 30 år. Fra at have været en skole med skolekomedier, demokrati og undervisning i øjenhøjde er den blevet en skole med læreren som elevernes læringsfacilitator. New Public Management danner rammen, og sammen med OECDs forventninger om fremtidigt økonomisk udbytte af børnenes læring, er skolens arbejde instrumentaliseret og viser i dag alvorlige krisetegn og mistrivsel.

Folkeskolens veje og vildveje er en meget personlig bog og er på den måde ikke en akademisk, teoretisk bog med objektiv afstand til sit emne, tværtimod. Sauer står ved sit engagement og sin utvetydige partiskhed for skolen. Det vil sige skole i en græsk betydning af ordet frihed. Skolen skal være et sted, hvor læreren frit møder eleven om stoffet, og hvor opgaven for læreren er at opmuntre og støtte eleverne og samtidig give modstand, hvis der i omgivelserne skulle være nogen, der vil genere eller forulempe eleverne og deres ret til et roligt fristed, sådan som deres skole bør være.

Alt dette giver Sauer et gribende engageret og dybtfølt indblik i med sin bog. Vi hører om Sauers egen skolegang, som ikke var problemfri men som i stedet for at knække den lille dreng, stik modsat opildner ham til som voksen at vise, at skole kan gøres bedre end at true, skælde og slå børn. Med andre ord opstår en indignation, som gør, at Sauers livsbane er trukket op som lærer og senere også som fagforeningsmand i første klasse.

Bogaktuel skoledebattør: Folkeskolens deroute startede længe inden 2013

Jeg har siden 2013 haft den fornøjelse at mødes med Sauer i debatter om skolen, og jeg har fået en stor respekt for denne mand, der efter endt karriere som lærer og fagforeningsmand, i dag ufortrødent og med stor lidenskab fortsætter sin kamp for skolen. Og tag ikke fejl, for Sauers lidenskabelige tilgang til Folkeskolens veje og vildveje skygger ikke for hans enorme viden og saglige argumentationer.

Sauer gennemgår på forbilledlig saglig vis den historiske udvikling fra nedlæggelsen af lærerråd 1990 og lærerhøjskole i 2000, hen over historien om skolereformen fra 2013, hvor den danske aftalemodel går fløjten, og hvor læringsskolen med digitaliseret teknologi lægger sporene ud for dagens robotisering og tvang i skolen.

Sauer er, udover at være kampberedt til fingerspidserne, et meget ordentligt og venligt menneske, og man fornemmer også i Folkeskolens veje og vildveje et ønske om ikke helt at ville ødelægge ´den gode stemning´ med den kritik, som dog sandt for dyden ikke lægger fingre imellem, når man skader børn og unge i dagens barske hamsterhjul af en skole. Sauer slutter insisterende og opfordrende: Skolen må og skal være et sted for fornøjelse, glæde og sjov.