Der skal mere fokus på de enkelte fag på skoleskemaet, mener undervisningsminister Merete Riisager.

Undervisningsministeriet nedsætter grupper for folkeskolens fag

Undervisningsministeren vil sætte fokus på fagene i stedet for proces og metoder i folkeskoledebatten. Nu nedsætter ministeriet inden jul grupper i alle skolens fag. Medlemmerne skal udpeges af blandt andre DLF og de faglige foreninger.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undervisningsministeriet ønsker en tættere dialog med de faglige miljøer i udviklingen af folkeskolens fag.

Derfor har ministeriet bedt en række organisationer, herunder Danmarks Lærerforening og de faglige foreninger for de enkelte fag, om at indstille relevante personer til at sidde i en række faggrupper for folkeskolens fag.

De indstillede var inviteret til fællesmøde i ministeriet i slutningen af sidste uge, og de endelige grupper forventes nedsat inden jul.

Riisager vil diskutere skolens fag i stedet for test, synlig læring og målstyring

I det udkast til et kommisorium for grupperne, der er sendt ud til de faglige foreninger, kan man læse, at grupperne skal indgå som led i en tættere og mere systematisk inddragelse af de faglige miljøer i udviklingen af fagene.

Det skal blandt andet "ses i lyset af erfaringerne med forenklingen af Fælles Mål, som led i folkeskolereformen og den seneste aftale om at løsne bindingerne på Fælles Mål", hedder det i kommissoriet.

Faggrupperne forventes at have to faste møder om året. Ét med ministeriets faglige sagsbehandlere og læringskonsulenter og ét samlet møde under overskriften 'Fagenes Forum'. Her kan der inviteres en bredere kreds af interessenter.

Medlemmerne i grupperne udpeges ifølge kommissorieudkastet for tre år med mulighed for at blive udpeget til yderligere tre år.

"Der tilstræbes som minimum en delvis udskiftning af medlemmer hver tredje år med henblik på at sikre løbende fornyelse af kredsen af medlemmer. Antallet af medlemmer i faggrupperne varierer afhængigt af fagenes størrelse", lyder det.

Hver gruppe kommer til at bestå af repræsentanter udpeget af professionshøjskolerne, de faglige foreninger, centre for undervisningsmidler (CFU), universiteterne, videnscentre i tilknytning til folkeskolens fag, DLF samt fagansvarlige sagsbehandlere og læringskonsulenter fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. 

Tilbage til fagene

For knap to måneder siden lancerede undervisningsminister Merete Riisager under overskriften 'Tilbage til fagene' et øget fokus på fagfaglighed her på folkeskolen.dk.

Debat: Tilbage til fagene

I sit debatindlæg skrev ministeren ved den lejlighed, at det er på tide at gå mere ydmygt til værks i arbejdet med at forbedre skolen.

"Det vil sige færre revolutioner og mere omsorg for kerneopgaverne. Færre koncepter, der kommer og går, og mere støtte til skoleledere, lærere og pædagoger i deres arbejde med at skabe den gode undervisning. Eller for at sige det helt kort: Mere fokus på fagene", lyder det i Merete Riisagers debatindlæg.

Det er vigtigt fortsat at debattere nationale test, målstyring og Hatties metodestudier, men det må ikke være udgangspunktet for at diskutere skole, mener hun.

"For selve formålet med de forskellige tilgange og metoder er jo at indføre eleverne i et fag: At give dem viden og forståelse for videnskabelige regler, indsigter og landvindinger. At bibringe dem indsigt og lade dem erkende nye sammenhænge. At tilegne sig fagene, så viden, færdigheder og kompetencer folder sig uden på hinanden som bladene på et løg", skrev ministeren.

Det har blandt andet mødt kritik fra leder af DPU Claus Holm. Ministeren sparker til et pendul, der allerede er på vej for langt i den ene retning, skrev han i en kronik i Politiken den 10. november.

"Meget tyder på, at indholdet i undervisningen i den danske folkeskole nærmest aldrig har været mere fagligt og færdighedsorienteret end det er i dag", lød kritikken.

DPU-leder advarer mod Riisagers fagfokus

Ministerens bestræbelse på at sætte fagene i førersædet i debatten om udviklingen af folkeskolen har til gengæld mødt opbakning fra Danmarks Lærerforening.

"Ministeren rammer hovedet på sømmet. Der har været alt for meget fokus på logistik, proces og koncepter. Det er klart vores oplevelse, at fagene trænger til at komme i spotlyset", lød det fra formand i foreningens undervisningsudvalg Jeanette Sjøberg som reaktion på Riisagers debatindlæg.

DLF: Udvikling af fagene optager lærerne allermest