Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Da jeg for fem år siden gik på læreruddannelsen, var det et hot topic at tale om, hvor fantastiske de finske skoler og den finske læreruddannelse var. Danmarks Lærerforenings daværende formand Anders Bondo var klar i mælet og foreslog, at den danske læreruddannelse skulle lade sig inspirere og blive til en femårig uddannelse ligesom i Finland. 

Jeg kan huske, at det gav sådan en træls følelse i maven. For det er aldrig sjovt at være den, der går på den mindre fede uddannelse. Det er fuldstændig, som når ældre mennesker drømmende snakker om en bedre tid, mange år før man blev født. Så kan man blive ramt af en rigtig øv-energi.

Åndsvagt at sammenligne skolesystemer

Det seneste eksempel, vi har set, er den københavnske børne- og ungeborgmester Jakob Næsager, der har været tydeligt begejstret og inspireret af inklusionsmodellen fra Lillehammer i Norge. På det grundlag forsøgte han at lave en københavner-kopi, velvidende at Lillehammer og Københavns skolesystem ikke kan sammenlignes.

På Folkemødet var jeg til en debat om lærernes dalende motivation for deres arbejde. Her argumenterede Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen, for, at lærerne i Singapore elsker at gå på arbejde, da lærerfaget er meget mere prestigefyldt, end det er herhjemme.

Jeg bliver træt. Kan vi ikke i stedet opfinde den geniale skole i Danmark? Det er så åndsvagt ligegyldigt at sammenligne skolesystemer, når man ikke tager højde for, hvilke lande der er tale om.

Giver skyld og skam

Jeg tror ikke, at vi får bedre og mere motiverende lærere ved at fortælle dem om, hvorfor det går fantastisk med skolen andre steder end i lille Danmark.

Det svarer til, hvis en lærer går ind i 7.b, der har lidt svært ved at være stille i undervisningen, og fortæller dem, at der er en 7. klasse på naboskolen, som sagtes kan være rolige. Det er nul procent motiverende og trækker i stedet tråde til uhensigtsmæssig skyld og skam.

Lad os tale om vores egne skoler, vores egne elever og vores egne lærere først. 

Drop det rosenrøde billede

Det er ikke fordi, at man slet ikke må lade sig inspirere af andre skoler i andre lande. Men det er forfejlet, når politikere og fagfolk bruger fremmede lande som argument for, hvordan den danske skole bør være.

Når man som lærer får fortalt, hvor megafedt de har det i Finland, at børnene i Lillehammer trives, og at lærerne i Singapore bare knuselsker lærergerningen, så ved man ikke, hvad man skal svare.

For mig, og sikkert også for andre lærere, bliver automatreaktionen at se indad, og måske endda pålægge sig selv noget af skylden for, at det ikke går lige så godt i den danske folkeskole. Og det nytter ikke noget.

Så kære politikere og fagfolk omkring skolen: Det er møgfedt, at I tager på inspirationsture rundt omkring i verden, men husk at lærerne ikke er med på turen. Det rosenrøde billede, I kan føle trang til at male af andre skolesystemer, når I igen står på dansk jord, er unødvendigt.

Vi vil meget hellere høre, hvad I konkret vil ændre ved den danske folkeskole.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk