Store elever skal på turbo-læsekursus
Dårlige læsere i de ældste klasser skal ikke have matematik og engelsk, men skal i stedet følge et særligt turbokursus i dansk, indtil de er blevet gode nok til at læse, foreslår undervisningsministeren. Dansk Folkeparti kalder forslaget sympatisk.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Bertel Haarder (V) søsætter initiativet, fordi Pisa-undersøgelserne har påvist, at en stor gruppe især tosprogede elever forlader folkeskolen uden at kunne læse godt nok til at tage en uddannelse.
Lovændringen, der gør det muligt at oprette turbo-læsekurser, bliver et af regeringens første initiativer for folkeskolen i det nye folketingsår, der begynder i dag.
"Det er fuldstændig uholdbart, at 17 procent af eleverne går ud af skolen uden tilstrækkelige læsefærdigheder til at tage en uddannelse. Det er et akut problem, og det kan ikke løses med lidt specialundervisning efter skoletid," siger Bertel Haarder til Berlingske.
Eleverne skal også røre sig
Turbodansk skal være en mulighed for elever på 6. til 9. klassetrin efter en vurdering og indstilling af eleven fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning.
Eleverne kan godt få gavn af kun at koncentrere sig om læsning i en kortere periode, mener formanden for Landsforeningen af Læsepædagoger, Gert Niemann. Men det kræver lærere med særlig viden om læsning, og eleverne skal have lov at røre sig.
"Hvis de har fire-fem timers dansk om dagen, skal de også have idræt. Ellers lærer de slet ikke noget", siger Gert Niemann til avisen.
Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Martin Henriksen kalder Bertel Haarders forslag for sympatisk.