Arbejdsmiljø
Det er ikke lærerne på Agedrup Skole, som er problemet, mener den lokale lærerforening i Odense efter at have læst Deloittes rapport.
Foto: Beethoven9/Wikipedia Commons og privatfoto.
Lærerformand: Konsulent-rapport bekræfter, hvad vi allerede vidste
Samarbejdet mellem personale og ledelse lider under manglende opbakning, kommunikation og tillid til lærernes faglighed, lyder det blandt andet i Deloittes rapport om Agedrup Skole i Odense.
Manglende opbakning og konstruktiv dialog med ledelsen. En
ledelse, der kan finde på at irettesætte lærere foran elever. Og et splittet
lærerværelse.
Det er nogle af de problemer, der beskrives i den Deloitte-rapport,
som tirsdag blev offentliggjort om udfordringerne på Agedrup Skole.
Sagen om skolen tog
sin begyndelse i februar, da 113 forældre til børn på skolen underskrev
et bekymringsbrev til politikere og forvaltningen i Odense.
I brevet beskrev forældrene, hvordan der på skolen blev uddelt såkaldte
”11-årstæsk” til fødselarer, ligesom der havde fundet trusler med kniv og
seksuelle krænkelser sted på skolen.
Forældrebrevet blev et par uger senere fulgt op med et brev fra
22 ansatte på skolen til skoleleder Christian Gantzhorn Hovendal, hvori de kritiserede
hans ledelsesstil og blandt andet beskyldte skolelederen for at undergrave
lærernes autoritet over for eleverne.
”Lærernes autoritet sat ud af spil”
Balladen fik byrådet i Odense til at bestilte Deloitte til
at lave en ekstern undersøgelse af skolen.
Rapporten fra i tirsdags bekræfter ifølge
formand for Odense Lærerforening Charlotte Holm det billede, hun i forvejen
havde af forholdene på skolen:
”Lærerne er usikre og deres pædagogiske råderum og autoritet
er afmonteret og sat ud af spil. De har ikke noget handlerum til at kunne
håndtere de udadreagerende elever. De er bange for at få påtaler fra ledelsen”,
siger hun.
I rapporten beskrives det blandt andet, hvordan der er
samarbejdsvanskeligheder mellem skolens ledelse og dele af personalegruppen. For
eksempel lyder det:
”Dele af personalet oplever, at de har svært ved at have en
konstruktiv dialog med ledelsen om udfordringer, og de oplever ikke, at
ledelsen har faglig tiltro til, at de handler efter bedste evne i situationen.
Dette opleves til tider som manglende opbakning. Det er personalets oplevelse,
at tonen kan være hård og direkte, og at dialogen ikke altid tages i rette
forum, men fx er sket, mens elever har overværet irettesættelser”.
Deloittes anbefalinger til Agedrup Skole
1. Implementering af børnesynet skal fortsat være et
fælles fokus.
2. Styrk samarbejdsrelationen på
Agedrup – fokus på feedback og samarbejde på tværs af teams.
3. Konflikter opstår – giv
opbakning til dem, der står med og i konflikterne og respekter ansvaret.
4. Skoleledelsen bør vurdere,
hvordan den vil være tæt på den praktiske hverdag – fokus er på at blive
inspireret til samarbejdet.
5. Kompetencerne hos personalet
er gode – fokus bør være på, hvordan der fastholdes et læringsmiljø, der
understøtter ambitionerne i børnesynet.
6. Skoleafdelingen bør fortsat
have et refleksivt fokus på at være proaktive over for skoler, der måtte udvise
tegn på udfordringer.
7. Forældre bør engageres og
involveres (mere) i deres barns skolegang på Agedrup Skole.
8. Fortsat fokus på tværgående
vidensdeling, der kan styrke skolernes blik for faglige tilgange og
handlemuligheder.
Ligeledes beskrives det, hvordan lærerne oplever, at ledelsen
tager beslutninger uden at forklare, hvorfor de er
truffet.
”Et eksempel er fx at der ændres i koordinatorstillinger, hvor de
involverede medarbejdere ikke oplever at blive orienteret på forhånd samt, at
der ikke sættes ord på årsagen til ændringerne”, lyder det i rapporten.
Deloitte konkluderer, at skolen har de relevante
kompetencer til stede til at undgå konflikteskalering, til at håndtere konflikter,
og at der er stor erfaring med forældresamarbejde.
Det glæder Charlotte Holm,
at der ikke er noget at udsætte på lærernes faglighed og engagement.
”Det bekræfter for mig at se, at det ikke er lærerne, som er
problemet”, siger hun.
Forvaltning har stadig tillid til ledelsen
Rapporten er modtaget med blandede reaktioner i Odense. Administrerende
direktør i Børn- og Ungeforvaltningen Hanne Dollerup slår over flere fynske
medier fast, at hun stadig har tillid til ledelsen på Agedrup Skole.
”Ja, jeg har tillid til skoleledelsen. Det, jeg har brug for
at se nu, er jo så, hvordan de her anbefalinger bliver taget ned og omsat til
en plan for, hvordan vi så konkret får ting til at ske i hverdagen, så vi har
en god skole. Og så vil det jo altid være sådan, at hvis opgaven ikke bliver
løst, så er der en ny situation”, siger hun til Fyens Stiftstidende.
Børne- og ungerådmand i Odense Susanne Crawley (R) stiller sig mere kritisk an:
”Jeg synes, at den rapport vi har fået, den beskriver nogle
alvorlige forhold på en af vores folkeskoler i Odense, nemlig at der er udtalte
udfordringer i samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere. Det synes jeg, at vi
skal have gjort noget ved”, siger hun til TV 2 Fyn.
Hun vil dog ikke forholde sig
til, om hun har tillid til skolens ledelse.
”Det er ikke en politikers opgave at hyre eller fyre nogen,
men det er vores opgave at sætte en retning for, hvad det er for en folkeskole,
vi gerne vil have”.
Hele Deloittes rapport læses her.