Som led i årets Masseeksperiment skal eleverne ud i naturen og finde platikaffald. Her ses en plastikskraldespand på havnen i Hirtshals, formet som en fisk for at gøre opmærksom på, hvor meget plast der hvert år ender i havet.
Foto: Istock/Alexander Farnsworth
I denne uge undersøger 30.000 elever deres egen skraldespand
Elever over hele landet står denne uge på hovedet i egne affaldsbeholdere i årets udgave af Masseeksperimentet. Resultatet skal give forskere det hidtil mest præcise datasæt om danskernes sortering af plastaffald.
Skal den tomme kaffepose til plastaffald? Skal flamengo? Hvad med chipsposen, der er foret med folie på indersiden? Og er det ikke noget med, at tomme mælkekartoner også skal i dén spand nu?
Der er stadig stor forskel på, hvor grundige de danske husstande er til at få de rigtige typer affald bugseret ned i de korrekte affaldsspande.
Og nu skal mere 30.000 elever over hele landet afdække, i hvor høj grad danskerne har knækket koden til sortering af plastaffald.
Det sker når årets udgave af Masseeksperimentet løber af stablen i denne uge. Her skal elever fra både grundskoler og ungdomsuddannelser tjekke, hvordan plastaffaldet bliver sorteret hjemme hos dem selv.
Og ifølge arrangørerne fra Astra - Det Nationale Naturfagscenter vil resultatet give forskere det største og hidtil mest præcise datasæt om, hvordan forbrugerne
sorterer de stigende mængder af plastaffald.
”For de mange elever, der deltager i forskningsprojektet landet
over, bliver det et møde med virkelig og autentisk forskning, der gør os alle
sammen klogere. Vi ved, det skaber kæmpemotivation for den naturvidenskabelige
undervisning, når eleverne benytter autentiske undersøgelsesmetoder og
metoderne er 'hands on'", siger Astras programleder for Masseeksperimentet Lene
Christensen i en pressemeddelelse.
Masseeksperiment er hjørnesten
Elevernes indsamling af data i Masseeksperimentet udgør
hjørnestenen i det store danske forskningsprojekt Change4Circularity, der har til mål at sikre, at danskerne i fremtiden forbruger mindre, genbruger mere og
sorterer bedre.
Samarbejdspartnerne er forskere på Roskilde Universitet, Det
Kongelige Akademi og Syddansk Universitet.
”En forudsætning for at mindske de enorme og stigende mængder
plastaffald i vores samfund er at have meget mere data til rådighed. 70 procent
af plastindsamlingen går tabt, og vi ved ikke hvad, der sker ved kildesortering
i husholdningerne. Takket være elevernes indsats får vi nu for første gang et
samlet, værdifuldt billede af danskernes affaldsvaner”, siger Lykke Margot Ricard, forskningsleder og
lektor i bæredygtig innovation og teknologi på Syddansk Universitet.
I alt tre undersøgelser
Elevernes undersøgelse af affaldssorteringen derhjemme er et
af tre ben i årets Masseeksperiment.
Eleverne skal også ud i naturen for at
indsamle plast. Det bliver en opfølgning på Masseeksperimentet fra 2019, der
dengang var verdens første nationale kortlægning af plastaffald i naturen.
”Plast er et meget stort miljøproblem. Siden undersøgelsen i
2019 er der kommet en række nye regler både i Danmark og udlandet for at
begrænse forureningen, f.eks. sidder lågene fast på plastflaskerne og vi har
ikke længere plastsugerør. Nu tester skoleeleverne om miljølovgivningen virker,
som den skal”, siger lektor i miljørisiko på Roskilde Universitet, Kristian
Syberg.
Det tredje ben i Masseeksperimentet er en undersøgelse af,
hvilke tekstiler der hænger hjemme i garderobeskabene. Mange tekstiler
indeholder store mængder plast, og eleverne skal registrere, hvad deres
tekstiler er lavet af, og om de er købt som nye eller genbrug.
”Forbruget af ’fast fashion’ er
stærkt stigende, og tøjindustrien sætter et gigantisk klimaaftryk. Jeg tror
ikke mange forbrugere ved, at der er plast i op mod 70 procent af vores tøj.
Derfor er det vigtigt at finde ud, at hvad tekstilerne i hjemmene indeholder,
og hvor de kommer fra. Måske kan vi endda gøre eleverne og deres forældre bevidste
om, at også tøj har betydning for klimaet”, siger lektor i design og
bæredygtighed på Det Kongelige Akademi Else Skjold.
Samlet set bliver Masseeksperimentet den største kortlægning
på området nogensinde. Resultaterne af elevernes
undersøgelser forventes at ligge klar i november 2024.
Masseeksperiment 2024 er støttet af Novo
Nordisk Fonden, Villum fonden og KFI Erhvervsdrivende Fond.