Foto: Wikipedia Commons
Youtube-stjerner skal gøre tysk cool
Snart skal flere elever kunne svare ja til spørgsmålet "Er du til tysk?". Nyt projekt sender danske youtubere til Berlin, hvor de skal lave videoer, der kan bruges i tyskundervisningen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Tysk fravælges oftere og oftere i gymnasiet og på andre ungdomsuddannelser. Men det vil et nyt projekt sætte en stopper for. Kampagnen "Er du til tysk?" udvikles i et samarbejde mellem den danske ambassade i Berlin, Handelsskolernes Tysklærerforening og uddannelsesvirksomheden Dönerkind, der har base i Berlin.
Projektet skal være med til at vise unge danskere, at tysk er cool, og at man kan bruge sproget til mange ting. Lars Lindegaard fra Handelsskolernes Tysklærerforening glæder sig over, der kommer fokus på tysk.
"Tysk har lidt en trang skæbne de sidste mange år i uddannelsessammenhæng. Dels fordi de unge mennesker har syntes, at andre fagsprog er mere interessante, så de vælger tysk fra. Men man kan ofte komme længere med tysk, end man kan med andre fremmedsprog. Der er flere, der taler tysk, end man faktisk tror. Og så er det jo en af Danmarks største handelspartnere. Man kan komme langt med tysk", siger Lars Lindegaard.
Youtubere på roadtrip
Så nu skal sproget opprioriteres. Projektet er en del af regeringens Tysklandsstrategi, som blandet andet arbejder på at styrke den danske eksport til Tyskland.
Projektet starter for alvor i juli, hvor to populære youtubere fra Danmark tager på roadtrip til Berlin. Her skal de lave otte videoer med otte danskere, som er bosat i Berlin og taler tysk hver dag. Youtuberne er Julia Sofia, som har næsten 110.000 følgere på youtube, og Christian "Stupid" Aagaard, som har næsten 124.000 følgere. Ifølge Lars Lindegaard kan de appellere til børn og unge på en anden måde, end tysklærere kan.
"Youtuberne er kendte i de unge menneskers univers. Deres tilgang til unge mennesker vil være en anden, end den vi som lærere har. Jeg tror, de kan gøre emnet mere interessant og nærværende. Lærere og undervisere er tit forbundet med lærebøger og grammatik", siger han.
De otte videoer kan herefter findes på youtube, og der vil blive udviklet undervisningsmateriale, som kan bruges sammen med videoerne. Senere vil det blive muligt at besøge de otte sprogambassadører, hvis man er på studietur i Berlin.
Tager brodden af tysk
Ifølge Lars Lindegaard er det tydeligt, at tysk er cool. Danske familier tager ofte til Berlin, og klasser tager på studieture i den tyske hovedstad. Der findes bare en ekstra udfordring.
"Vi vil prøve at tage brodden af det tyske sprog, som har fået ry for at være at svært sprog at lære. Vi vil bevidstgøre om, at tysk ikke er så svært at lære, som man tror. Og så er det faktisk et sprog, som man på en eller anden måde bør kunne, hvis man gerne vil gebærde sig i Tyskland", siger Lars Lindegaard.
Videoerne kan findes på Youtube fra september. I oktober og fremefter vil det være muligt at besøge sprogambassadørerne i Berlin.