Anmeldelse

Til dig, der er træt af skoleprojekter

Forfatteren har et bud på, hvordan man kan undgå, at det ene projekt afløser det andet i en uendelighed. Der skal positive bæredygtige forandringer i skolen til og med inspiration fra både danske og internationale skoler belyser bogen, hvordan man får elever, lærere, pædagoger, ledelse og forældre med.

Offentliggjort

Fakta

Bæredygtige forandringer i skolen

Forfatter: Mette Marie Ledertoug

220 kroner

180 sider

Forlag: Saxo Publish

Mette Marie Ledertoug, der er psykolog og har en ph.d. i styrkebaseret læring, har skrevet en bog om, hvordan man kan skabe positive bæredygtige forandringer i skolen. Bogens fundament bygger især på forsknings- og praksisfeltet Positive Education, "hvor trivsel og læring går hånd i med fokus på livsduelige elever". Forfatteren argumenterer for, at skolen har brug for bæredygtige forandringer for at klæde børn og unge tilstrækkeligt godt på til fremtiden.

Bogen består af syv kapitler. Det første kapitel giver læseren baggrunden og forståelsen for nødvendigheden af bæredygtige forandringer i skolen. Desuden defineres principperne for den helhedsorienterede skoletilgang. I kapitel 2 bliver vi taget med til Geelong Grammer School i Australien, der introducerede begrebet Positive Education. Her får man mulighed for at læse om, hvordan de har arbejdet med skoleudvikling og hvilke vigtige erfaringer de har gjort sig. Deres implementeringsmodel består af fire cykliske og indbyrdes forbundne processer: Lær det – lev det – undervis det – udbred det. Der beskrives med eksempler, hvordan det er nødvendigt at sikre og understøtte alle fire faser for at kunne opnå en positiv bæredygtig forandring.

Kapitel 3 fortæller hvordan eleverne kan involveres og inddrages i en helhedsorienteret skoleudvikling, så deres stemme får reel betydning og værdi i hverdagen på skolen og kapitel 4 handler om lærernes betydning i forandringsprocessen. Det er nemlig vigtigt også at have fokus på lærernes trivsel og engagement for at skabe positive og bæredygtige forandringer.

I kapitel 5 beskrives konteksten omkring skoleforandringer herunder det politiske og samfundsmæssige niveau. Der er desuden eksempler på, hvordan forældrene kan være en understøttende del af skoleforandringen. Kapitel 6 kommer med bud på, hvordan man kan arbejde med implementering af forandringer. Forfatteren trækker her blandt andet på forfatterens erfaringer fra ph.d.- projektet Styrkebaseret læring - Børns karakterstyrker som middel til læringKapitel 7 er en kort opsamling, så man som læser får hjælp til at samle bogens mange input.

Hvert kapitel har brugbare eksempler og interessante refleksionsspørgsmål, så bogen kan folde sig ud over sine sider og ind i læserens egen praksis og forståelsesramme. Det er spørgsmål, der egner sig til at diskuterer med andre. For en ting er lysende klart: Positiv bæredygtig forandring laves og holdes i fællesskab, et fællesskab med alle skolens interessenter som nødvendige aktører.

Bogen er spækket med link til materialer og modeller. Det er et rent slaraffenland af idéer og næsten så man mister pusten. Jeg tænker, at bogen er god at vende tilbage til mange gange for at hente inspiration til arbejdet. Heldigvis er bogen velskrevet og gennemarbejdet og superspændende. Man kan mærke at der banker et stort hjerte for at skabe de bedst mulige rammer for skolens fremtid. Jeg kan stærkt anbefale bogen til alle, der er optaget af skoleudvikling i et bæredygtigt perspektiv.