Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Regeringens nye uddannelsesreform ser ud til kun at få mindre indflydelse på læreruddannelsen i denne omgang. For som mange ved, er læreruddannelsen blevet reformeret så sent som i 2023. Her blev den nye læreruddannelse født med kravet om at være mere praksisrettet. Men vi er bestemt ikke i mål endnu.

Ambitionen er, at uddannelsen skal blive mere virkelighedsnær, så nye lærere bliver bedre forberedt på elementer som formativ vurdering eller skole-hjem-samarbejdet. Læreruddannelsen har dvælet for meget ved at udforske, hvad god undervisning kan være. Den har ikke i tilstrækkelig grad forberedt nye lærere til at blive gode lærere – må man forstå. Det er i udgangspunktet vigtigt at finde ud af, hvordan ekspertise i undervisning ser ud; men det hjælper ikke nye lærere i sig selv.

Jeg har tidligere undervist i teorier om formativ vurdering. På tre timer blev alle fem strategier og tre teknikker for hver strategi præsenteret. Det er selvfølgelig vigtigt at sætte sig ind i, hvordan ekspertise ser ud, men vi hjælper kommende lærere bedst, når vi sætter dem i stand til at være fremragende. Det kan vi kun gøre, når vi ved at øvelse er altafgørende:

1.  Et synligt resultat. Alle skal øve deres kapacitet til formativ vurdering med det samme – så vi er sikre på, at de vil være i stand til at kunne gøre det selvstændigt.
2. Begrænsede mål. Det er vigtigt at kunne begrænse sig selv, om end det kan være pinefuldt.
3. Øvelse af hvert trin. Hvert   trin skal øves for at kunne gøre det selv. Det kræver at studerende modtager løbende feedback og kommer til at handle på den.

Vag, overvældende eller fordømmende

Et grundlæggende princip for planlæggelse af undervisning er at planlægge baglæns: Man er nødt til at gøre noget for at se, om studerende har forstået indholdet. Der skal udvikles en praksiskultur på læreruddannelsen. Hvis vi accepterer, at praksis er en kritisk del af læreruddannelsen, hvordan sikrer vi så, at alle kommer til at profitere af en praksiskultur? Der skal skabes en atmosfære, hvor studerende føler sig trygge ved at praktisere og øve sig. De skal være i stand til at modtage feedback. De skal medvirke til at udvikle feedback. De skal blive glade og stolte, over det de laver.

Hvad forhindrer det i at ske?

1.  Der er for meget information. De studerende kan for eksempel kun bruge mindre end en håndfuld af de formative vurderingsteknikker, de bliver undervist i. Det tager år at få de grundlæggende kompetencer i at lave god formativ vurdering. Vi skal undgå at overbelaste lærerstuderende med information, som de hverken kan bruge eller har kapacitet til at anvende.
2.  At vide er ikke det samme som at kunne gøre. At vide, hvordan god undervisning ser ud, er mindre end halvdelen af at kunne gøre. At vise, hvordan det skal gøres – uden at afsætte tid af til at praktisere det – er en garanti for, at de studerende ikke praktisere det.
3. Overset kompleksitet. Det er vanskeligt at designe god undervisning. Det er især svært at vælge, hvad man skal gøre med svar og spørgsmål under tidspres. En lærer har omkring tredive sekunder til at vurdere elevernes forståelse og beslutte, hvad de skal gøre næste gang. Det er en stor praktisk og etisk udfordring. Hvert valg i undervisningen – at fortsætte, gå tilbage, eller opdele grupper – har sine fordele og ulemper.

En praksisrettede læreruddannelse kræver at underviserne får feedback til at fungere, når de studerende skal øve sig. Feedback er desværre ofte unyttig, og unyttig feedback er vag, for overvældende eller fordømmende. God feedback handler om, at det hjælper studerende med at se noget, som de ellers ville gå glip af. Det er her udfordringen ligger.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk