Gordon Ørskov Madsen Praktiklærerforeningens årsmøde
"Jeg har en ambition om, at nogle af jer, hvis I ikke er der i forvejen, skal opkvalificeres og uddannes", sagde Gordon Ørskov Madsen i et indlæg til Praktiklærerforeningens årsmøde.

DLF-formand: Uden ordentlige rammer ender praktikken blot som "ambitioner på et stykke papir"

Der er langt fra de politiske ambitioner til virkeligheden på mange skoler, sagde lærernes formand, da han mødte praktiklærere og koordinatorer til Praktiklærerforeningens årsmøde.

Offentliggjort Sidst opdateret

”Vi har en vision, som ikke er blevet til virkelighed endnu”.

Sådan indledte formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen en tale til praktiklærere og koordinatorer til Praktiklærerforeningens årsmøde i Vejle i sidste uge.

For selv om både Professionshøjskolerne, Lærerstuderendes Landskreds og Danmarks Lærerforening spillede en stor rolle i tilblivelsen af den nye læreruddannelse, som for alvor blev skudt i gang i dette skoleår, så er der stadig et langt stykke vej, at ambitionerne er opfyldt.

”For mig er det vigtigt at slå fast, at det er flintrende ligegyldigt, hvor meget vi lykkedes med ved, da man forhandlede en ny læreruddannelsen, hvis det ikke bliver til virkelighed. Det udfordrer min tålmodighed gevaldigt, fordi der nogle gange bliver meget langt og for langt mellem vores ambitioner, og det vi oplever i virkeligheden", lød det fra lærerformanden.

Ifølge ham spiller skolerne endnu ikke den rolle i forhold til de studerende, som han mener, at der er brug for. 

”Skolen skal i højere grad være meduddanner, end det er sket hidtil”, sagde han og pegede på, at det kommer til at få stor betydning for de kommende kolleger på skolen, at praktik bliver integreret i fagene, og at der bliver en større kobling mellem teori og praksis for de lærerstuderende.

Praktiklærer skal udvikles som karrierevej 

Selv om det kan se svært ud, så er det vigtigt at være ambitiøse, sagde lærerformanden og fortalte, at DLF’s ambition er, at ”hver eneste lærerstilling er besat med uddannede lærere i 2030”.

Han har også store ambitioner for praktiklærerne.

”Jeg har en ambition om, at nogle af jer, hvis I ikke er der i forvejen, skal opkvalificeres og uddannes. Måske nogle kunne finde interesse i at være meduddanner i forhold til læreruddannelsen. Måske er det en god vej til at være mentor for nyuddannede lærere. Her kunne professionshøjskolerne også spille en rolle”, sagde Gordon Ørskov Madsen og forklarede, at han kan se, at det at være praktiklærer kunne være en karrierevej i lærerlivet.

”Den karrierevej kunne jeg godt tænke mig at udvikle. Det er en del af det at højne status, men også værdien af det arbejde, som I gør. Det er noget af det, som ligger foran os”.

DLF kæmper for flere penge til praktik

For at få succes med den nye læreruddannelse skal skoler og professionshøjskoler komme tættere på hinanden, slog Gordon Ørskov Madsen fast og spurgte praktiklærerne og -koordinatorerne, om de oplever den tættere kontakt med professionshøjskolerne i hverdagen.

Deltagerne rystede på hovedet, og flere svarede tydeligt nej. 

Flere fortalte læreformanden, at det var svært at få ambitionerne for den nye praktik til at gå op, når der ikke er afsat nok penge til, at de lærerstuderende skal længere i praktik og samarbejdet mellem skolerne og professionshøjskolerne skal intensiveres.

Gordon Ørskov Madsen genkender udfordringen.

”Det betyder jo, at der så er nogle andre opgaver, der ikke kan løses på skolen. Jeg kan godt forstå en skoleleder, der siger, at nu kommer der en opgave, som er dårligt finansieret. Hvis der ikke bliver sat nogle hegn om det, så drukner det i andre prioriteringer”.

Gordon Ørskov Madsen gav praktiklærerne et løfte om, at det er et emne, som er højt prioriteret i Danmarks Lærerforening.

”Jeg er fuldstændig klar over, hvor vigtigt det her er. Vi må prøve at få fat i KL sammen med Skolelederforeningen for at få sat nogle rammer omkring det her”.

”Hvis vi ikke lykkes med det, så bliver det ikke til andet end ambitioner på et stykke papir. Den bekymring skal vi tage alvorligt, for så er vi ikke lykkedes med den nye læreruddannelse”.