... dengang for 20 år siden
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Rigtige tillidsmænd. Den 1. august trådte de nye bestemmelser om styrelse ved voksenspecialundervisningen i kraft.
Med etableringen af bestyrelser, præciseringen af forstanderkompetencen og understregningen af adskillelsen mellem lærernes lønmodtagerinteresser og deres opgave som professionelle pædagogiske rådgivere er det første skridt taget i retning af en normalisering af vore arbejdspladser. Arbejdsmæssigt rykker vi tættere på de vilkår, der gælder for hovedparten af det øvrige arbejdsmarked. Det næste skridt på vejen bliver etableringen af et egentligt tillidsmandssystem på vores område.
aviS81 nummer 6, august 1991
Palmeolie, antioxidanter og fedtsyrer. En rapport fra en konference om palmeolie er spændende læsning. Palmeolie har langt større ernæringsmæssig betydning, end man umiddelbart skulle tro. Den indeholder flere mættede fedtsyrer end andre vegetabilske olier, og man har derfor ment, at den i hvert fald var uegnet i den anbefalede kost til forebyggelse af hjerte-kar-sygdomme.
Den rå palmeolie indeholder enorme mængder karoten og meget E-vitamin. Det skyldes blandt andet, at dens fremstillingsmåde er så enkel. De modne frugtklaser skæres af palmen og transporteres til fabrikken. Her udvindes olien, oftest med skruepresse. Olien bliver centrifugeret og filtreret. Den har en dyb orangerød farve.
Ernærings- og husholdningsøkonomen nummer 8, august 1991
Kaotiske forhold i Odense. Alt ud over den almindelige klasseundervisning er stort set indstillet på de skoler i Odense, der som en følge af Danmarks Lærerforenings blokade mod Odense Kommune har startet skoleåret med for få lærere.
Skolerne har inddraget skemalagte vikartimer, støttecentertimer, specialundervisning, tolærertimer, skolebibliotekstimer og støtten til fremmedsprogede elever for at dække de almindelige skematimer i klasserne. Alligevel har det på nogle skoler også været nødvendigt at sende elever hjem, og klasserne kan ikke regne med at have en fast lærer i alle fag. Fra 1. september opstår der nye problemer, når blokaden mod yderligere seks timelærerstillinger træder i kraft.
Folkeskolen nummer 34, august 1991