En lille dreng er sur og
vred. Han synes, alting er urimeligt. Læreren tager ham senere på dagen uden
for døren og spørger; ”Hvorfor er du så vred?”
”Jeg er vred over, at du hele
tiden skælder ud”, siger drengen.
Psykolog og konsulent Rasmus
Alenkær sad i en klasse og observerede lige netop sådan en situation.
”Jeg havde iagttaget drengen
og klassen i de pågældende lektioner, og der var ikke blevet skældt ud. Tværtimod.
Læreren havde blot sagt, at drengen skulle sætte sig bag stregen som de andre i
forbindelse med en stafet-aktivitet i gymnastiksalen. Men drengens
italesættelse var, at han var blevet skældt ud”, siger Rasmus Alenkær.
Han
peger på, at hvis en skole sætter fokus på at være "fri for skældud",
så kan det få vidtrækkende konsekvenser.
”I stedet for at gå på
opdagelse i det enkelte barns oplevelse og fortælling, så kan fokus måske i
højere grad blive rettet mod, at der er en voksen, der har brudt reglerne. Det
er ultimativt problematisk fordi det betyder, at barnet måske ikke får den
hjælp, barnet har brug for”.
Skældudfri skole kan give
bagslag
Rasmus Alenkær har netop
skrevet et opslag på Facebook, hvor han reagerer på, at der for tiden er flere
projekter, der handler om skældudfri skoler.
Blandt andre har skoleforsker
Louise Klinge været med til at udvikle projekter på skoler med fokus på at
blive skældudfri.
Rasmus Alenkær er sikker på, at målet med projekterne er at
sikre de bedste rammer for eleverne, men han ser nogle faldgruber, som han
mener, man bliver nødt til at debattere.
”Når eksempelvis Louise
Klinge sætter fokus på såkaldte 'skældudfri skoler', så er det helt sikkert
med et positivt, børnefagligt udgangspunkt: Vi vil alle sammen gerne have en
god kommunikation mellem børn og voksne. Deri kan man kun være enig”, siger Rasmus
Alenkær.
Alligevel er han bekymret for den implicitte anklage, der er mod
skolens voksne i overskriften.
”Det er
sikkert ikke ment således, men når man binder an med et koncept som 'skældudfri skole', så signalerer det i min optik samtidig, at man ønsker at
bevæge sig væk fra 'skældud' og dermed, at der skældes meget ud på den
pågældende skole. Medmindre man er meget skråsikker i sin sag, så er det min
anbefaling, at man passer på med sådanne generaliseringer”.
Koncepter presser lærere
Koncepter i skolen kan dræne lærernes værktøjskasse for
pædagogiske redskaber, advarer Rasmus Alenkær.
Et problem er, at der ikke er enighed om, hvad skældud er ret
definitorisk.
”Vi er ikke grundlæggende
enige om, hvad vi taler om i denne sammenhæng".
"At overlevere et budskab uden hensyntagen
til modtagerens følelser er én definition på skældud. Jeg er helt enig i
denne. Men hvis du er ved at gå over en vej, og jeg tager fat i dig og råber stop,
så har jeg jo ikke taget hensyn til dine følelser, men jeg har reddet dit liv”,
siger Rasmus Alenkær.
På samme måde kan det være nødvendigt at skære igennem,
når man leder børns deltagelse i skolens læringsfællesskaber.
”Jeg vil bestemt
ikke kalde det for 'skældud', hvis man hæver stemmen og siger 'stop' i en
undervisningssammenhæng. Det vil jeg kalde en nødvendig markering eller en
tilrettevisning".
"Jeg vil dog anbefale, at man altid tilstræber at kommunikere
ordentligt, respektfuldt og venligt, og at man i øvrigt møder børn på en måde,
der gør det unødvendigt at hæve stemmen”, lyder det fra Rasmus Alenkær.
”Grundlæggende set skal vi blot passe på med
at give lærere og pædagoger for stramme tøjler og dermed tage autenciteten ud
af mødet mellem barn og voksen. Det gør, at man oplever sig magtesløs som
lærer, og det stresser”.
Svært at definere skældud
Rasmus Alenkær er meget
bevidst om, at der er stor forskel på at definere skældud objektivt og subjektivt.
”Debatten om skældud kobler
sig i et omfang på nogle af de tendenser, der ses i woke-kulturen. Man vægter
den personlige følelse højere end mere objektive definitionskriterier".
"Jeg
anerkender i høj grad, at mennesker har følelser. Men selv sådan en gammel
socialkonstruktionist som mig finder det problematisk, at det i alle
sammenhænge er den enkeltes, individuelle, følelsesmæssige reaktion, der
dikterer vejen frem. Når man bliver ramt på sine følelser, så kan det i nogle
tilfælde godt handle om den måde, man føler på, og ikke nødvendigvis om det,
som aktiverer følelserne”.
Rasmus Alenkær mener, at det er vigtigt, at man lytter til børns
fortællinger med nysgerrighed og anerkendelse.
”Børn har ret til at have
deres egne følelsesmæssige reaktioner og deres oplevelser af virkeligheden. Men
dermed ikke sagt, at børn i alle tilfælde skal gives den endegyldige
defintionsret, når de siger, at lærerne i skolen skælder ud”, siger han og
understreger:
”Børn kan naturligvis have helt ret i deres oplevelse af den
voksnes kommunikationsform, og hvis dagligdagen i skolen er præget af hård tone
og negative tiltaleformer, så kan det kun anbefales, at der sker forandringer”.
Han håber, at lærerne har tiden og muligheden for at lytte til
eleverne.
”Ultimativt ønsker jeg mig, at lærerne har den faglige frihed
til at gå på opdagelse i børnenes fortællinger og i egen praksis i stedet for
at fokus rettes mod, at der er begået en fejl, og den anklage, der er i det”.
