Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

”Hvorfor vil du dog læse til lærer?”. Det spørgsmål blev jeg stillet gentagne gange, da jeg skulle læse videre. Min omgangskreds forventede, at jeg med en god studentereksamen i hånden burde læse på universitetet.

Men jeg holdt fast, søgte ind på et seminarium, som det hed dengang. Her begyndte fire års studium med et stærkt fællesskab, masser af lektioner, vejledning og tæt kontakt til vores undervisere.

Efter uddannelse blev jeg ansat på en folkeskole med 27 lektioner om ugen og et skema, der ikke kun indeholdt de fag, jeg var uddannet til. Kompleksiteten var stor, og det gik hurtigt op for mig, at jeg ikke altid var i stand til at skabe gode relationer og optimal læring for mine elever og mig selv.

Men dengang blev jeg som ny klasselærer understøttet i min undervisning af de pædagogiske tilbud, som skolen stillede til rådighed. Der var læseklinik, tolærerordning, heldagsskole og specialskoler til børn med særlige behov. Alt sammen noget der betød, at jeg var i stand til at planlægge, gennemføre, evaluere og videreudvikle min undervisning.

Kommunen og skolen stillede midler til rådighed for efteruddannelse. Jeg fik mulighed for at læse en pædagogisk kandidatgrad i fransk på DPU, og mange af mine kolleger på skolen fik bevilget årskurser samme sted. Men som årene gik blev midlerne færre og færre. Færre penge til materialeindkøb, færre kurser, flere elever i klasserne og færre muligheder for at henvise elever til læseklinik eller specialtilbud.

Arbejds- og forberedelsestiden blev rammesat mere og mere rigidt og lejrskoler og ture-ud-af-huset forsvandt til sidst helt.

En oplagt løsning

Det er en anden læreruddannelse og et anderledes job, de lærerstuderende prøver kræfter med i dag. Og der er færre og færre unge, som vælger at søge ind. Det er et kæmpe problem. Som docent på læreruddannelsen på Københavns Professionsskole ser jeg flere konkrete forklaringer på den negative spiral.

Den første og vigtigste årsag er den evigt dårlige omtale i pressen af folkeskolen som arbejdsplads. Ja, jobbet er komplekst og udfordrende, men også enormt givende og meningsfuldt. Det er jo børns liv og fremtid, vi er med til at forme. Den dårlige omtale fører til lav status, men det er som sådan ikke nyt. Det oplevede jeg jo også selv, da jeg skulle forsvare mit valg af uddannelse.

Vi har brug for at gentænke folkeskolen og læreruddannelsen som samfundets vigtigste uddannelsesinstitution. Læreruddannelsen er med reformen i 2023 blevet styrket med længere og mere kontinuerlige forløb i undervisningsfag med fokus på styrket faglighed, fagdidaktik og integreret praktik i fagene. 

Fokus på tværfaglige forløb mellem de pædagogiske fag og undervisningsfag og andre gode tiltag gør, at læreruddannelsen i dag er en stærkere uddannelse, end da jeg selv læste.

Det samme gælder ikke for jobbet som nyuddannet lærer. Vi har brug for, at der igen gives pædagogiske efter- og videreuddannelsestilbud til nye såvel som erfarne lærere. 

Hvor bliver tolærerordningerne af, og hvorfor genindfører vi ikke læseklinikkerne? Samtidig er specialtilbud til elever med særlige behov en forudsætning for god klasseledelse og gensidig respekt for det enkelte barns og dennes families.

Jeg vil gerne tilføje et sidste, men helt nødvendigt tiltag: Ansæt nyuddannede lærere i en stilling i de første to år med mentorordninger, et timetal på omkring 15 lektioner om ugen og med fortsat tilknytning til læreruddannelsens undervisere og medstuderende. For de første år som lærer er fuldstændig afgørende for at styrke læreridentiteten og fastholde nyuddannede lærere i deres ansættelser i folkeskolen.

Hvis nogen skulle sidde tilbage med spørgsmålet, om jeg nogensinde har fortrudt, at jeg læste til folkeskolelærer, så er svaret et klart nej.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk