Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I min have er der flere steder, hvor der i stedet for græs er store døde pletter af hård jord. Typisk er det i områder, hvor der er spillet meget fodbold, eller hvor vi ikke havde fået taget os sammen til at flytte murerspanden med haveaffald i tide.

I et dovent håb om, at det nemt kunne rettes op, har jeg kastet en håndfuld græsfrø på pletterne. Problemet er bare, at jeg ikke rigtig har taget mig tiden til at få løsnet og gødet jorden inden, så frøene bliver spist af fugle eller blæser væk. Grønt er det i hvert fald ikke blevet.

Før der går helt Søren Ryge i indlægget, er mit fejlslagne haveprojekt i mine øjne blevet et billede på de sidste mange års skolepolitik:

Jorden repræsenterer skolernes manglende rammer for at skabe gode vækstvilkår for elevernes læring, dannelse og trivsel, og min naive tilgang til såning af græs afspejler politikernes tilgang til genopretning og udvikling af folkeskolen.

Ude af trit med virkeligheden

Mange fejlslagne reformer og beslutninger gennem årene har drænet folkeskolens jordbund for næring. Lærermanglen er stigende, og alt for mange børn og unge mistrives.

Fremfor at forholde sig til behovet for tilstrækkelig tid til forberedelse og relationsarbejde, har politikerne i stedet kastet flere og flere frø ud i form af krav og forventninger til, hvad skolen skal kunne.

Eksempelvis har miraklet fra Lillehammer, hvor alle elever er inkluderet i et alment skoletilbud, givet julelys i øjnene på kommunale forvaltninger landet over, senest i København, på trods af advarsler og protester fra både forældre og fagpersoner.

Protesterne opfatter jeg ikke som en manglende anerkendelse af ønsket om mere inklusion. De afspejler tværtimod den frustration og afmagt, som man - i hvert fald jeg - oplever igen og igen, når der tages politiske beslutninger, der virker fuldstændig ude af trit med virkeligheden på skolerne.

For hvordan skal sådan et velment projekt blive en succes, når skolerne i forvejen er så økonomisk pressede, at flere skolebestyrelser rundt om i landet ikke kan godkende budgetterne? Når lærermanglen stiger? Når der i forvejen sidder elever i klasserne, hvis behov ikke bliver mødt? Når en lang række skoler har fået påbud for farlige arbejdsmiljøer?

Glemmer grundlæggende lag i behovspyramiden

De fleste kender nok Maslows behovspyramide, hvor de basale fysiologiske behov i bunden skal være opfyldt, før de næste behovslag bliver relevant for mennesket. Jeg mener, at modellen kan overføres til skoleområdet i Danmark.

Det nederste og mest afgørende lag er ’motiveret og uddannet personale’. Herefter følger ’tid til forberedelse’, ’tid til relationsarbejde’, ’sparring og supervision’, og først til sidst i spidsen af behovspyramiden: ’Udvikling af større projekter’.

Problemet er, at der er en politisk tendens til udelukkende at forholde sig til spidsen af pyramiden, selvom det er alle de nederste lag, der har en afgørende betydning for, om reel positiv udvikling kan finde sted.

Tiden er derfor inde til, at politikerne bremser deres udviklingstrang, og i stedet fokuserer på de helt grundlæggende forudsætninger for, at eleverne kan mødes af lærere, der har tid og overskud til relationsarbejde og velforberedt undervisning.

Det er nok mindre prestigefyldt end store skoleprojekter og flotte målsætninger, men hvis ikke de grundlæggende lag i skolens behovspyramide bliver understøttet, vil området komme til at bestå af flere og flere udtørrede og udpinte jordområder. Præcist som i min have.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk