Andelen af ordblinde elever er steget en smule fra 2021/22 til 2022/23

Knap hver ottende elev i 9. klasse er ordblind

Næsten hver ottende elev i 9. klasse testes positiv for ordblindhed, viser nye tal fra Undervisningsministeriet.

Offentliggjort Sidst opdateret

I skoleåret 2022/2023 er 13 procent af eleverne i folkeskolens 9.klasse testet ordblinde i løbet af deres skoletid. 

Det viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet. 

Derudover er fire procent testet usikre i fonologisk kodning, hvilket vil sige langsom og upræcis omsætning af bogstaver, men altså ikke i lige så høj grad som ved ordblindhed.

Det er gennem den nationale Ordblindetesten, at de 13 procent er testet ordblinde. Andelen af elever, der er ordblinde, er steget med én procentpoint fra sidste skoleår. 

Ordblindetesten, som blev indført i 2015, er målrettet test af elever og voksne, der viser tegn på ordblindhed. 

Det er den enkelte skole eller institution, som vurderer, hvilke elever der skal testes. Ordblindetesten kan kun anvendes af fagpersoner med viden om læsning og læsevanskeligheder, som samtidig har fået en grundig indføring i, hvordan testen anvendes.