PeopleImages
Rekordmange forældre henvendte sig til Forældrerådgivningen sidste år
Sidste år ringede det største antal forældre til Forældrerådgivningen siden rådgivningens start i 2006. Og mange oplever at ringe forgæves.
Forældrerådgivningen har haft ualmindeligt travlt i 2022. Forældre ringer som aldrig før, og der sættes ny rekord i antallet af henvendelser med 2.501 i 2022 mod 1.757 i 2021.
Det skriver Skole og Forældre i en pressemeddelelse.
Ligesom de foregående år handler opkaldene handler især om visitation og specialundervisning, samarbejde og mistrivsel.
Men i Forældrerådgivningen oplever rådgiverne, at sagerne er blevet tungere og langt mere komplekse, og at spørgsmålet om rettigheder fylder.
”Det er nogle bekymrende sager, vi lægger øre til. Børnene har det rigtig svært, og det gør forældrene desperate og magtesløse. Mange oplever at blive mast i samarbejdet med skolen og kommunen", siger leder af Forældrerådgivningen Rikke Alice Bille.
"Børnene står ofte udenfor fællesskabet, måske har de ikke et skoletilbud, og de venter i lang tid på, systemet finder ud af, hvad der skal ske. Og imens får de det bare værre, og nye udfordringer følger med. Det gør, at forældrene i højere grad efterspørger rettigheder”, siger", fortæller hun videre.
Mange forældre oplever også at ringe forgæves. Sidste år oplevede hver anden forælder, at deres opkald ikke blev besvaret på grund af lange ventetider.
Forældrerådgivningen har eksisteret siden 2006 og er finansieret af Børne- og Undervisningsministeriet. Rådgiverne ved Forældrerådgivningen arbejder frivilligt.