Samarbejdet mellem skole og PPR har historisk taget udgangspunkt i en udredning eller konsultation om individuelle børn. Nu kalder tiden på, at PPR hjælper skolerne med en mere konsultativ og forebyggende indsats, som kommer hele klassen til gode. 

Det mener man på PPR i Vejle, som har arbejdet med at styrke feltet i en halv snes år.

”Det har altid været en præmis, at vi skulle være så meget som muligt ude på skoler og i institutioner, men det har været med et tydeligt fokus på individorienterede indsatser. Spørgsmålet er, hvordan vi kan lave indsatser, som kommer flere børn til gode. Her ser vi på den pædagogiske praksis og det børnefællesskab, lærerne arbejder ind i. Dér har vi styrket vores bevidsthed over de seneste ti år: Vi skal stadig se på det individorienterede, men vi må ikke kun se på den vinkel”, siger Claus Klaris Huulgaard.

Han er leder af Tværfagligt Center for Børn og Unge, hvor PPR er en grundpille. I april holdt han oplæg på DPU’s dialogkonference om PPR om, hvordan det sydjyske PPR har udviklet sine praksisser, så medarbejderne tidligere kommer ud på skolerne for at støtte lærere og pædagoger.

”Vi har givet os selv det benspænd, at vi altid rådgiver i forhold til fællesskabet i klassen og lærernes professionelle praksis. Det kan vi gøre i alt, hvad vi står med. Vi lykkes ikke 100 procent, men det er godt at have den opmærksomhed”, siger Claus Klaris Huulgaard til folkeskolen.dk/PPR

Et skifte i mindset bærer arbejdet

PPR bliver typisk involveret, når lærere oplever, at deres redskaber og metoder ikke har haft den ønskede effekt for en elev i udfordringer.

”Vi kan prøve at forstå problemstillingen på ny ved at være undersøgende på lærernes tvivl: Kan der være andre måder at hjælpe barnet på? Eller gør lærerne det rigtige, men de skal være tålmodige, for der skal et langt sejt træk til at komme i mål? Vi kan udfordre lærerne med, hvad man kan forvente af børn i dag”, siger Claus Klaris Huulgaard.

Det ligger i tiden, at alle børn er noget særligt. Alligevel er de også meget ens. Derfor er kunsten at arbejde med hele klassen, så det kommer det enkelte barn til gode.

”Når en elev skal have et skræddersyet specialpædagogisk tilbud, kan vi prøve at omsætte det, så det gavner hele klassen. Har barnet brug for tydelige strukturer, kommer det også de andre elever til gode. Så hvordan kan vi være med til at få indsatsen til at lykkes for hele klassen? Vi lykkes med at skærpe opmærksomheden på fællesskabet, og at det ikke er i barnet, vi skal finde løsningen. Det skifte i mindset er noget af det, der skal til”, fortæller centerlederen.

Nu har PPV’en fokus på fremtiden

Skoler, lærere og skoleledere er forskellige, så PPR i Vejle har ikke en færdig skabelon til, hvordan psykologer og rådgivningens andre fagmedarbejdere i højere grad kan arbejde forebyggende. Men en kortere udgave af den pædagogiske psykologiske vurdering (PPV) har været et skridt på vejen.

”Vi begyndte at ændre PPV’en for seks år siden for at indkredse formålet med den. Dengang gjorde vi meget ud af at beskrive vores test og observationer af barnet. Dokumentationen skal stadig være der, men det interessante er PPV’ens pædagogiske aspekt. Derfor er det vores vurderinger og anbefalinger, som bliver læst: Hvis barnet har brug for specialpædagogisk bistand, hvordan anbefaler vi så, at bistanden organiseres i skolens kontekst, og hvordan får vi det til at lykkes? Fokus ligger på, hvad der skal ske fremover”, siger Claus Klaris Huulgaard.

Alligevel har han og medarbejderne ikke udviklet en færdig skabelon for, hvordan en PPV skal se ud.

”Det kan vi ikke lave, for tiden er omskiftelig. For eksempel har vi fået barnets lov, så nu skal barnets stemme også skrives ind. Men vi har en skitse til, hvordan en PPV skal se ud”.

Lærere og PPR skal forstå hinandens hensigter

Claus Klaris Huulgaard holdt sit oplæg på dialogkonferencen sammen med adjunkt Christoffer Granhøj Borring fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense. Så meget sigende var workshoppens titel ”Dialog mellem forskning og praksis om arbejdet med børns fællesskaber”.

Christoffer Granhøj Borring er cand. pæd. i pædagogisk psykologi og har skrevet ph.d. om, hvordan PPR og skole samarbejder. I sit feltarbejde undersøgte han det fra både lærerne og pædagogernes perspektiv og fra PPR’s. Han peger blandt andet på, at det ikke er nok i sig selv, at PPR kommer ud i klasserne. Lærere og medarbejdere skal også forstå hinandens hensigter, og det gør de ikke altid.

”Skoler og også PPR selv er i tvivl om, hvordan PPR skal bidrage med ny viden hos lærerne. Samtidig er det svært for lærere at oversætte ny viden fra mødebordet til praksis i undervisningen”, fortalte han om sin forskning på DPU’s dialogkonference om PPR for to år siden.

Fælles ansvar at implementere anbefalinger

Den udfordring har PPR i Vejle endnu ikke overvundet, medgiver centerleder Claus Klaris Huulgaard.

”Christoffer taler direkte ind i koblingen mellem det individuelle syn på barnet og fællesskabet blandt børnene: Hvad er på spil derude? Han peger også på vigtigheden af det, han kalder mellemarbejde. Altså at der også sker noget, når psykologen og læreren mødes ved kaffeautomaten. Det er sårbart at udstille, hvad man er i gang med, så at opbygge en tillid er også en del af samarbejdet”.

Claus Klaris Huulgaard ser gerne, at PPR i Vejle bliver bedre til at følge op og assistere lærerne i forhold til at få PPR’s anbefalinger til at lykkes i den pædagogiske praksis.

”Vi er gode til at analysere, vurdere og komme med anbefalinger, men to steder vil vi gerne være mærkbart bedre: Vi skal være endnu skarpere på formålet med vores indsatser, så de bliver dynamiske, ikke tager så lang tid og hjælper lærerne på vej. Og vi skal blive bedre til at sikre, at vores anbefalinger bliver implementeret: Skal vi være med i klasserne? Og hvordan taler vi med lærerne om, hvordan vi bliver bedre til det, vi gør? Vi skal ikke bare bede lærerne om selv at implementere vores anbefalinger”.

Samarbejde med skolerne er et kardinalpunkt

Det lyder også genkendeligt for Claus Klaris Huulgaard, når Christoffer Granhøj Borring siger, at lærere og pædagoger har svært ved at skaffe sig tid til samarbejdet med PPR, fordi de skal løse mange andre opgaver.

”Tid er en del af det, der skal til. Vi er nogle gange med i undervisningen eller til lærernes forberedelse, og vi har et udviklingsperspektiv sammen med skolerne om, hvordan kan styrke samarbejdet. Når det er dokumenteret, at et barn har ret til støtte, handler det om få ideer og nye indfaldsvinkler til, hvordan vi kan prøve støtten af. Her har Christoffer fat i noget. Det skal vi samarbejde om, for ellers kan vi komme til at skyde på hinanden”, siger Claus Klaris Huulgaard.

I de seneste fire-fem år er PPR i Vejle lykkedes godt med at prioritere sin indsats, vurderer han.

”Det kører i rul, hvor vi en gang om måneden holder møde med skolelederen på den enkelte skole om, hvad det næste er, vi skal tage fat på. Det er en kæmpe gevinst, at vi er fælles om koordinering og prioritering, og at vi bliver inviteret ind af skolelederne. Det er et af kardinalpunkterne i forhold til det, vi lykkes med”.

PPR kommer ikke med løsningen

Trods det månedlige prioriteringsmøde kan forældre, lærere og skoleledere godt tænke, hvornår PPR kan lave den næste og næste og næste undersøgelse, erkender Claus Klaris Hulgaard. Men pointen er, at skole og PPR har et fælles ansvar for, hvad PPR skal gå ind i.

”Det kan være, at skolen har udfordringer med to børn i 3. klasse. Kan vi slå indsatsen for dem sammen? Eller vil det være uhensigtsmæssigt? Vi øver os i at blive helt skarpe på, hvor vi skal yde en indsats, og også på, hvordan vi følger op på den. Det er igen fælles: Vi kommer ikke med løsningen”.

Christoffer Granhøj Borring taler netop om et ekspertbegreb, når han siger, at det kan være svært for lærere at føre PPR’s anbefalinger videre fra mødelokalet til klasseværelset, mener Claus Klaris Hulgaard.

”Vi skal skabe en forståelse af, at vi er samarbejdspartnere. Vi er stærke på hver sin synsvinkel, så vi skal planlægge, udføre og evaluere indsatsen for et barn sammen. Ellers risikerer vi, at vores anbefalinger lander i en skuffe”, siger lederen af Tværfagligt Center for Børn og Unge i Vejle.